Verner som ung honningbi

Slægt skal følge slægters gang!

Min far - Verner Hansen - erindringer/slægt.

rev. marts 2022

Indledning

siden skrives ikke til mobiltelefon

1
Først i 1980érne bad jeg min far om at skrive noget af det ned, som han så ofte havde fortalt mig om sin slægt, sit liv og alle de oplevelser han havde haft.
Og det gjorde han.
Han skrev det med håndskrift i en bog og det er dejligt læsestof; men jeg ved jo at jeg er nok den sidste generation, der kan læse hans håndskrift. Derfor har jeg tilladt mig at skrive det hele ind på min Pc´er, sætte billeder ind og give et eksemplar til dem i familien, der kan have interesse af det.
Jeg er meget tro mod den måde min far har skrevet på og skriver det fuldstændig af med min fars ord og vendinger. I ganske enkelte tilfælde har jeg ændret lidt på stavemåden, idet han har stavet nogle ord på en gammeldags måde.
Det, der er skrevet med kursiv skrift, er mine kommentarer/tilføjelser.
Jeg håber virkelig, at du, som læser denne slægtshistorie, vil glædes over dette arbejde og være min far dybt taknemmelig.
Verner Hansens yngste barn.

Hanne Sølvsten Skriver Hansen
Januar 2010


Historien

Verner Hansens farfar, farmor og far
Det var på Stigsnæs i året 1790, blev der født en dreng, som blev døbt Niels Hansen.
Om hans forældre ejede ”Skadrisgården” (Skaderedegård) på Stigsnæs så han med giftemål har overtaget den, om han har købt den eller hans kones forældre har afstået den til deres svigersøn ved jeg ikke; men det blev i alt fald hans gård.
Niels Hansen blev gift med Marie; men deres ægteskab varede imidlertid ikke ret længe for allerede da hun var 28 år gammel døde hun.
Marie og Niels Hansen efterlod sig kun en søn og jeg tænker på om hun kan være død som følge af fødslen.
Deres søn (som må være født ca. 1820) blev døbt Nielsessøn, Han fik fornavnet Hans og kom så til at hedde Hans Nielsen. Han giftede sig med Maren født Jensen. De fik en fæstegård under Borreby, den ligger på Østerhoved i den sydlige del af Stigsnæs. (Se Større Danske Landbrug, bind 2 side 529)
c. v. castenschiold
Jeg ved det ikke men formodentlig må de have haft flere børn.
Jeg kan forestille mig deres liv på den smukke egn. De må også være præget af, at ejeren på Borreby var en dygtig, energisk og økonomisk mand - Carl Vilhelm Behagen Castenschiold - ejede Borreby i 52 år indtil 1919 - som givet har haft indflydelse på forholdene og på hele atmosfæren på Stigsnæs. Krigen i 1864 har nok også præget deres tid.
Hans Nielsen og Marens søn blev født ca. 1850 og blev døbt Niels Hansen. Han giftede sig med datteren på ”Lærkesminde”. Hun hed Ane og var født Nielsdatter. De må være gift ca. 1873.
I 1874 fødte Ane et barn, som var dødfødt eller døde få dage efter fødslen.
Borrebys ejer var som før nævnt den gang C. V. B. Castenschiold.
Han havde giftet sig med en datter af Holstein til Holsteinsborg. Samtidig med at Ane havde født og mistet sit barn, blev der født en søn på Borreby d. 26. 05.1874. Ane blev så bedt om at være amme for denne dreng, som i Borrebys lille men meget smukke kapel blev døbt og fik navnet: Adolf Frederik Holten Castenschiold.

2
Holten Hansen og kone Ane, holkten og Grev Castenschiold. Årsagen til, at en amme var nødvendig, var at fine fruer fra den tid jo ikke på nogen måde måtte udsættes for at miste noget af deres ungdommelige ynde.
Hvordan det hele er arrangeret og tilrettelagt, kan jeg ikke få oplyst; men det må jeg selv gætte mig til.
Ane må jo givet være flyttet til Borreby, da hun jo ikke har kunnet nå hjem imellem hver gang hun skulle amme og jo slet ikke om natten. Og må jo også på anden måde have stået for pasning og pleje og har jo også i nogen grad påvirket opdragelsen af drengen.
Mon ikke også Niels Hansen har fået sin kost og anden fornøden hjælp på gården.
Vi ser på billedet Ane Nielsdatter, hendes eget barn og greven, som hun var amme for. Den fortrolighed som den unge greve viser i sin hengivenhed for Ane. Billedet må være taget i 1878.
Det var i 1875 eller måske 1876 at Ane fødte en pige.
Hun blev døbt Marie og hun har sikkert været sine forældre til stor glæde. Hun blev jo også storesøster for de senere fødte brødre. De har ganske givet været stolte over hende, nu da hun begyndte at gå i skole og at de havde en så dygtig søster.
Jeg ved ikke af hvilken grund; men da hun var 9 år døde hun i ca.1885.
Ane havde af hofjægermesterinden på Borreby, fordi hun havde ammet greven fået lov at give sin første fødte søn samme navn som den unge greve var blevet døbt, nemlig Alfred Frederik Holten og så skulle han selvfølgelig hedde Hansen.
Det var den 11. 4. 1877.
Det har sikkert været noget stort i hjemmet at have et barn, der har samme navn som greven på Borreby.
Ane har jo sikkert ofte været på besøg der for at vise sit barn frem og også for at besøge den unge greve, hvilket har været naturligt. Vi ser på billedet at Anes Holten nu er ca. 1 år gammel og vi ser på den unge greve, at han er fortrolig med begivenheden og samværet.
Peter Otto Vilhelm Hansen Det er min tro at Anes Holten allerede dengang og som følge af forholdene har været påvirket.
Jeg har den sikre formodning at Holten gennem sin opvækst har været beundret og forkælet og han har efterhånden, som han er vokset op, følt sig som den der skulle ses op til og som kunne tillade sig at sige og gøre lidt mere end andre, og det han mente var lov. Jeg tror også at han i nogen grad er blevet fritaget for de største strabadser med arbejdets udførelse. Dog er det min bestemte mening, at han havde en god menneskelig karakter; men egenskaberne som tillagde sig under sin opvækst var karakteristisk for ham gennem hele tilværelsen.
Den større landbrugskrise, som i disse år prægede Danmark, må selvfølgelig også have påvirket hjemmet på Stigsnæs. Forbruget var lille og der skulle passes på i det økonomiske.
Marie var nu blevet 6 år og har sikkert allerede prøvet at være i skole, for skolen var jo deres nærmeste nabo og endda tæt nabo.
Holten var 5 år og næste lige så stor som Marie og nu ventede Ane sit 4. barn. Det blev d. 22.8.1882 at der blev født en dreng og det har været en stor oplevelse især for Marie, der sikkert har været stolt, meget nysgerrig og interesseret.
Drengen blev døbt i Magleby Kirke og fik navnet Peter Otto Vilhelm Hansen.
Han blev den i familien, der fik størst betydning, da det blev ham og kun ham , der kom til at føre slægten videre.
Vistnok et par år senere fødte Ane igen en dreng og han kom til at hedde Marius. Om han er født før eller efter at Marie er død, ved jeg ikke; men nu var de tre drenge der voksede op sammen. På ”Lærkesminde”.

3
Nu da jeg skriver dette kommer jeg i tange om, at Hanne, da hun var stuepige på Borreby i 1967, fortalte mig at hun for sit indre kunne se disse drenge løbe og lege ned over markerne. Ja, det kan jeg også og selv om der var stor aldersforskel på dem, f.eks. da Holten var 15, var Otto 10 og Marius ca. 8, har de sikkert haft meget glæde af hinanden. I øvrigt må jeg gætte mig til forholdene.
Ane og Niels Hansen Tiden går og nu er Holten vel ved at sige farvel til hjemmets tryghed.Hanne og borreby Jeg ved ikke om han med det samme begyndte på herregårdene, som han igennem hele sin ungdom arbejde på. Først som landvæsenselev for så at ende som forvalter på Borreby, hvor han tillod sig for meget og blev bortvist og af greven, og fik besked om aldrig at vise sig. Greven ville ikke se ham mere.
Det var nu Ottos tur til at tage ud at prøve vingerne og med hensyn til hvor han har været og hvornår, det har været vil jeg henvise til hans anbefalinger.
X billede af anbefalingerne
Ane og Niels Hansen er nu ved at blive op i årene og nu er det snart 30 år siden de blev gift og begyndte på ”Lærkesminde”. Meget arbejde har de udført, sorger har de absolut også haft.
Marius Se billedet af dem og læg mærke til deres hænder, de taler deres tydelige sprog om flid og sparsommelighed og om meget udført arbejde. Jeg synes at jeg kan se på Niels Hansen, at han har været en livsglad mand og at han har haft lune.
Marius blev hjemme og hjalp sine forældre. Måske var det fordi de var blevet gamle og måske det har været af helbredsmæssige grunde. Han havde vist dårligt hjerte og har så ikke kunnet påtage sig alt arbejdet; ”men nu var det blevet forår, det var tid at få sået kornet og Marius var sendt i marken med hestene for harven. Lærkerne sang, solen skinnede og hestene var drivvåde af sved. Da pludselig fladt Marius om og var død. Jeg tror det var 1901.
Det må have været et slag for hans gamle forældre, de synes slet ikke, at de havde fortjent al den sorg. 2 af deres børn havde de mistet og en havde bragt sorg og skam over dem og deres hjem.
Men livet skulle jo gå videre og ejendommen passes. Nu da de var blevet gamle blev det jo sværere at overkomme, det der trods alt skulle gøres. Tungt og svært var det og glæden var nu en sjælden gæst hos dem. Derimod var det svært at holde fattigdommen fra døren, nu da også helbredet var blevet dårligere.
Niels Hansen var blevet meget forkølet og kunne ikke huske noget mere.
Jeg ved at far og mor besøgte dem, det kan have været i 1908 eller lidt senere; men jeg tror at Ane må være død ret kort efter og Niels Hansen kom til sidst til Nykøbing S., hvor han døde.
Der var ingen økonomiske midler og det var ret dyrt at sende et lig til Magleby sogn, hvor Niels Hansen jo hørte hjemme. Derfor er han begravet i Nykøbing.
-------------------- ”-----------------
Verner Hansens morfar, mormor og mor
På Falsters østside ligger Skjoltrup, sognet hed dengang Horbelev, og i Skjoltrup går der en blind vej mod syd. For enden af denne vej til venstre ligger der en gård på ca. 80 td. Land.
horbelev sogn Her blev i denne gård i 1834 eller 1837 født en søn. Han blev døbt i Horbelev kirke og fik navnet Ole Jensen Tydsk.
Det påstås at navnet Tydsk var et døbenavn, hvilket jeg ikke er helt sikker på; men på den anden side er der mulighed for at det er rigtigt.
Jeg har talt med Vilhelm Alfred Mortensen, han har fortalt mig en del om Ole Jensen Tydsk og påstår, at navnet Tydsk er rigtigt nok og så kunne det jo tyde på at Oles forældre er tyske og stammer derfra.
Jeg vil her fortælle at Vilhelm Alfred Mortensen er en søn af Oles første fødte datter; som hed Bodil Kirstine og som er født i 1867; men senere lidt mere om det.

4
Ole var sine forældres eneste søn og et enebarn vil jo altid modtage stor opmærksomhed, som dette har været. Han er blevet beundret og skånet for livets vanskeligheder, hvilket mange gange kan være farligt.
Nu var Ole (Hans) imidlertid blevet 26 år og var blevet forelsket i Kirsten (Maren kirstine). Hun var en pæn pige og nu 23 år. Det var i de tider hvor man kaldte hende en ung brud. Jeg mener at brylluppet har stået i Oles hjem og flot og fint har det været. Nu var Ole jo blevet mand på gården og var nu blevet den der bestemte. Hans gamle forældre skulle selvfølgelig blive boende. Der var indrettet et par stuer til dem. Stuehuset var jo stort nok, så det lod sig ordne.
Der blev jo før brylluppet gjort store forberedelser, mange gæster skulle der komme, så meget mad og mange andre ting skulle der sørges for.

Nu er det i marts måned og brylluppet er bestemt til d. 7. april. Stuepigen i Oles hjem bliver sendt til naboer, venner og alle dem der skal komme for at deltage festen. Hun kommer med indbydelser og hilsen. Der siges selvfølgelig mange tak og hun bedes hilse hjemme, samtidig tilbyder de deres hjælp med forberedelserne, som nu skal begynde. Mad og drikke skal der jo være til alle og absolut i rigelige mængder.
Det første der skal tænkes på er øllet, som de jo selv skal brygge og brændevin må absolut ikke mangle, så det bliver der købt maget af.
Så bliver der slagtet et par grise og en kvie og af dem skal der laves megen velsmagende mad.
Det er et stort arbejde; men det bliver gjort i glæde og forventning. Og så skal der bages og der skal bages i rigelige mængder, for man venter at der på selve bryllupsdagen kommer mange med telegrammer og lykønskninger. De skal selvfølgelig trakteres rigelig og godt. Hvor mange slags kage, der bliver bagt til sådan et gilde, er jo mange. Alfred fortalte mig, at da han engang var ude med et telegram og blev bedt inden for, var der et kaffebord med 17 slags kager, hvilket ikke var ualmindelig på de egne dengang.
Cigarer, telange til piberne og også skråtobak skal der være nok af.
Noget som endelig ikke må glemmes er musikken, og her er det jo så nemt, det skal selvfølgelig være ”Slæboen” fra Lolland.
Det var jo det eneste musikorkester, der virkelig kunne spille. De var en hel familie, der i det 19. århundrede tog ud og spillede ved store fester på Lolland og Falster.
Dersom der ellers var noget, der skulle bruges og som man ikke havde på gården, så stod naboer og andre til rådighed og lånte gerne værtsfolkene, hvad de havde brug for; men jeg tror nu ikke at der i dette tilfælde var brug for noget, for Oles hjem manglede intet.
Nu var det så blevet d. 7. april (1865 eller 1866) og i dag skulle der være højtid og gilde. Bryllupshøjtideligheden var sat til kl. 2 eftermiddag, som det hed dengang.
Alle indbudte var også med i kirke og dem som ikke selv havde noget køretøj fik lov at køre med andre, der var bedre stillede. Et par stykker af karlene fra gårdene måtte tage med. De skulle passe heste og køretøjer imens vielsen foregik. Der var 4 km til kirke og for sent måtte ingen komme.
Ole selv og hans forældre kørte alene. Det vil sige naboens søn, Niels hed han, var kusk. Han var jævnaldrende med Ole og de havde altid været venner. Niels var lige som Ole af dem der ikke gik af vejen for noget. De havde hver især lært sig at køre med fire heste for vognen og det var det Niels gjorde i dag.
Hestene var unge og kåde og det sølvpolerede og blanke seletøj så meget herskabeligt ud.
Da Neils var kommet uden for gården og ud på vejen slog han et knald med pisken. Det var ligesom dette knald var indledningen til den stor begivenhed.
Turen til kirken gik godt. Alle havde nu fundet en plads hvor de kunne sidde. Ole og hans forældre sad oppe ved alteret. Der var kun nogle der viskede til hinanden, ellers ventede man i tavshed. Spændingen var stor; men man kom ikke til at vente længe.
Kirsten havde jo ikke set sin Ole hele dagen og nu kom hun ved sin fars arm. Da de gik op gennem kirken rejste alle sig op.

5
Der blev især lagt mærke til, hvor smuk hun var pyntet, og til hvor glad, naturlig og smukt hun smilede til alle. Hun var ung og dejlig. Ole blev endnu mere forelsket.
Da de havde hørt på præstens tale og hans formaninger og da de havde lovet hinanden troskab, forlod de kirken efterfulgt af alle deltagerne.
Det var nu Kirsten og Ole der skulle sidde ved hinandens side i vognen med de fire heste.
Oles forældre skulle så køre i vognen med Kirstens forældre. Man gav sig god tid med at komme af sted fra kirken, for alle skulle helst køre efter hinanden for at blive set af beboerne på vejen hjem.
Nu kom så det som alle havde set frem til ved bryllupsfesten. Der blev spist, drukket ja, navnlig drukket meget og så blev der selvfølgelig også danset med liv og lyst. Musikken var jo god og livlig. Navnlig de unge var glade for den. Måske var denne aftens morskab en årsag til at der senere skulle være bryllup i Skjoltrup, hvem ved?
Imellem anretningerne morede man sig på forskellig vis. Nogle spillede kort og drak øl. Andre berettede om sine bedrifter og sit kunnen og efter som snapsen gled ned blev mange glade for sig selv og for et par snapse mere og blandt disse sidste var også Ole.
Marie Mortensen Festen varede i flere dage. Nogle måtte jo en tur hjem for at malke og fodre; men så tog man fat igen.
En lille årstid efter denne fest blev der på gården (Tyskegården) født et barn og det blev en alt for tit tilbagevendende begivenhed her i hjemmet.
Kirsten døde i 1883 kun 43 år gammel efter at have født 11 børn.
Nu stod så Ole Jensen tysk så alene med en stor børneflok.
De tre mindste var født efter 1880 så en ordning måtte jo findes. Løsningen blev den at de mindste børn blev tilbudt ægtepar, som ikke selv havde børn. Hvor og hos hvem de blev anbragt, ved jeg ikke, kun at Hanne Vilhelmine, som var født 2. 5. 1880 kom til Marie og Peter Mortensen i Ore ved Stubbekøbing. Her blev hun adopteret. De havde et lille husmandssted på 3½ td. Land.
Xx billede af huset i Ore og billedet af Marie ved huset. Billedet er endnu ikke indsat
Den vistnok ældste pige i søskendeflokken, Bodil Kirstine hed hun og var født 5. 2. 1867 og nu 16 år gammel, blev hjemme og overtog efterhånden husholdningen og arbejdet i huset, selv om der i de tider var tilstrækkelig og erfaren pigehjælp til stede.
Ole ændrede imidlertid ikke sit liv.
Hans lyst til store gilder og hans efterhånden daglige trang til brændevin, blev for ham en vane, som han ikke selv kunne styre. Økonomien var jo god nok endnu, selv om gilder og store fester var dyre.
Hanne Vilhelmine Alfred har fortalt mig, at Ole var en ivrig jæger og at han engang havde skudt en hjort, som så blev stegt og hele byen kom til gilde.
Jeg må vist hellere fortælle hvem Alfred er.
Tidligere har jeg omtalt Ole Jensen Tysk´s datter, Bodil Kirstine født 1867 død 18.11.1944. hun var søster til min mor Hanne Vilhelmine.

Bodil Kirstine blev gift med Mortensen og de boede i Bregninge på Falster, hvor hun fik 2 børn, nemlig Anna Kirstine gift Petersen. Hun blev født i 1897, og hun boede i Torkilstrup.
Og Vilhelm Alfred Mortensen født 1905, han har boet i Tjebberup ved Holbæk, men bor nu i Døllefjelde.
Jeg har talt med begge i november 1977 også med Alfred da han boede i Holbæk.
Tiden går, det er dårlige tider for landbruget i 1880´erne.
Store gilder, drukkenskab og dermed ligegyldighed koster mange penge.
Oles formue var blevet lille og i året 1900 gik gården på tvangsaktion.
Nu var det Ole selv der måtte flytte fra gården og hvor skulle han tage hen. Han var jo nu efterhånden blevet dranker og 63 år gammel.
Jeg tror ikke at Ole Jensen Tysk var et dårligt menneske; men at hans liv var blevet præget af en dårlig opdragelse og af at han sikkert har haft en lidt svag karakter.
Den 13.12.1977 har jeg igen talt med Alfred.
Jeg var lidt bange for, at det sidste jeg har skrevet var forkert, hvilket også har vist sig at være tilfældet:

6
Jeg må begynde med Bodil Kirstine, som (det ved jeg nu) var født 15.02.1867 og som blev hjemme for at holde hus for sin far efter sin mors død i 1883.
Bodil Stin, som hun til daglig blev kaldt, blev forlovet med Peter Mortensen i 1895 og på denne tid var der efterhånden ikke nogen mulighed for Ole Jensen Tysk for at beholde gården.
Og nu da Bodil Stin ville giftes, blev gården solgt 1897.
Der blev penge til overs til køb af et hus i Bregninge og her flyttede så Ole op.
Bodil Stin og Peter Mortensen blev så gift og overtog huset i mod at passe og pleje Ole så længe han levede.
Bodil Stin fødte her 2 børn: Anna? 8. 1897 og Alfred 1905.
Alfred som godt kan huske sin morfar, fortalte mig mange episoder fra sin barndom, om hvordan han har opholdt sig oppe i morfars stue.
Der var en kakkelovn og her stegte morfar pindsvin, som Alfred og hans morfar så spiste.
Han fortalte om sin morfar at han var ikke særlig stor og at han havde hvidt fuldskæg.
Ole(Hans) Peter jensen Tydsk dør den 23.3.1909. Han er begravet på Horbelev Kirkegård.
----------------”---------------
Verner Hansens ungdom
Det var jo Hanne Vilhelmine, der var blevet adopteret af Marie og Peter Mortensen i Ore, som jo ikke selv havde børn.
Hanne har givet været en dejlig solstråle for dem og er på mange måder blevet noget forkælet. Hun har givet haft en dejlig barndom, der har været beskyttende for problemer i tilværelsen. Endog hendes fødehjems opløsning og ruin fik hun ikke kendskab til. Måske har Marie og Peter ikke givet hende nogen oplysninger da de så måske har været bange for på en eller anden måde at miste hendes fortrolighed.
Hanne gik i skole i Vejringe, som ligger syd for Ore og der har sikkert været andre børn der skulle samme vej, så der har været mulighed for følgeskab.
Hannes første ungdom kender jeg ikke; men hun er i en ung alder begyndt på store gårde og har her været vellidt og har forestået husholdninger på flere steder.
Peter Otto Hansen Hanne var jo min mor og hun har fortalt mig, hvor meget hun led af hjemve og hvor bitterlig hun fortrød og at hun nu kunne se, hvor meget og hvor tit, hun havde været utaknemmelig over for sine forældre.
I dette hele taget blev hun efter at hun var kommet ud i høj grad mere og mere klar over, hvor meget støtte hun havde i sine forældre og hvor meget de betød for hende.
Hanne var jo et meget gammelt navn og det var jo ensbetydende med, at når nogen hed Hanne, var der jo ikke noget smart og ungt over det. Hanne kaldte sig derefter Johanne. Det lød måske bedre.
Jeg tror nok det var i 1907 hun kom til Vejløgården syd for Næstved som husbestyrinde og her traf hun forvalter Peter Otte Vilhelm Hansen fra Stigsnæs.
Han var kommet til Vejløgården 1.11.1906 og var her indtil 1.5.1908. I den årstid de var sammen her, var de kommet til at kende hinanden særdeles godt og forholdet imellem dem var endog blevet fortroligt.
1.5.1908 rejste Otto til Bredeshave ved Præstø og var forvalter der til 1.11.1909.
Om Johanne rejste hjem til Ore på samme tid, som da Otto forlod Vejløgården, ved jeg ikke. Eller om det var noget senere; men hen på foråret blev Johanne klar over, at hun skulle have et barn. Og nu var det igen hendes forældre hun støttede sig til og de lukkede beredvilligt døren op for hende. Peter Mortensens forældre levede endnu og boede hos dem, så nu var de 5 mennesker i huset.
Her fødte Johanne sit første barn, det barn som fra nu af er mig, Verner Hansen 19.12.1908
Det var vist i perioden herefter, at der var tale om, at de skulle overtage Lærkesminde; men jeg ved at mor var meget dårligt lidt af min farbror Holtens kone, som hed Anna og som var en datter fra nabogården til Lærkesminde. Og jeg tror heller ikke at fars forældre synes at mor var nok til deres Otto. Så mor har nok forstået, at hun aldrig ville være velkommen der, hvorfor det af den grund ikke blev til noget at overtage ”Lærkesminde”.
Otto var jo på ”Bredeshave” og var der til 1.11.1909. (Otto og Hanne blev gift den 11.12.1908 - 8 dage før Verner blev født.)

7
Han rejste herfra til Ore for at blive gift. Hvornår det er sket ved jeg ikke; men han var senere på Falkensteen ved Slagelse. Jeg tror det var i 1910 at far og mor flyttede sammen i Slagelse og boede i Fruegade 15.
Otto havde her forskelligt arbejde. Den 9. maj 1911 blev Holten født.
Det var ikke så længe vi boede i Slagelse; men herfra har jeg et minde, som jeg ved selv at have oplevet og kan huske: Det var flyveren Tietgen tror jeg han hed. Jeg ser ham for mig, da han flyver i ca. 15 m højde bag nogle høje piletræer. Det har sikkert været i efteråret 1911, der var ikke blade på piletræerne, kan jeg huske. Mor fortalte mig, at da Tietgen senere fløj med ledsagere, som havde mod nok til at tage en tur med, fortalte disse, hvordan flyveren, når han sad ved sin pind, sang ”Dejlig er Danmark, hør hvor det klinger”.
Mine erindringer fra min første barndom er meget få og selvfølgelig noget utydelige.
Det har sikkert været sidst på året 1911 vi flyttede fra Slagelse. Holten blev født her d. 9.05.1911.
Holten Gunner og Werner Vi flyttede alle til ”Anekjærgård”, som ligger ved Assentorp ved Stenlille, som far så blev bestyr for.
Fra den tid vi var der, husker jeg kun, at jeg sammen med naboens dreng fangede gråspurve, og at vi flåede dem og bagefter lagde dem på række på brønddækslet.
Jeg husker også at Holten og jeg blev sendt over til naboen, da Gunnar blev født d.31.05.1913 og senere døbt i Stenlille kirke.
Aneklærgård ejedes af en ejendomshandler, som hed Jakobsen, han solgte gården d.1.11.1913. og købte en gård i Kaldred, som vi så flyttede til. Jeg var nu blevet 5 år og kan bedre huske herfra.
Den nærmeste nabo vi havde hed Christian Jensen og Margrethe, som var kommet fra Samsø, hvor Chr. Jensen havde været røgter på en gård. De havde nu sparet så mange penge sammen så de kunne købe en ejendom her hvor de var billige, fordi jorden var middelmådig.
En anden nabo var Niels Peter Nielsen og Karoline, han var i sognerådet for Bregninge-Bjergsted og var en meget agtet mand.
Jeg kan huske at jeg samlede sten på Christian Jensens roemark. Jeg gik med en lille spand og jeg synes at jeg samlede en stor bunke. Christian Jensen gav mig 25 øre for arbejdet, det var de første penge jeg selv tjente.
Jeg husker også at mor, mens vi var der, tog til rigshospitalet og blev opereret for basedow. Jeg husker tydeligt, hun kom hjem med meget vat om halsen.
Det var også her hun fik en cykel og lærte at cykle på den.
Jeg vil tro at far fik sin cykel i ca. 1906.
Det var jo omkring 1910 at cykler blev mere almindelige.
Niels Peter Nielsen kom og spurgte far og mor, om de var interesseret i pladsen som bestyrerpar på Rumperup Fattiggård, for så ville han anbefale dem over for det øvrige sogneråd.
Der har sikkert været flere grunde til at de har sagt ja. For det første havde de jo ikke selv midler til at købe noget, det var en ret sikker plads og med en god og sikker løn (mellem 1.000,00 kr. til 1.100.00 kr. om året) og her var hvad de havde været vandt til fra herregårdene: Mange mennesker at arbejde imellem, her var også ansvar og forpligtelser, som de sikkert i høj grad har savnet i deres tilværelse på den lille gård, som de passede her.
Da ansøgningen og papirerne var i orden, flyttede vi så op på Rumperup Fattiggård d.1.4.1914.det var Christian Jensen, der med heste og vogn flyttede for os. Biler havde vi jo ikke set endnu.
Det var jo mange slags mennesker der kom på fattiggården.
For det første virkede stedet jo som et asyl for gamle mennesker, der var vist ca.15; men alle andre mennesker, som ikke kunne klare sig selv, blev anbragt her.

8
En ung pige der skulle have et barn og ikke havde andre steder at være, tog kommunen sig af.
Her kom også en ung mand, som i beruselse var faldet i søvn. Det var om vinteren og der var gået koldbrand i begge ben, som så var sat af. Han kom på et par træben.
Pastor I Jensen, Bregninge fik ham til at se sagen fra en mere rigtig side og jeg kan uden at fortælle hele hans historie fremføre at han blev et agtværdigt menneske. Han hed Christian.
For at berette om hvordan forholdene var lige før og under krigen 1914-1918, vil jeg her fortælle hvordan mennesker levede dengang.
rumperup Området syd for fattiggården hedder Rumperup Overdrev og her boede flere familier, som hver havde 10 td. Land. En af disse, fragtmanden kaldte vi ham, kørte hver tirsdag til Kalundborg med fjedervogn forspændt to mindre heste. Han forrettede ærinder for omegnens beboere og han tog varer fra grossisterne med hjem til købmændene på egnen. Også til Ida og Viets, som var vores købmand. Deres forretning lå lige øst for gadekæret, hvor vejen drejer ned i Højsted by.
rumperup Det var vist i ca. 1920 at man fik ændret bynavnet fra Rumperup til ”Højsted”. Man følte sig vist lidt til grin, når man fortalte, at man var fra Rumperup.
Der blev så rettet en forespørgsel til beboerne om, hvad byen skulle hedde. Da byen ligger på et højt sted, var der nogen der foreslog, at den skulle hedde Højsted og det blev så resultatet.
Fattiggården var jo den tids sociale forsorg. Den var asyl for gamle mennesker som ikke havde andre steder at være. Aldersrente som jo nu hedder pension, var der ikke noget af og kunne gamle og svagelige ikke klare sig selv og ikke havde børn eller anden slægtning de kunne bo hos, kom de på sognet. Det vil sige fattiggården hvor de fik deres fornødenheder, som kost og klæder og de måtte jo så gøre gavn efter evne.
Det var jo nok forfærdelig, skammen var jo stor over at det hele skulle ende på fattiggården; men når først folk var kommet der var alle godt tilfreds, de havde det jo godt, kosten var måske nok tarvelig men rigelig og god.
Der var altid lys og varme i deres stue og hvem der ville havde et lille stykke have som var deres og som de selv passede.
Her var også 4 forholdsvis unge piger som var lettere åndsvage og kunne ikke påtage sig noget på egen hånd. De arbejdede i køkkenet og med andet arbejde som de blev sat til.
Alt vask og rengøring reparationer af tøj og meget andet blev udført uden fremmed hjælp.
Det forklarer også i nogen grad at bestyrerparret fik 1000kr. om året i løn, mens skolelæreren fik 700 kr.
Der var jo mange slags der blev brug for. Nævnes kan tørv og brænde og en hel del sand. Det var vel de største ting; men der var jo ofte brug for kørsel af forskellig art.
Nu kørte lægen jo ganske vist selv da han havde fået motorcykel; men når nogen skulle på fattiggården, blev deres ting jo kørt hertil og når de skulle herfra, skete kørslen til kirkegården med hestevogn. Det blev kaldt at gøre ”sognerejse”.
Al kørsel blev af sognerådet pålagt de forskellige i sognet der havde heste og vogn, at gøre sognerejse gik på skift mellem bønderne og var jo en form for beskatning.
Forbruget af sand som jeg tidligere har nævnt vil måske undre lidt, men der blev brugt meget sand til at strø på gulvene i køkkenet på gangene og trapperne og andre steder hvor det i høj grad lettede rengøringen, navnlig på murstensgulvene som der var mange steder.
Alle beboerne spiste på deres værelser, nogle hentede selv deres mad i køkkenet og nogen fik den bragt af pigerne.
Også jeg gjorde mig nyttig. Alle mandlige beboere fik nemlig 2 snapse hver til deres frokost og efter at far havde tappet i små flasker fra et anker, var det mig der bragte snapsene til de enkelte.
Sognerådet holdt også deres månedlige møde her i en sal til det samme. Møderne blev afholdt om eftermiddagen hvor de fik eftermiddagskaffe i den til bestyrerparret indrettede lejlighed.
Møderne var jo mange gange langvarige og så spiste rådets medlemmer også aftensmad her, sommetider var det stegte ål, det var nemlig sognefogdens livret.

9
Hver søndag blev der holdt søndagsskole i sognerådets sal, leder af denne var August Mejer, som havde en gård i Eskebjerg.
Søndagsskolen var jo noget af det helt store, hvert år til jul var der stort juletræ, vi var mellem 20 og 30 børn. Først blev vi stillet op ude på gangen vi stod 2 og 2 og når døren så blev åbnet gik vi ind mens vi sang ” Her kommer Jesus dine små” og selvfølgelig læste Majer juleevangeliet. Vi sang og der blev delt godter og appelsiner ud, når lysene i træet var brændt ud legede vi og havde så haft en dejlig aften.
Om sommeren blev der arrangeret stor udflugt for både børn og voksne. Det var selvfølgelig med heste og fjedervogn, vi var vel ca. 10 køretøjer og så kørte vi under sang til skov og strand, for eksempel til Kongsdal, Eskebjerg Lyng, Skarresø m.m. Kaffe og kage havde vi selv med og også primus vand til kaffe fik vi jo, hvor vi kom frem, og jeg synes altid vejret var godt.
Som noget helt nyt var der oprettet hjemmesygeplejerske og også hun boede på fattiggården. Hun var ca. 20 år gammel. Hun hed Rasmine; men blev ude kaldt Frk. Akselsen. Hun var fra Randers egnen. I de første år gik hun ud til sine patienter, men fik senere en cykel.
Til fattiggården hørte ca. 5 Td. Land men her var jo ingen heste. Vi havde 2 køer og nogle grise samt en del høns.
Pløjning samt andet markarbejde blev udført af naboerne som havde redskaber og heste. Når det var høst var det far der brugte leen og så måtte pigerne og dem af de gamle der kunne hjælpe til sørge for opbindingen af det høstede. Jeg gjorde mig jo også nyttig, det var mit arbejde at hente langhalm hjemme i udhuset, det blev brugt til at lave bånd af som så blev bundet om kornet, eller rettere negene.
Efter at kornet var blevet tørret blev det kørt ind i halmstuen som var et stort rum, ca. en fjerdedel af den øverste etage, her stod også et tærskeværk, det var en lille pigtærsker som blev trukket med håndkraft og som havde et stort svinghjul af træ, det var ca. 2m i diameter og i hjulets yderkreds var der kasser hele vejen rundt disse var fyldt med mursten, når først hjulet var i gang var det jo et udmærket svinghjul, men det var jo absolut ikke lydløst.
Når kornet så var tærsket blev halmen anbragt i den ene ende af det store rum og nu var det jo lige noget for os drenge at lave huler ind i bunken.
Far havde lavet os en dejlig slæde og om vinteren kørte vi ned af bakken på vejen, her var jo meget stejlere end nu, hvor vejen jo er rettet.
Der var heller ikke den gang biler eller anden færdsel som vi skulle passe på.
Langs vejen lå der store bunker af sten, som så blev slået til skærver og lagt i huller i vejen. Jeg kan se vejmanden sidde bag sin læskærm. Han sad lavt på en sæk og strakte benene frem og lige foran sig havde han en stor sten, som han så lagde den sten på der skulle slås i stykker. Han holdt den på plads med en jernring i venstre hånd og havde så hammeren i den højre.
Nu da jeg tænker på vejene må jeg fortælle om doktor Fulinius.
Han kom jo til som læge på fattiggåden. Han boede i Snertinge som ligger 5 km mod øst. I 1914 kom han på motorcykel, senere i en trehjulet bil og vist i 1917 eller 18 fik han en Ford T model og da var det en dag da han var på besøg, spurgte os 3 drenge om vi ville have en biltur og det ville vi da gerne, vi kørte så med mod Snertinge et stykke ud til hvor vejen drejer mod Føllenslev, så mente han nok vi kunne finde hjem herfra.
Han bad os om vi ville flytte de store sten der lå på vejen når vi nu gik hjem. Nu er alting jo større end det faktisk er når man ser det med barneøjne, jeg synes jeg kan se stenene have en diameter på 30 cm. Vi kunne i altfald ikke løfte dem; men måtte rulle dem ud til siden. Det var hovedvej 4 som den var dengang.

10
Hver gang jeg siden kører på denne vejstrækning tænker jeg på, at her fik du altså dit livs første biltur.
Også et andet barndomsminde som jeg tænker tilbage på med glæde, var når vi en sommeraften, far og mor og vi 3 unger gik en tur ud til vejen og op på skrænten, hvor vi satte os i græsset og på den store sten, for derfra at se solen gå ned i havet derude ved Nekselø.
Hver gang jeg kører der forbi husker jeg at se op til den store sten , for den ligger der endnu. (på rastepladsen Solhøj øst for Højsted)
Jeg var nu seks år gammel og jeg skulle jo være dygtig, så da skoleåret begyndte første april 1915, blev jeg sendt i skole hos lærer Damtofte.
den gamle skole i HøjstedSkolen var den sidste bygning til højre i Højsted når man kører mod Eskebjerg.
Det var en lille skole med ca. 25 elever i hver klasse. Damtoft var enelærer og skolen var delt i 2 klasser, således at første klasse var i skole mandag, onsdag og fredag og anden klasse tirsdag, torsdag og lørdag. Skoletiden var fra 8 - 12, med et par frikvarter og efter middag fra 13 -16. I det lange frikvarter om middagen løb vi hjem hvis vi ikke havde for langt, også jeg løb hjem til middag.
Det var alt for tidligt jeg var kommet i skole, jeg var ikke det man kalder skolemoden, det første årstid tror jeg ikke jeg fik noget ud af det.
Det var naturligvis træsko vi havde på når vi gik til skole og så havde vi kludesko på i skolestuen.
Kludeskoene syede de gamle koner på fattiggården både til mig og til mange andre børn.
Ude i gangen var der en spand med vand og så hang der en øse og her kunne vi så drikke når vi var tørstige.
Det var først når man kom op i anden klasse at vi fik en stilebog og fik lov at skrive med pen og blæk.
I første klasse var det tavle og griffel vi brugte og så havde vi vand i en flaske med stænkeprop, og en klud til at viske tavlen ren med.
Når dagens sidste time var ved at være forbi sagde Damtoft ” Så må I godt pakke jeres pelikaniliker sammen”. Da det var gjort gik Damtoft ned fra sit høje kateder, vi rejste os alle op, og så sang vi verset:

Kæmp for alt hvad du har kært
Dø om så det gælder
Da er livet ej så svært
Døden ikke heller.

Så gav vi en for en Damtoft hånden og sagde farvel.
Nu var Christian Jensen rejst fra Kaldred og havde købt en gård i Eskebjerg. Den hed ”Rughavegård” og var på 35 td. Land. Den ligger på Rughaven 2. Der var noget tvivl om arealet passede med slutsedlen, far var så ude at måle op, og sælgeren måtte så indrømme at han havde solgt gården med et mindre areal end det han opgav ved salget, og måtte nu yde erstatning.
Chr. Jensen og Margrethe var tit på besøg hos os.
Omgangskredsen blev efterhånden stor, selv om det mest var til kaffe.
Naboernes børn kom vi tre også meget hos, det var almindeligt at vi dengang alle havde kaniner. Jeg havde selv mange. Christian som jeg før har omtalt lavede bure til mig og Rasmines bror ved Randers sendte et par unger til mig.
Alt det med kaninerne begyndte med at far købte en kanin af sognefogdens søn men den havde jeg kun nogle timer så havde Alang – sådan hed vores hund - opdaget den og så havde jeg ikke mere nogen kanin.

11
Forsøget blev gentaget med samme resultat. Jeg fik så det valg at enten fik jeg ikke flere kaniner eller også skulle Alung skydes.
Resultatet blev at jeg fik en kanin og et bedre bur og Alung blev ikke skudt.
Nu begyndte der at køre lastbiler på vejen og vi morede os tit med at løbe om kap med disse. Bilerne havde faste gummiringe og der var en stor kæde om bagakslen ved hvert baghjul og op til en aksel længere fremme under vognen.
Tidens store begivenhed som vi børn ikke mærkede meget til var jo krigen der begyndte 1. august 1914 og varede til engang i 1918.
De bevirkede jo store prisstigninger på mange ting og direkte mangel på meget, der var jo rationeringskort på næsten alting. Da vi var mange mennesker på fattiggården var det jo mange kort vi fik tildelt. Nu var det mit arbejde at køre alle disse kort igennem en gammel symaskine, således at der blev ligesom i frimærkerne huller langs alle kort, så man nemt kunne rive de kort fra som skulle bruges.
Jeg kom også meget ned at lege med Villy som var 3 år ældre end jeg. Han boede i Overdrevet hvor hans far havde en ejendom.
Villy og jeg byggede drager som vi legede meget med, jeg var jo den lille som måtte gøre som han sagde og det ville jeg gerne, for han var dygtig til mange ting. Det var ham der havde de første glansbilleder og som havde orden i dem. Han lavede også teater efter anvisning i Familie Journalen. Teatret havde en flot sene og med dukker som kunne bevæge sig og når han så stod bag ved og fortalte med fordrejet stemme synes jeg det var alletiders.
Vi var også i mosen og fangede geder han havde en gammel salonriffel som han skød gederne med.
Jeg husker hans stolthed da han fra hans familie i Amerika til jul havde fået et par gummistøvler, sådan nogle var der jo ingen der havde.
Engang skulle vi lave spejderkomfur, han gravede og jeg ragede den løse jord væk, om det var ham der var for ivrig eller om det har været mig ved jeg ikke, men hans spade ramte mine fingre og det gik noget ud over min ene negl. Jeg har siden haft et synligt minde om dengang.
Når far cyklede last var det sommetider at jeg fik lov at køre med på den måde at jeg stod med benene på hver sin side af baghjulet som var skruet fast med forlængede møtrikker, der kunne jo ikke køres stærkt for vejene var jo dårlige og frihjul kendte man jo ikke.
Der er så mange ting fra disse år som jeg husker så tydeligt.
Avisernes store overskrifte om dengang ”Titanis” gik ned og om hvor meget der blev talt om det.
Det var jo også et tilbagevendende samtaleemne om krige og dens grusomheder.
Rumperup Under den sidste tid af krigens varighed taltes der meget om den spanske syge, som rasede mange steder. Det var en influenza som der ikke var noget helbredsmiddel imod og som mennesker bukkede under for. Navnlig var det yngre mennesker der var modtagelig.
Den 16.-11.- 1918 havde far næseblod da han vågnede, jeg ser ham ligge med hovedet ud over sengekanten og blodet drypper ned på en avis. Der blev sendt bud efter Tulinius som spurgte far ” Hvor har de været henne Otto Hansen og fået spansk syge”. Far blev selvfølgelig i sengen men feberen steg stadig.
Doktoren kom, men det var ikke meget der kunne gøres, selvfølgelig blev der hjulpet på forskellig måde, først med varme, men da feberen var over 40 grader fik vi en ispose som far så lå med på panden, det var mig der skaffede sne og is til at putte i posen.
Doktoren skaffede ¼ kg kaffe som jo ellers var umuligt at få, men heller ikke det havde nogen virkning. Feberen steg stadig og var den fjortende 42 grader.
Dagen efter ringede lægen til købmanden, som var den eneste der havde telefon, for at spørge til far, han kom jo ikke i den sidste tid for ikke selv at bære smitten omkring.
Ved samtalen med købmanden gav han udtryk for sin forbavselse over at Otto Hansen ikke var død endnu.

12
Om morgenen den sekstende kom smeden og hentede os 3 børn, vi var hos ham til eftermiddag, hvor han sagde at nu kunne vi følge med ham hjem for nu var vores far død.
De 21.-12.-1918 blev far begravet på Bregninge kirkegård.
Det var Christian jensen der kørte med kisten, foran gik smedens to døtre (Karen og Margrethe) og jeg med hver sin kurv med grønt som vi så strøede på vejen. Hvor stort følge der var kan jeg ikke huske og heller ikke meget andet fra selve begravelsen.
loreley Fra alle sider blev der over for mor vist meget stor medfølelse og især fra det samlede sogneråd, privat betalte alle udgifter ved begravelsen samtidig med at de ydede hjælp og støtte på alle måder.
Men livet skulle jo leves videre og det blev ordnet således at mor fortsatte sit arbejde på fattiggården og at der kom en ældre mand til at forestå det udvendige arbejde.
Det havde vist været bestemt fra fars tid at jeg skulle undervises på Jyderup Realskole. Her blev det så besluttet at jeg skulle begynde efter sommerferien 1919. Skolebestyrere hed Friis. Jeg begyndte i 4. underklasse og undervisningen var hver dag fra kl. 8 til 16.
Jeg cyklede hver dag i skole, det kunne jo godt være en hård tur om vinteren, men en af naboerne havde en søn – Hermann hed han – der også gik i skole i Jyderup, og vi fulgtes ad, vi havde mange dejlige ture sammen.
Mor giftede sig igen 4.10.-1920 med Lars Peter Jensen som var født 7.-5.-1874.
Han havde været gift, men hans kone var død for et par år siden. Der var 3 børn i hans første ægteskab. Arnold som var 20 år Elna 18 år og Lilly var 11 år. De to ældste børn var ikke hjemme mere. Under det første ægteskab havde han en gård i Avdebo, som han solgte efter sin kones død, og var nu vognmand med en lillebil i Svinninge.
Nu da han og mor blev gift købte de en gård i Bjerge, der var godt 30 td. Land. Det var en ældre stråtækket, firlænget og sammenbygget gård, som lå midt i byen over for min stedfaders bror. – Jens Jensen hed han – foruden at han ejede og drev møllen, var han også lillebils mand.
fuglede station Hans kone hed Line og hun og mor kom i den tid vi var i Bjerre meget sammen.
værslev station Selv om der var meget længere for mig at deltage i undervisningen på Jyderup Realskole fortsatte jeg med at komme der.
Hver dag tog jeg med toget fra Fuglede til Værslev hvor jeg skiftede til Københavnertoget og på den måde nåede Jyderup i passende tid før undervisningens begyndelse. Når skoledagen så var til ende kl. ca. 16 gik toget fra Jyderup og var i Værslev ca. kl. 17.00 hvor jeg så måtte vente til kl. 18.30 inden jeg så nåede Fuglede og kom hjem var det aften og mørkt, det var jo også mørkt om morgenen når jeg tog af sted, sådan var forholdene i alt fald om vinteren, og det bevirkede jo at jeg ikke kendte meget til familieforholdene hjemme.
Det var selvfølgeligt meget interessant for en skoledreng hver dag at køre med toget. De forskellige lokomotiver var jo et helt kapitel for sig, de var j alle kulfyret og drivkraften var damp fra kedlerne. passagervognene var med enkelte kupeer og døre ud til begge sider, billettøren gik udvendig på vognene og hver gang han kom til en kupe bankede han på ruden med sin tang og de rejsende måtte så lukke ruden ned – dersom de kunne for det skulle læres – og vise deres billet.
Det var dengang ikke noget behageligt arbejde at være ansat ved statsbanerne.
Udviklingen og fremskridtet gjorde sig også gældende på jernbanens område. I toget til København var der en enkelt gennemgangsvogn, som dog ikke blev brugt mere end de gamle vogne. Det var jo hyggeligt og mere personligt at rejse i de gamle vogne. Det har man jo også fundet frem til senere hvor gennemgangsvognen har de gammeldags kupeer og så en lang gang i den ene side. Også fløjtesignalerne fra lokomotivet og fra banemændene var det lige som meget andet, en sport at sætte sig ind i.

13
i de halvanden time jeg hver dag ventede i Værslev havde jeg mange oplevelser af forskellig slags, som siden har givet mig glæde og fornøjelse at tænke tilbage på.
Det var jo lang tid jeg hver dag være hjemme fra og selvfølgelig havde jeg en stor madpakke med.
Vi spiste ved 12-tiden, det var i skolens store frikvarter og jeg havde et par stykker til overs, som jeg så fortærede i ventesalen i Værslev. I julegave i 1920 fik jeg en termoflaske, det var noget helt nyt der var kommet frem. Jeg kunne så have varm kaffe med til hele dagen.
Nu var det jo lige efter krigens afslutning og det var endnu vanskeligt at skaffe metaller. Emballagen om termokanden var blot et stykke pap, som ikke var særlig holdbart, så var det en dag jeg løb over skolegården og faldt med min skoletaske, og så var det sket med min termoflaske. Men mens man er dreng gør det jo heller ikke så meget om det man drikker er varmt eller koldt, blot er det rart at få noget at drikke når man er tørstig.
I skolen var der to ældre lærerinder som ofte tog os på skift, en sejltur i robåd på Skarresø, eller de tog os op på deres værelse til en kop chokolade. Det var dejlige timer, som det er en glæde at mindes.
Den 14.8.1921 fødte mor en dreng som fik navnet Hørdal Jensen.
I oktober 1921 brændte gården fuldstændig ned, det var jo kort efter høst og alt kornet sad i laden, hvori det brændte i 3 dage. Ilden opstod om eftermiddagen og alt indbo blev reddet, ligesom selvfølgelig alle dyr. Om så det var bilen – som min stedfar havde købt fra han kørte vognmandskørsel i Svinninge. Det var en ”Loreley” topersoners og rødmalet. (se billedet som er taget i Jyderup i 1920) blev også denne reddet selv om den i øjeblikket stod på donkraft.
Ilden opstod i en elektromotor, som stod under taget på loftet over hestestalden og som trak hakkelsemaskinen. Motoren har vel ikke været ordentlig isoleret.
Til skolen i Bjerge var der tidligere et jordtilliggende og gode avlsbygninger, nu efter at jorden var afstået blev disse bygninger ikke benyttet. Det var her heste, køer og svin efter branden blev anbragt.
Vi selv fik husly i et arbejder hus tilhørende en lidt større gård i Bjerge.
Selvfølgelig var det under meget primitive forhold vi boede, både for vores eget vedkommende. Også for pasning og pleje af besætningen. Der var ca. 600m mellem huset hvor vi boede og skolen hvor dyrene var anbragt. Transporten med foder og andet var lang. Med hensyn til vand til husholdningen hentede vi det 500m borte.
I foråret 1922 var ”Christianshøj” i Højsted til salg. Der var 56 td. Land og et godt stuehus. Derimod var avlsbygningerne noget forsømte. Ejendomsskylden var 54.000 kr. og der forlangtes 30.000 kr. i udbetaling. Min stedfar lånte så 30.000 kr. af Christian Jensen, med brandforsikringen som garanti. Han købte så ”Christianshøj” for 52.000 kr. Det var et meget billigt køb af gården, for den højkonjunktur som nu havde været i nogle år havde endnu ikke fortaget sig.
Vi flyttede så fra Bjerge til Højsted og det var en bekostning med transport også af køerne. Trak vi dem af vejen derop; men det var langt. Jeg ved ikke rigtig hvilken vej vi er gået. Det var min stedfar der trak køerne, mens Holte og jeg gik bag efter og jagede på.
Køerne var jo ikke vant til at gå på den hårde landevej og blev hurtig ømbenede så vi måtte trække med dem nede i grøfterne. Efter et hvil ved Løgtved, mindes jeg hvor vanskeligt det var at komme i gang igen, men vi nåede da ”Christianshøj”.

14
Især var det avlsbygningerne der trængte til en forbedring, som nu også blev udført. Kostalden blev ombygget og forbedret. Hestestalden blev helt ændret og som noget helt nyt blev der her installeret selvfodringsapparat, det var noget meget moderne og meget omtalt.
Vi fik også et nyt tærskeværk og en Holeby Dieselmotor, den var med glødehoved og skulle varmes op med en petroleumsblæselampe i en tid før den kunne starte. Der blev også indrettet indkørselsport midt for stuehuset. Tidligere måtte man køre rundt om laden og ind for den ene ende af stuehuset.
I sommerferien 1922 mens vi var på ”Christianshøj” rejste jeg alene ned til bedstemor i Ore. Jeg mente sagtens jeg kunne klare det, men mor var nervøs for eg skulle jo skifte i Slagelse og det var efter sigende vanskeligt. Jeg kom godt derned og havde en dejlig ferie.
Roerne trængte i høj grad til at blive hakkede og vi kom også derud, men der var meget ukrudt. Bedstemor var for gammel og jeg for ung, så var det bedstemor sagde:” Vi må vist hellere gå hjem Verner, for nu har vi da været her”. Jeg klippede græsplænen i haven, det var hæksaksen jeg brugte.
Med glæde mindes jeg de dejlige stille sommermorgener med fuglekvidder og hvor motorlyden fra fiskerbådene, når de sejlede ud gennem Grønsund, brød stilheden på en beroligende måde. Det gav en stemning som skal opleves.
Da jeg skulle hjem rejste jeg også over Slagelse og kom så til Værslev herfra skulle jeg så gå til Højsted --- jeg kan endnu føle hvor træt jeg var efter den lange tur.
Nu var det igen fra Højsted jeg cyklede til Jyderup i skole og så var det igen Herman Olsen jeg fulgtes med.
Men nu nærmede sig mine konfirmationsforberedelser. Jeg gik til præst, som det hed i vinteren 22-23 det var hos pastor Iversen i Bregninge. Undervisningen skete i et kælderrum i stuehuset hvor vi sad på nogle bænke uden rygstød. Der var kalkede men beskidte væge og der var cementgulv. De 8.4.1923 blev jeg konfirmeret i Bregninge Kirke. Jeg har ikke nogen særlige minder fra min konfirmationsdag og heller ikke hvem der var med. Dog mindes jeg at lærer Damtoft sagde et på ord ved middagen.
Werner Hansen som ung Under hele min skoletid havde jeg lidt meget af tandpine. Jeg ved ikke hvor mange gode råd jeg prøvede.
Sprit på en tot vat som så blev sat ind i en hul tand, skulle give en dulmende virkning. En god saftig skrå anvendt på samme måde, skulle også være godt. Det skulle også hjælpe dersom man gned tandkødet med brændevin.
Men der var selvfølgelig ingen af de gamle råd der hjalp på tandpinen.
Lad mig lige nævne her, at jeg da jeg var 11 år altså i 1919 fik taget polypper på sygehuset i Holbæk. Jeg havde i forvejen inden polypperne blev taget givet rent bogstaveligt udtryk for at være meget begavet ----
I sommeren 1923 kom jeg til tandlægen. Han fandt mange huller. Men da sygekassen ikke betalte, var der jo ikke råd til sådan noget. Jeg fik trukket nogle stykker ud og jeg kom der kun den ene gang.
Det var jo almindeligt at når skolegangen var afsluttet samtidig med konfirmationen, at unge mennesker så kom ud at tjene. Det vil sige at han fik plads som dreng på en bondegård. Der var jo ikke nogen anden mulighed.
Hvis det var sådan at nogen ville i lære, så var det jo ensbetydende med økonomiske ofre fra hjemmets side og det var der jo ikke råd til for mit vedkommende. En lærling fik jo ikke løn i de første par år, og tøj og andet skulle han jo have.
Fik han plads på en gård, tjente han dog løn og kunne klare sig selv. Efter at jeg nu måtte forlade realskolen så tidligt eller rettere midt i undervisningen følte jeg at være ringere stillet end de elever der havde gået i almindelig kommuneskole og der havde tilendebragt deres skolegang som jo havde været lige så lang som min.
Den var jo bedre afsluttet både inden for regning, historie og dansk, hvor jeg selv ikke var så langt fremme.

15
Nu ved jeg jo godt, at vi i realskolen fik lært stoffet grundigere; men alligevel. (her må jeg indskyde, som min fars datter, at både mine søskende og jeg har gået på Holbæk Private Realskole. Selv om mine forældre ikke havde de bedste økonomiske forhold, så blev vores skolegang på privat realskole prioriteret meget højt.)

Verner Hansens voksenliv
Den 1.5.1923 begyndte jeg som dreng hos Jens Carlsen i Hjembæk. Må jeg på det bestemteste give udtryk for, at dersom jeg skriver noget som ligner en beklagelse af forholdene, som de var, så er det absolut ikke for at ynke mig eller for at nogen skal have ondt af mig. jeg har aldrig - eller så godt som aldrig - følt noget berettiget klage over noget. Men jeg prøver efter bedste evne at give udtryk for den skik og de forhold, der nu rådede den gang.
Jeg blev selvfølgelig behandlet som tjenestekarle dengang blev det, men jeg må sige at jeg havde det godt. Mit værelse havde jeg i et af udhusene; men der var bræddegulv, hvad der ikke var alle vegne. Døren var lige ud til gårdspladsen, og der var, som alle andre steder halm i sangen.
Det var sådan dengang, når jeg f.eks. skulle op til skolelæreren for at betale mit kontingent til sygekassen, måtte jeg først spørge Jens Carlsen om jeg måtte gå. Hver anden søndag havde jeg fri, og fik så at vide at jeg ikke kunne få min kost på stedet. Enten havde jeg fri og måtte sørge for mig selv eller også når jeg blev på gården måtte jeg deltage i arbejdet.
Jens Carlsen var fra Samsø og førte mange skikke med sig derovre fra. Vi fik for eksempel en ret de kaldte ølleask. Det var en slags knapost der blev hældt varmt øl over – det var ikke min livret.
En dag jeg var ude at stakke hø, fik jeg, idet jeg trak forken tilbage fra høstakken, enden af skaftet ramte uheldigvis min knæskal. Dagene efter var knæet ømt og hævet. Jeg henvendte mig til doktor Julius, som sendte mig hjem i seng. Hævelsen i knæet ville ikke falde og jeg kom så til Holbæk Amtssygehus. Her fik jeg behandling med kulbuelys. Selv om det varede et par måneder kom knæet sig da heldigvis.
Jeg skulle have 175,00 kr. for sommeren, som jeg da også fik. Selv om Jens Carlsen ikke mente, jeg havde tjent dem, da jeg jo havde været syg.
I det halve år jeg var i Hjembæk var ”Christianshøj” blevet solgt for 72.000 kr. og mine forældre havde købt Svinninge Mølle for 30.000 kr.
Nordgården i Svinninge svinninge molle Det meget arbejde der var ved landbruget dengang, var vist ikke noget for Lars Peter Jensen. Jeg tror det har været en medvirkende årsag til at han solgte. Nu var det jo også sådan at han kunne tjene 20000 på gården og når han så kunne få møllen i Svinninge for 30000 kr var det jo også noget der havde betydning. Mølleriet havde han jo lært i sine unge dage og det sad ham vel i blodet.
Nu havde Christian Jensen også solgt Rughavegård ved Eskebjerg, i stedet havde han købt”Nordgård” ved Svinninge med 18 Td. Land. Hos dem skulle jeg så være karl fra 1-11-23. Lønnen skulle så være 400 kr. for et år. Jeg havde det godt hos Christian Jensen og Margrete. Det var mange slags arbejde jeg udførte også inden for det huslige, jeg hjalp Margrethe med at vaske gulve og andre ting; men hun gav mig 1 kr. hver gang hun solgte æg, det var en gang om ugen.
Det var jo også penge og dem fik jeg lov at bruge, ellers forlangte mor at det der ikke var nødvendigt til tøj, skulle sættes i sparekassen og det skulle altid være mindst halvdelen af lønnen.
Hos Jens Carlsen var vi jo 3 mand idet Jens Carlsens søn Ejner (han var 16 år) var hjemme. Hvorimod der hos Christian Jensen kun var mig, så vi havde nok at bestille. Om vinteren kørte vi i skoven ved ”Agersvold” og hentede risbrænde, som jeg så stod og huggede til kvas. I komfuret i køkkenet blev der om sommeren kun fyret med kvasbrænde. Vi tærskede også selv alt kornet. Det var med vindmotor som også trak kværn og hakkelsemaskine.
Mens jeg var der holdt Chr. Jensen og Margrethe sølvbryllup. Det var en stor fest, som blev holdt på Snertinge Kro. Omgangskredsen var stor, så vi var mange.

16
I sommeren 1924 var det meget varmt og jeg synes det var dejligt at smide undertrøjen når jeg hakkede roer, men det havde til følge at jeg fik ondt i nakken og ned over halsen.
Jeg gik til doktor Blume i Svinninge hvor jeg fik noget at smøre det med. Det hjalp umiddelbart ikke. Igen søgt jeg Blume, hvor jeg fortalte, hvor jeg fortalte at jeg tørstede meget og at jeg måtte op om natten for at drikke.
Så var han klar over at jeg havde feber og jeg blev jaget hjem i seng. Jeg lå nu med gigtfeber i 2 måneder og lå hjemme i Svinninge.
Der skete mig en ting mens jeg var der som jeg aldrig glemmer. Vi havde en hest som var lidt vanskelig. Efter at jeg havde striglet den og nu skulle lægge dækken på den, stod jeg bag ved den, da den slog ud med begge bagben.
Jeg kan endnu høre det sus det gav da begge bagben strøg lige forbi mig. Når jeg tænker tilbage på dette, forbinder jeg denne oplevelse med to andre gange, hvor det var lige ved---
Her hos Chr. Jensen fik jeg lov at køre med de maskiner som anvendtes. Det var med megen stolthed jeg høstede kornet med en aflægger, som vi havde fået. Selvbindere var jo efterhånden ikke ualmindelige på større gårde, men de var for dyre for et mindre landbrug at anskaffe.
Om vinteren deltog jeg om aftenen to gange om ugen i undervisningen i teknisk skole i Svinninge.
Da vi nærmede os efteråret 1925 og da jeg snart var 17 år. Ville jeg jo gerne lidt længere væk, for at se noget andet, end det jeg til daglig var vandt til.
Det var mor der skrev til godsejer Carl Lawaetz, for at søge ansættelse for mig på Refsnæsgården. Hvor jeg så skulle begynde første november 1925.
loreley Det var i Loreleyen jeg ankom til Refsnæsgården. Min bagage og min cykel var anbragt bag på bilen.
Godsejeren tog selv imod os og vi oppe i hovedbygningen for at drikke kaffe inden mine forældre kørte hjem igen.
Jeg skulle så dele værelse med Simonsen som også var ankommet samme dag. Vi boede på ” Sorgenfri” som var gårdens økonomibygning. Der var ikke elektrisk lys på gården.
Vi havde 7 spand og jeg var den yngste og fik nr. 6. Hot og Bjarke.
Den første dag jeg var der blev vi sendt ud at pløje i Lundmarken. Jeg blev noget bag efter, for jeg var vandt til at spænde hestene sammen i gården, men inden jeg så mig om var de andre allerede ude i marken. De red jo derned og spændte så for ude ved ploven.
Det var Rud Saks plove som jeg slet ikke kendte, så min pløjning var ikke for pæn i begyndelsen.
Dog lærte jeg plovene at kende som absolut gode. Inden for det år jeg var her opnåede jeg god anerkendelse for min pløjning.
Refsnæsgården har et tilliggende på 375 td. Land af meget bakket jord, ligesom jorden er meget uensartet. Det er en meget særpræget natur der råder herude og det kan ikke undgås at man bliver betaget af stedets skønhed så righoldig som den er. Det eneste som her ikke er, er bøgetræer, ikke fordi de savnes her, det er lige som de ikke hører hjemme her. De ville også ændre karakteren her.
Hvor er det smukt når man en dag med godt vejr står oppe på ” Baunebjerg” 55 meter o.h.
Navnet er ikke officielt
(en høj bakke syd for gården) og ser Samsø og i klart vejr både Fyn og Jylland.
Jeg husker vi engang så den svenske Passagerdamper (52000 tons) sejle forbi fyret og syd på.
Apropos fyret, jeg synes det var hyggeligt, når det i mørke sendte sin lyskegle ind over gården og landskabet og i blæst kunne høre fløjtetønden tude.
Vel sagtens fordi jeg var så ung og modtagelig syntes jeg at det år jeg var på Refsnæsgården er et af de bedste år jeg har haft. Her er en afvekslende strand med bølgernes evige brusene. Her er smukke bakker i ”Vindekilde” hvor tjørnebuske kæmper med den evige blæst. Hvor fårene søger føde og også søger læ for regnbygerne. Her er hvor underligt det lyder. En kamp og en fred.
På Refsnæsgården var der ingen køer men ca. 100 kvier fra Kålund Kloster. De blev om vinteren fodret med hø og lidt melasse. Der var derfor ingen roemarker, men meget græs og store områder

17
med byg og rug som blev høstet med selvbinder. For senere at blive sat i store stakke på marken.
Her blev det tærsket med eget lokomobil og 54” tærskeværk.
Da vi ikke havde roer var der jo tid til tærskning i september måned.
Få år før jeg kom til Refsnæsgården var det et almindeligt arbejde at køre tang fra stranden op på marken, hvor det lå i store bunker. Herfra blev det senere kørt ud på marken som gødning.
I de senere år mente man at der var kommet en sygdom i tangen og at det var årsagen til at forekomsten af tang nu var så ringe.
Vi havde mange får som vi slagtede og selv anvendte på gården. Fedtstoffet af fårene blev opbevaret i store fade. Når vi fik pandekager var de altid bagt i fåretælle.
Pandekagerne kom ind på bordet i høje stakke og jeg kan endnu se det boblende fåretælle omkring disse stakke. --- Jeg blev hurtig mæt ----
Vi havde 14 km til Kalundborg og hver tirsdag var der vogn derind.
Vi skiftedes til at køre og jeg havde også et par ture.
Det var jo navnlig om vinteren meget mørkt inden vi nåede hjem. Vi måtte så stole på hestene, mange gange kunne vi jo hverken se vej eller grøft. Vejen var meget dårlig og smal, sommetider med stejle bakker, belagt med grus og sten fra stranden. Turene til Kalundborg gik dog altid godt.
Jeg har vist i overnævnte givet udtryk for at jeg ikke kan lide fårekød.
En dag i høsten hvor jeg havde siddet på selvbinderen hele dagen, kom forvalteren lidt før kl. seks om aftenen, ud med 3 friske heste og sagde at jeg skulle køre til duggen faldt. Han havde også en madpakke til mig, det var 4 stykker med fårekød (det var kogt og koldt). Jeg var godt sulten, så jeg kunne godt have spist et par stykker mere.
På denne tid var det også man begyndte at lave krystalapparater til brug når man skulle høre radio. Også jeg syslede med dette og fik hjælp af fyrpasseren. Der gik imidlertid ikke længe før fyrmesteren købte et rigtigt radioapparat med højtaler, som var en tragt i lighed med tragten på gamle grammofoner.
Vi blev så inviteret derud for at høre og se det fantastiske nye. Selv stod jeg og betragtede både radio og højtaler under musikudsendelsen, da fyrmesteren sagde til mig: ”Kan du se dem dernede?” ----
Vi var jo altid klædt pænere på om søndagen; men en søndag først i september gjorde jeg lidt mere ud af det og gik så op til godsejeren for at spørge om jeg måtte fortsætte som landvæsenselev på Kålund Kloster efter første november.
Elever på kalundborg Efter vi fik talt om forskelligt sagde godsejeren:” Ja, vi er godt tilfreds med dem så det kan de godt og deres løn bliver 400 kr.” da jeg var under 18 år skrev han hjem til Svinninge og fortalte om vores overenskomst.
Omkring 20. oktober 1926 skulle jeg køre en båd ind til Kålund Kloster og da vi havde fået den læsset siger forvalteren:” de kan tage Deres skab og cykel m.m. med derind og så kan De blive derinde”.
Hermed var et år, men et uforglemmeligt år på Refsnæsgården forbi.
Kålund Kloster var jo meget større end Refsnæsgården, her var 600 Td. land og 26 heste, det var nr. 6 der blev mine heste som hed Lotte og Lise.
Vi boede på en mands værelser i hovedbygningen som var meget stor og som var fuldt udnyttet over det hele. Det var jo helt andre omgivelser vi havde her end på Refsnæs.
Vi boede jo faktisk i byen.
Om søndagen gik vi en tur ud til havnen for at se damperne fra Aahus komme ind. Den var afgået fra Aahus kl. 11 og var her i Kalundborg kl. 16. damperne hed Freja og Niels Holst. Der var i almindelighed 50 passager og et par biler med båden.
Det var også i det år jeg var i Kalundborg at radiostationen blev bygget i Gisseløre. De to torne er 104 m. høje.
Vi kom ofte til bal i Kalundborg, og sammen med landbrugselever fra de omliggende herregårde blev der oprettet en forening som hed ”Elevforeningen for Lærkenborg og omegn”.

18
Der var her en meget fin og højtydende besætning i kostalden som var kendt og agtværdigt omtalt i landbrugskredse.
Jeg vil tro at årsudbyttet var ca. 170 kg smør om året pr. ko, hvilket dengang var meget fint.
Vi havde eget mejeri på gården og alle mejeriprodukterne blev solgt fra vogn i byen. Vi havde 5 vogne der hver dag kørte ud med mælk. Der var en enestående renlighed og orde i kostalden, som var tilgængelig for interesserede.
Med hensyn til foderet til køerne fik det også en særlig behandling. For eksempel blev roerne ikke udsat for sår af greb eller andet redskab. Roerne blev altid læsset med de bare næver i marken og kule, ligesom fra vogn til roehus.
Vi var meget mandskab på Kålund Kloster og det gjorde ikke så meget om noget varede længe. Når vi var ude at hakke roer, havde vi en pind med, som skulle bruges til at måle afstanden imellem roerne med.
Vi blev sendt ud i kornmarken i maj måned med en kniv for at stikke tidsler og følfod.
Efter høst tærskede vi byg og havre ude i marken, hvor tærskeværk og lokomobil blev anbragt (tærskeværket var 66”) og hvor det så blev flyttet fra mark til mark. For at der ikke skulle være for langt at køre. Vi kunne tærske op til 600 hektokilogram om dagen med det store tærskeværk. Hveden blev sat i bornholmske stakke og blev om efteråret kørt ind i laden og tærsket her om vinteren.
Ladebygningen blev ved gårdens salg til kommunen erhvervet af et firma, som laver tørvebriketter i Åmosen. Og den ligger endnu mellem Undløse og Assentorp.
Det skete engang da vi tærskede i en mark og var færdig lidt før fyraften, så skulle det hele flyttes hjem til laden. Jeg var blandt dem der skulle flytte automobilet. Vi havde 8 heste for og det blev flyttet med damp og kedel og da vi så kørte ned over agrene gav fløjten et lille pift fra sig, når vi kørte over en agerrende. Og det syntes vi var sjovt. Vi var først færdig med at flytte da klokken var over elleve om aftenen. Det var ved en tid vi kom hjem til vores aftensmad, som pigerne havde holdt varmt.
Selvfølgelig skulle vi stille i stalden næste morgen til arbejdstid. Vi var alle glade og pralede overfor hinanden med hvor meget ens heste kunne trække. Vi glædede os også over den oplevelse vi havde haft og som dagen havde givet os.
hr. og fru *Lawaetz Nu vil mange måske synes, at det var udnyttelse af arbejdskraften, men den tanke kunne vi slet ikke få.
For var det en lang dag vi gik i roerne og det så blev stærkt regnvejr, varede det ikke længe før Aage Lawaetz, som var godsejerens ældste søn, kom i bilen (en Ford T model) og hentede os hjem. Så havde vi fri resten af den halve dag. Som noget ejendommeligt ved godsejeren var, at selv om han havde mange folk i sit brød, blev der overhovedet ikke brugt margarine; men der kun rigtig smør. Godsejeren ville have lovmæssige bestemmelser for at al margarine skulle farves grøn.
Carl Lawaetz ejede foruden Refsnæsgård og Kålund Kloster også Tjørnemarksgård på Refsnæs, Falkensten og Løvegård ved Slagelse og Fænø, som ligger i Lillebælt.
Han kørte tit til sine gårde og det var Aage, som kørte for ham. Jeg kan huske at da vi boede i Bjerge kørte han der igennem og at der blev talt om det.
Som følge af at godsejeren havde de store besiddelser, var der brug for meget kød i husholdningen. Der blev på Kålund Kloster foretaget store slagtninger af svin, køer og får, som så længe kødet hang til afkøling, blev bevogtet både dag og nat. hvilket eleverne gjorde på skift.
Vi plantede mange træer især af gran.
Det var særlig sandede bakker og skranter ved Raklev 2 km nordvest for Kalundborg der blev beplantet. Jeg husker hvor mange snoge der var her i udyrkede områder og tænker tilbage på, hvor almindelig hugormene var på Refsnæsgården.
Jeg var i Svinninge til Gunners konfirmation og måtte jo fortælle om daglige oplevelser.
Måske har min mor fået forståelse af at jeg ikke havde det så godt, for hun spurgte om der da ikke nogen, der var lidt livlige og om der ikke var nogen der sang, når vi sådan gik i marken efter hestene. ”Jo, jeg synger da altid”. Sagde jeg, og så spurgte mor ikke om mere.
Hun har sikkert fået forståelse af at jeg fandt alt i orden.

19
Men på foråret fik jeg smerter i nakken og jeg gik så til læge og fortalte ham, at jeg havde haft gigtfeber for 2 år siden. Han fandt hurtigt ud af at det havde jeg igen og måtte så i seng. Det var kun lidt feber jeg havde, så jeg var ikke meget syg. Godsejeren havde selv haft gigtfeber, så han var interesseret.
Han skrev til Frankrig efter viskivand, som skulle være helbredende. Hver dag kom han og så til mig med en appelsin eller andet godt. Så da han en dag kom op på mit værelse og jeg forinden havde fået lov at stå op, kan jeg endnu høre ham råbe: ”Fuglen er fløjet. Fuglen er fløjet”.
Jeg følte hans glæde over at jeg nu var rask igen, da han sagde: ”Jeg skal nok sige til forvalteren, at de ikke må bestille noget de første dage. De kan lære lige så meget ved at se hvordan de andre arbejder”. Da der var gået en uges tid kom forvalteren og spurgte i et smil, om jeg troede jeg kunne tåle at hjælpe tækkemanden med at stikke trækkenålen ud gennem taget til ham.
Der var jo mange såkaldte landstrygere dengang. Det var navnlig mænd som man i dag vil kalde sociale tabere.
Hestestaldene havde nogle båse, som ikke var benyttede, men hvor der var anbragt halm. Her overnattede fra 3 til 10 af disse mænd. De havde ingen steder at være og hutlede sig igennem livet. Det blev forlangt af dem at holde stalden ren og fejet. Deres mad fik de så på gården. Det var den tids sociale forsorg. Dersom de ville tjene et par øre, gik de på skrællepladsen og fandt ting, som de kunne sælge. For eksempel gamle blikdåser, som de gjorde rene og solgte til byens malere.
Aage Lawaetz kom en dag og spurgte, hvor jeg skulle hen til november. Jeg sagde at jeg havde tænkt på Marienborg på Møn. "Jeg skal sige til far, om at skrive derned.” sagde han.
Nogen tid efter meddelte han mig, at nu var det i orden. Jeg var ventet på Marienborg.
Nu levede jeg i forventningen.
”Marienborg”. Alene i navnet syntes jeg, der ligger noget forventningsfuldt.
Jeg tog 1.-11.-1927 med toget fra Kalundborg til Kallehave. Sejlede så over Ulvsund til Koster, hvor rutebilen holdt. Tog så ned til Damsholte hvor jeg spurgte chaufføren, hvor Marienborg lå. ” den ligger derovre”, sagde han. Det første indtryk jeg fik af gården var absolut godt.
”Ja velkommen Hansen nu skal jeg vise dem deres værelse. Det var inspektør Tuxen jeg først præsenterede mig for.
Vi boede på tomandsværelser. Havde gode senge hvor der endog var sengetæppe på. Det var vægterne der hver eftermiddag tændte op i kakkelovne på værelserne, så der var varme til vi kom hjem fra marken. Intet kunne ønskes bedre. Vi var 5 elever som spiste for os selv, altså i en stue for os selv. Her var 4 karle og 32 gifte husmænd.
Vi havde 62 arbejdsheste. Jeg kørte nr. 5 om vinteren. Efter 1. maj fik jeg nr. 2.
Forkarlen var gift og i almindelighed arbejdede med roehakning eller optagning. Så det var oftest mig der kørte foran. Det fyldte mig med stolthed når vi med 30 vogne kørte op gennem alleen og ud i roemarken. 186 td. Land havde vi med sukkerroer og 50 med kålroer.
Det var eleverne der radrensede og det øvrige mandskab som hakkede roerne. I tiden fra først i maj til høstens begyndelse var det radrenseren jeg daglig arbejdede med. Vi var 6 mand der rensede og vi kørte 2 og 2 for også at have lidt underholdning.
Vi havde 8 selvbindere og alt kornet blev kørt hjem i laderne, hvorfra det så blev tærsket om vinteren.
Efter høst var det igen roerne det gjaldt. Og mange gange har jeg talt over 100 mennesker i roemarken.
Vi var 5 mand der hver dag kørte 6 læs roer til saftstationen i Damsholte. Herfra blev roesaften så pumpet i rør til Stege sukkerfabrik. Der var 22 Td. på hvert læs. Vi havde akkord og var som regel færdig ved 4 tiden om eftermiddagen.
Der var ved indkørslen til saftstationen anbragt nogle ca. 10 cm høje sten til afgrænsning mellem fortov og kørebanen. Jeg sad den dag på forsmækken af vognen. Og må jo have siddet og halvsovet,

20
for min vogns forhjul ramte en af disse sten, det havde til følge at jeg blev smidt af.
Jeg faldt ned over hammelstøjet, hvor jeg på en måde var kommet til at hænge fast med det ene ben, med kroppen faldt jeg på ryggen ned på jorden, lige foran vognens forhjul, som jeg stadig kan se komme rullende imod mit ansigt. Hestene standsede ret snart. Hvorfor ved jeg ikke. Jeg var lidt øm her og der, men kunne dog selv læsse roerne af min vogn.
Det var af stor betydning hvordan vejret var når vi kørte sukkerroer. Regnvejr i forbindelse med den stive jord gjorde det meget besværligt. Al af og pålæsning skete jo med greb. Vi var imidlertid heldige for efteråret 1928 var meget tørt, der var kun en dag hvor det regnede lidt.
Det var et meget hårdt og besværligt arbejde med sukkerroerne, mest for de mennesker der tog roerne op.
både mand og kone ar ude i marken og havde de børn var disse også med. Selv mindreårige, ja selv de små børn der lå i barnevognen var med i marken.
Først blev roerne grebet løse med en speciel greb, så blev de banket mod hinanden for at få så meget jord fra dem som muligt. Nu blev bladene hugget af og roerne lagt i høje bunker, der så blev dækket med bladene. Alt dette arbejde syntes måske ikke så forfærdeligt vanskeligt. Men i regnfuldt vejr og kulde, uha uha og så samtidig til en middelmådig betaling.
Også for os som senere kørte med roerne kunne det være et hårdt arbejde. Vi havde 4 heste for hver vogn af marken til fast vej. Også fordi efteråret stadig gjorde forholdene dårligere måtte der jo bestilles noget. Jeg opnåede da også at få åreknuder på det ene ben og beskadiget håndleddene. Sådan var forholdene efteråret 1927.
Marienborg er jo en stor gård på 1000 td. Land. Vi var faktisk et samfund for sig selv. Her var eget elektricitetsværft. Eget mejeri hvor mælken også fra gårdene Vigen og Egeløkke, som hørte under Marienborg, blev behandlet og hvoraf der blev fremstillet ost, den såkaldte kværk. At gården havde egen smed og tømrer var en selvfølge.
Efterhånden som husmændene blev gamle – flere havde været der i over 50 år – fik de stadig deres dagløn, selv om de ikke mere regnedes til arbejdskraften, men bare gik og passede sig selv.
I december måned blev det meget frostvejr.
Småsøer og tørvegrave frøs til, nu var isen 8 cm tyk og nu fyldte vi ishusene op.
Isen blev om sommeren brugt i mejeriet og i husholdningen, som også brugte ishuset til opbevaring af fersk kød. Kødet blev først svøbt i pergament eller andet rent papir, for så at blive lagt oven på isen i ishuset.
Da det nu var lige før juleferien iagttog vi vejret meget nøje. Andersen var en elev som var fra Lille Grandløse ved Holbæk. Vi havde aftalt at følges ad hjem til jul, vi skulle selvfølgelig cykle.
Vinden var nu drejet i nord og det blev en streng tur, for om natten var der faldet 3 cm sne. Vi havde et ophold i Næstved, men jeg husker hvor trætte vi var da vi kørte langs Sorø sø.
Efter vi havde købt en kop kaffe her, blev vi klar over at vi måtte tage med rutebilen resten af vejen.
Jeg cyklede alene tilbage efter juleferien. Da jeg kom til Møn og så Marienborg ligge der fremme, glædede jeg mig over at der var jeg velkommen. Der var en seng jeg kunne hvile i og der kunne jeg være i de næste 10 måneder.
Møn er jo en dejlig del af vores land.
Jeg havde lige før jeg kom herned fået en ny cykel og da foråret kom blev cyklen pudset og jeg kørte en tur til Møns Klint, som jeg havde hørt så rosværdigt omtalt. Det var strålende solskin og bøgen var lige sprunget ud. Jeg savner fuldstændig ord for at beskrive den pragt og skønhed der mødte mig, det hele var så eventyrligt smukt og storslået. Jeg har mange gange senere været på klinten, men aldrig følt det så betagende skønt som denne første gang.
På rådhuset i Stege var der session engang i sommeren 1928, hvor også jeg var med. Lægen der mente at mit hjerte som følge af gigtfeberen ikke var godt nok og jeg blev erklæret uegnet til militærtjeneste.

21
I Fanefjord skov kom vi til ungdomsfester og bal. Det samme var tilfældet i Skydevænget i Stege.
I øvrigt havde vi de dejligste omgivelser omkring Marienborg, de store skove og parken, som vi i fritiden følte dragende.
Da jeg en dag gik og pløjede kom inspektøren og spurgte om jeg havde fået nogen plads til november. Det havde jeg ikke og jeg spurgte om han mente forpagter Brandt på Juellinge var noget for mig. ” Ja der har jeg selv været så det skal jeg ordne”, sagde han.
Efter dette tror jeg nok at jeg kom lidt i kridthuset, for da vi såede hvede var det kun mig der styrede den store såmaskine.
Nu var det blevet sidst i oktober og i mange dage havde jeg levet med roegreben i hånden. Så jeg må indrømme at det på tros af at det absolut havde været et dejligt år jeg havde tilbragt på Marienborg. Så følte jeg dog ikke stor vemod ved nu at skulle skifte plads.
Den 1.11.1928 forlod jeg Marienborg og kørte på min cykel til Juellinge.
elever på Juellinge Det jeg her var kommet til var noget helt andet end det jeg ellers var blevet vant til.
Efter at jeg var kommet lidt før aften gik jeg med op at spise.
Her fik vi, der var nyankommet, udleveret hver 2 lagner og anvisning på hvilket værelse vi skulle have. I værelser var et bord to stole og to senge med halm og så lå der en dyne i hver. Vi kunne så lægge lagnerne over halmen og derpå dynen, så var den seng i orden.
Jeg havde jo haft gigtfeber og var ikke så stolt af dette så jeg skrev hjem efter en dyne jeg kunne bruge som underdyne.
På værelset var også en kakkelovn, som vi selvfølgelig selv måtte fyre i. vi havde fået lov til at bruge det brænde vi selv ville. Det var risbrænde der lå omme bag laden. Og det var selvfølgeligt vådt. Det var sjældent vi havde ild i kakkelovnen.
Et vandfad havde vi selvfølgelig også, men ville vi have vand, måtte vi selv hente det nede i gården. Varmt vand var der ingen afhentning til.
Det kan godt være at jeg skriver kritisk og nedsættende om forholdene på Juellinge, men jeg prøver på ikke at overdrive noget.
Vi som blev der hele det år vi var fæstet for – vi var 18 da vi kom til november, men kun 4 af os blev der året ud – var enige om at det var en ualmindelig god læreplads vi havde. For her lærte vi hvordan man ikke skal bære sig ad, og det skal jo også læres.
I de første dage vi var her kørte vi snavs og pladder væk fra gårdspladsen og avlsbygningerne.
Det var jo nu da vi var så mange, rart at få det til side og her var der jo god lejlighed til at få frasorteret hvem der ikke arbejdede godt nok og som skulle have en cigaret i arbejdstiden, for i så fald var det afgang med det samme.
Bag laderne stod selvbinderne i nogle meget utætte skure, hvor de let blev våde men vanskeligt kunne tørre.
Det var tydeligt at se hvor de sommeren før var gået i stykker for her var skaderne udbedret med ståltråd og koøjers.
Juellinge var en typisk forpagtergård.
Også med hensyn til kostforplejningen.
Jeg vil nævne at kartoflerne altid blev serveret med skralden på. Men i øvrigt at beskrive hvor dårlig kosten var, vil jeg fortælle at vi klarede det hele ved, om aftenen at hente nogle liter fløde fra det øverste af transportspandene i kølerummet. Vi kogte så kakao på værelserne.
Noget godt var der naturligvis på Juellinge.
Det var navnlig kvægbesætningen der var fremragende og meget anerkendt på dyrskuet i Bregentved.
Vi havde i en afdeling af stalden en halv snes køer, der gav over 200 kg smør årligt. Det var dengang en meget høj ydelse. Disse køer fik dagligt også om vinteren en tur ud af landevejen på ca. 1 km. Det skulle være gavnligt for velværet med bevægelse og frisk luft.
Også i hestestalden var der gode avlsdyr som blev fremstillet på dyrskuerne. Vi havde stort tillæg af føl og plag. Om vinteren blev plagene gjort kendt med at gå i seletøj, forspændt vogn eller slæde.

22
Der var i vinteren 1929 stærk frost og meget sne.
For at gøre det gavnlige med det nyttige, havde vi fodr med ud til vildtet i skov og hegn.
Jeg ved ikke hvorfor, men jeg blev på mange måder foretrukket når der var noget særligt, og var fodermesteren til et dyrskue, var det mig der skulle være fodermester og se efter staldene.
Det var mig der skulle holde regnskab med antallet af de læs der blev kørt af forskellige slags osv. det var jo alt sammen med til at gøre tilværelsen i dagliglivet morsommere.
Krisetiderne gjorde sig stærkt gældende i disse år og arbejdsløsheden blev større og større. Det var jo ikke nemt at klare sig når man var uden arbejde, understøttelse var der ikke noget af. I altfald ikke for uorganiserede og for unge ugift mennesker.
Jeg tænker tit på de unge der kom gående fra København i deres ret pæne tøj.
Jeg kan se dem stå der med deres hat i hånden og bede forvalteren om lidt arbejde. Det var ikke alene daglønnen de gerne ville have – 2,50 kr. om dagen – men det var vel mere for at få noget at spise. Det var i høstens tid så de blev sendt ud at stille byg op. Det var regnvejr og da de kom hjem til aften var de drivvåde og faktisk dårligere stillet end da de kom.
På Karise Hotel kom vi til bal og anden forlystelse. Vi gik altid derind i flok og følge, syngende på de nyeste slagere: ”En er for lille .., og ”De lysegrønne bøge”.
Nu var vi jo nået over høst og enhver af os tænkte å næste år.
Jeg søgte plads på ”Møgelkær” ved Horsens som ladefoged. Også på ”Brahesborg” på Fyn og på ”Julianelyst” nord for Horsens.
Jeg blev tilbudt plads alle tre steder. Det var jo sådan at havde man anbefalinger fra Lawaetz og Branth på Juellinge så kunne man få plads alle vegne.
Det blev til alvor med Møgelklær. Her skulle jeg have 750 kr. for et år. Det synes jeg var mange penge for på Marienborg og på Juellinge havde jeg fået 450 kroner.
Imedens jeg var på Kålund Kloster udbetalte overformynderiet til mig den arv jeg fik efter far. Det var godt 600 kr. med renter og det hele var det nu blevet ca. 800 kr.
De penge jeg havde sparret og navnlig mors hjælp til opsparing havde at jeg nu var ejer af 7000 kr.
Det var jo sådan at renterne af disse penge som stod i banken til 5½ %, hvilket var 350 om året pyntede meget på lønnen.
Jeg havde også på Marienborg tjent lidt penge ved at påtage mig et arbejde om søndagen for eksempel kørsel af et læs roetop til køerne, afløser i stalden og andet.
På Juellinge var der mange gange en malkekone for lidt og så kunne jeg tjene 1,80 kr for at malke et hold køer = 18 stk.

Da jeg rejste fra Juellinge tog jeg fra Karise med toget til Kalundborg.
Mor var taget herud for at ønske held og lykke også for at sige farvel.
Det at rejse til Jylland var jo dengang som at rejse til udlandet. Det var ”Niels Holst” jeg sejlede med til Aahus.
Der var jo ikke meget plads ombord. Dog kunne man købe en kop kaffe. Ombord var der også et par gårdmusikanter og da vi havde passeret Samsø spillede de ”Jylland mellem tvende have”. Jeg fandt det meget betagende.
Da Verner Hansen var 57 år blev det så hans tur til at ønske held og lykke og vinke farvel, da Erik tog båden til Århus for at læse videre.
Fra Aahus gik toget til Horsens og så måtte jeg tage en lillebil til Møgelkær.
Det var mellem 6 og 7 jeg kom hertil og blev modtaget af overforvalteren, der på hovedtrappen lyste for sig med en lygte. Der var ikke elektrisk lys på gården.
Efter et velkommen fik jeg noget at spise og blev så anvist mit værelse. Der var pænt og hyggeligt med varme i kakkelovnen, gardiner for vinduerne og en dejlig seng med sengetæppe. Jeg fandt alt meget hyggeligt og pænt. Det var noget helt andet end det jeg var rejst fra.
Møgelkjær er et meget gammelt ord der betyder store enge. Disse benævnes som Huelkjær og Sønderkjær m.m.
De samlede engarealer er godt 100 Td. land. Møgelkjærs tilliggende af agerjord udgør 300 Td. Land så er her 45 Td. land skov og et højereliggende areal med vedvarende græs.
Agerjorden må betegnes som ret leret og ligger ret godt arunderet her. Skovens bevoksning er af blandet karakter. Her findes nogle gamle eg ca. 400 – 500 år. På det højere liggende areal findes

23
mange kildevæld og forekomster af kildekalk.
Fra kilderne her, som ligger højere end gården er der en 600 m lang jernrørsledning der således ved eget fald fører vandet til stalde og hovedbygning.
Det der karakteriserer Møgelkjær er de store enge som før opdyrkningen må have ligget hen i vild natur med vandhuller og ufremkommeligt terræn. De er da blevet jævnet ud og der er taget jord fra højtliggende områder op til engene. I engene er det ved et sindrigt system af grøfter, rør og vandlåse. Vandet til overrisling tages ved sluser i den gennem arealets løbende å. Alt overfladevand er ledt til åen, mens kloak og spildevand i øvrigt løber åbent ud på et hjørne af engen. I et område ca. 100 m2 var der jo ikke godt at komme, men man var på den måde ikke udsat for at forurene vandet i åen.
Man betegnede dengang jordens værdi ved angivelse af gårdens hartkorn.
For Møgelkjærs vedkommende var det 36 td. hartkorn. Det er en meget gammel værdimåler fra dengang der blev betalt tiende. Eller rettere en tiendedel af al produktionen. Det blev betalt til herregårdene, dersom det var en fæstegård. Der var også forhold, hvor der skulle ydes tiende til præst og degn. Hvor meget der skulle betales i tiende blev fastsat på grundlag af gårdens værdi.
Man gik for Møgelkjærs vedkommende ud fra at der kunne avles 360 td. hartkorn, -med hartkorn mente man hvede eller byg- og en tiendedel heraf, altså 36 td. var så det der skulle afleveres.
Det var jo meget lidt her, men alle engene var dengang ganske uanvendelige. Møgelkjær var ved ansættelse af tiende på 1000 td. land. Vistnok i 1903 blev værdien, der blev betalt skat efter, benævnt ejendomsskyld og blev ansat til 485 kr.
Før 1927 havde daværende godsejer A. Ravn taget et lån i gården. Det var jo nu i den store landbrugskrises begyndelse. Ravn har vel ikke kunnet klare renter og afdrag på lånet. Banken antog formodentlig lånets pålydende for uerholdeligt og tilbød pantebrevet til salg. Restbeløbet var 90.000 kr. Det blev nu købt af slagtermester Anton Ovesen i Aahus for 65.000 kr. Ovesen forlangte nu det på lånet forfaldne beløb og da Ravn ikke kunne betale måtte han gå fra gården, som han nu havde drevet i 36 år.
Dette skete altså i 1927.
Landbrugskrisen forværredes og i de første 4-5 år gav gården årligt et underskud på ca. 36.000 kr.
Da jeg kom til Møgelkjær havde slagter Anton Ovesen som boede og havde forretning i Aahus altså haft gården i 2 år.
bemanding på MøgelkjærDet var selvfølgeligt hans mening der var den gældende. Han drev selv gården med overforvalter og en underforvalter.
Var godsejeren Kaptajn så var jeg altså 3. styrmand.
I marts 1930 rejste overforvalteren og underforvalteren rykkede op på hans plads. Og jeg rykkede også et nummer op.
Det gav mig naturligt større interesse i det daglige nu da min mening fik større betydning. Jo mere jeg påtog mig desto mere frie hænder havde jeg.
Forvalter Wegener som nu havde det egentlige ansvar, havde giftet sig i hemmelighed og havde en lejlighed i Horsens, hvor hans kone boede, kom jo mange gange ikke tilbage herfra før op af formiddagen.
Så måtte jeg sætte i arbejde og ellers lede dettes udførelse.
Da disse forhold kom til godsejerens kundskab måtte han rejse ca. 1. oktober.
Godsejerens datter var imidlertid blevet forlovet med en befalingsmand ved kasernen i Aarhus. Han hed Bruun. Det blev så sådan at han skulle flytte til Møgelkjær for at forestå driften af gården.
Imidlertid havde han ikke meget forstand på landbrug. På en eller anden måde fik han altid spurgt mig om, hvad jeg syntes om dette eller hint. Hans bestemmelser var i høj grad præget af hvad jeg mente, men overfor godsejeren forstod han altid at give udtryk at det var hans egen ide og mening han fremførte.
Efterhånden kritiserede han også godsejeren selv når han sad i haven med kikkert og så på fugle.
En forårsdag i april 1932 var jeg på en tur i skoven med godsejeren. Hvor han pludselig sagde: ”Jeg har tænkt mig, at de skal overtage ledelsen her på fredag, hvor Bruun rejser”. Det var en anerkendelse til mig men egentlig ikke nogen forandring.
Hverdagen gik jo videre. Men jeg syntes dog at det var morsomt at være en af Danmarks yngste selvstændige forvalter.

24
Nu var det jo så blot om jeg kunne klare det.
Jeg boede som underforvalter ikke i selve hovedbygningen, men kort tid efter at Bruun var rejst blev det bestemt, at jeg skulle flytte op i forvalterens værelse og på kontoret hvor jeg også selv spiste.
Lad mig huske at fortælle, at jeg i foråret mens jeg nu kørte med heste. Vi var ude at så havre på en meget stegl bakke og der kom ud for, at der var bud efter mig.
Da vi havde fået vendt maskinen på bakkens top, blev hestene bange for et eller andet og gav sig til at løbe ned af bakken.
Kusken som sad på værktøjskassen faldt bagover og havde således slet ikke mulighed for at holde de nu vilde heste. Jeg havde fat i styret over det ene forhjul, men faldt og kom til at hænge med hænderne med kroppen slæbende lige foran tragtene. Det gjaldt for mig om at holde fast i fortøjet for slap jeg, ville jeg komme ind under såmaskines tragte.
Da hestene var nået ned af bakken og igen begyndte at gå opad standsede de af sig selv.
Det varede noget før jeg igen kunne stå på benene. Men så kunne jeg glæde mig over at være sluppet heldig. Det har også denne gang været bestemt at jeg skulle fortsætte.
Mælken blev leveret til et privat mejeri i Horsens, vi havde en lastbil som blev benyttet til dette formål og en af husmændene var chauffør. En dag da han var syg og der ikke på gården var nogen der havde kørekort eller rettere førerbevis, havde jeg jo ikke andet valg enten at køre mælken til Horsens med hestevogn, som vi gjorde om vinteren når der var for meget sne til at bilen kunne køre, eller også måtte jeg selv prøve at starte bilen.
Jeg havde ingen forstand på at køre bil. Da jeg skulle bakke ind til kostalden kunne jeg ikke finde noget bakgear. Det lykkedes dog at få læsset og jeg kørte så, men syntes at motoren snurrede så hurtigt, så måtte jeg søge at finde et gear der var bedre.
Turen gik godt og det hele endte med at godsejeren sagde:” De må se at få et kørekort Hansen. Jeg skal nok betale det”.
Det fik jeg meget hurtigt. Jeg kørte en time i Horsens by og skulle så aflægge prøve næste dag, hvor jeg kørte en halv time inden jeg skulle køre for den motorsagkyndige. Teori var der jo ikke noget der hed. Det kneb mig noget at finde første gear, men den motorsagkyndige mente, at det fandt jeg nok ud af. Så jeg bestod.
Engang var vi i Thy for at købe en hest. Det var en jysk præmieret hoppe, som vi i forvejen havde nogle stykke af på gården.
Vi var Ovesen og to andre herre, plus mig selv. Det var jo en lang tur til Thy og forhandlingerne om køb af hesten trak langt ud. Først da vi lige havde tid til at nå færgen, som skulle sejle os tilbage over Oddesund, blev der enighed om købet.
Vi måtte så køre meget stærkt – fartgrænsen dengang var 60 km i timen – for at nå at komme med færgen.
På vejen ned gennem Jylland faldt de to herre bag i bilen i søvn og noget før Silkeborg bad godsejeren mig om at køre lidt.
Jeg havde jo slet ingen rutine som chauffør – og det gjorde det heller ikke nemmere når jeg hele tiden skulle høre på snorken fra de sovende bag i bilen. Selv var jeg meget træt og da jeg kørte ned af bakken ved Silkeborgsøerne sagde Ovesen:” Pas lige på der.”, og så tog han lige og drejede rettet lidt.
Jeg kan endnu se store vejtræer, som bilen stryger lige op af. Det er et spørgsmål om jeg ikke var faldet i søvn. Jeg ved det ikke selv.
En sommer var jeg med Ovesen og hans frue en tur til Bovbjerg fyr m.m. vi overnattede i Humlum.
Vi kørte også en tur til Djursland hvor vi blandt andet beså slottet på Katholm.
Fodermester Zarp og jeg blev inviteret til Aahus hvor vi var med vores herskab på restauration og i teater.
Efterhånden havde jeg også omgangskreds i Bjerreherred hvor jeg var medlem af konservativ ungdomsforening. Vi kom til bal og fest i Juelsminde, Daugård og Bjerre. Jeg havde megen glæde og fornøjelse af disse sammenkomster. Det var navnlig Ole Due på Gramrodegård jeg kom meget sammen med. Han var tit på Møgelkjær hvor vi ofte gik en tur i markerne.

25
I sommeren 1935 købte jeg en motorcykel.
Det var en B.S.A. fem hestes topventilet og med to overliggende udstødningsrør. – pris 2.100 – flot.
Det var ikke mange gange jeg havde været i Svinninge, og nu syntes jeg det var passende at tage turen.
motorcykeltur Oles kæreste var husjomfru på Lærkenborg ved Kalundborg, så det var meget passende at vi tog turen sammen. Vi tog over Nyborg – Korsør og overnattede i Svinninge.
Næste dag tog Ole til Kalundborg, jeg kørte for ham derud.
Tog senere på besøg hos Chr. Jensen på Nordgård og andre steder. Næste dag hentede jeg Ole. Han havde fået ring på. Vi kørte så ned over Sjælland og til Møen, hvor vi var inde på Juellinge for at hilse på forvalter Brandt.
Senere på Marienborg, hvor vi spiste til aften hos inspektøren. Han hed nu Funkt Thomsen.
Så tog vi over Lolland hvor vi overnattede i Maribo.
Om morgenen kørte vi til Nakskov, men var inde på Holsted Kloster for at besøge Vognsen, som var forvalter her og som jeg var sammen med på Juelienge.
Vi tog så op over Fyn og spiste til middag hos Oles onkel og tante, som havde en gård der. Og nu gik det op over Lillebæltsbroen og hjem til Bjerreherred.
Der var jo meget som jeg kunne skrive om fra den tid jeg var på Møgelkjær, men mener jeg har givet et billede af forholdene som de var og som jeg levede under. Det var for mig en betydelig del af min ungdom jeg tilbragte der og som stadig står meget klart for mig.
Det er år jeg mindes med megen glæde.

Priserne i tiden fra 1930 til 1935.

100 kg Byg fra 8 til 10 kroner.
1 kg Smør 2,25 kroner.
1 l mælk 0,10 kroner.
En pattegris ca. 5,00 kroner.
En slagtegris ca. 65,00 kroner.
En kælveko 180 til 200 kroner.
En udsætterko kunne ikke sælges, men staten gav 45,00 kr. dersom den blev destrueret.
En førsteklasses hest kostede 800,00 kroner.

Lønningerne var.

Forvalteren 125,00 kr. om måneden.
Fodermesteren 100,00 kr. om måneden.
En landvæsenselev 450,00 kr. om året.
En daglejerkarl 1,80 kr. om dagen i vintermånederne, 2,00 kr. om dagen om sommeren, 2,50 om dagen i høst..
Husmand, røgter 4,00 om dagen.
En malkekone 12,00 om ugen (18 køer 2 gange daglig).
Husjomfruen 65,00 om måneden.
Kokkepigen 45,00 om måneden.
Stuepigen 35,00 om måneden.
Gårdens samlede lønudbetaling: 19.000 kr. årligt.

26
Det er kun i de unge år det er morsomt at være forvalter. Efterhånden mælder længslen sig efter at få noget for sig selv.
Da jeg syntes at jeg manglede noget på det skolemæssige område, søgte jeg optagelse på Dalum Landbrugsskole fra d. 1.-11. 36.
Skolen her er landets ældste. Det var her Kresten Kold begyndte at undervise.
Den nuværende forstander hedder Dalum Petersen. I øvrigt var her 5 lærer. Det var ikke fordi jeg havde noget at udsætte på skolen, men måske det, at den var for stor og at den enkelte druknede, vi var op imod 200 elever.
Der var også det at forstanderen næsten hele tiden var syg, så de øvrige lærer måtte gøre sig og gjorde, meget for at erstatte ham, hvilket også i nogen grad lykkedes.
Noget særligt nyt lærte jeg ikke på skolen. De store omvæltninger inden for landbruget var ikke endnu slået igennem. Det var særlig på det højskolemæssige, det kulturelle og måske åndelige jeg modtog noget.
Det siges at man ikke skal drømme, men tænke. Når jeg alligevel drømmer, tror jeg at drømmen om fremtiden kan være anspændende på vilje og energi, mens tanken om fortiden, hvor meget kunne være gjort bedre ofte virker i modsat retning.
Dagen gav mig glæde for jeg modtog ros og anerkendelse af lærer Siliam Bjerre. Sidst i februar kom der et brev hjemmefra om at der var en gård til salg i Gislinge.
Den var billig, god jord og meget andet og fordelagtig. Resultatet blev at jeg rejste fra Dalum landbrugsskole 1.-3.-1937.
Jeg følte taknemmelighed over den tid jeg havde været der. Og jeg følte glæde over at eje gode minder som jeg tog med mig.
Verner Hansen og Helga Sølvsten Skriver
Werner og Helga Der var flere gårde jeg så på, men vendte tilbage til ”Vorgaard”, som jeg købte og overtog 11.-3.-1937.
Det var en gammel stråtækket gård. Der var 30 td. land, 6 td. land eng og 1 td. land mose. Købesummen var 36.000 kr. med 6000 kr. i udbetaling.
I øvrigt var der gode pengeforhold, de første 4.000 var et lån i universitetet til 1½ % årlig og altid uden afdrag. Der var 24.000 i kreditforeningen til 4% årlig. Herefter 2.000 i privat lån som skulle udbetales efter 2 år.
Den gamle Vorgaard er revet ned og ombygget. Det er Adelers Alle 208, Gislinge.
Besætningen var 2 heste, 7 køer og en del svin. Jeg var godt klar over at jorden var noget udpint, men dette forhold var værre end jeg først troede.
Efter at have været på landbrugsskole i 4 måneder, hvor ernæringen særlig vedrørende vitaminer, var mangelfuld, følte jeg mig selvfølgelig meget træt og uoplagt. Det gjorde det jo ikke bedre at jeg indtil 1.-5.-37 gik ene på gården og kosten bestod af kogte æg, kaffe og smørrebrød. Jeg måtte lige frem tvinge mig selv til at bestille noget. Den 20 juni 1937 giftede jeg mig med Helga Skriver, vi blev gift i Sjelle kirke, som er Helgas fødesogn.
Det var jo mange forandringer, den gamle går krævede. Såvel tagene som murerne trængte stadig til reparation.
Også jorden krævede meget arbejde, der var ikke efterårspløjet da jeg kom og det første år var jeg alene.
Den 25 april 1938 blev Ruth født og fødslen skete på Vorgård.
Fra 1.-5-38 fik jeg en karl og jeg fik nu mere tid til bygningerne, blandt andet lavede jeg et stort hønsehus til 250 høns.
I kostalden satte jeg et lag klinkebeton på indervæggen.
Også markerne var jo meget forsømte. Gården havde jo tit skiftet ejer og flere havde høstet uden at gøde. Jorden var stærkt kalktrængende, jeg nåede lige at få mergel fra Knabstrup mergelgrav inden den lukkede.
Om vinteren havde jeg ingen karl, så jeg havde travlt med at sprede mergel på hele arealet i vinteren 38-39.

27
Det er mange penge der skal til når man købe en gammel gård.
Gunner og Kristine
Vi fik en ny selvbinder og nyt tærskeværk med dieselmotor og flere ting. Selvfølgelig måtte jeg sælge min motorcykel, med et tab på 400 kr. – nå, men jeg havde jo kørt på den i 4 år -så hvad!
Under krigen måtte der jo ikke køres med motorcykel. Vi havde en jumpe og havde meget fornøjelse af den. Jeg havde fået en ny cykel af smeden i Skjold medens jeg var på Møgelkjær. Den kørte jeg nu på indtil den blev stjålet, men fundet igen.
Helga og Holten Engang kørte vi til Smedegården ved Viby i jumpen. Mor var også med. Gunner var blevet gift 17.3.1939 med Kristine Christoffersen fra Bissinge på Møen. Hun er født d. 21.-6.-1912. de havde købt overnævnte gård med 35 td. land.
Holten giftede sig også nu med Helga Petersen født 18.-9.-1909 i Sejlflod syd for Aalborg. Brylluppet var d. 4.-4.-39. de havde købt enghavegård.
Vi var med til brylluppet begge steder.
Rejsen gik nemt for vi kørte med mine forældre i Svinninge, som nu havde skiftet den røde bil ud med en nyere.
Den 8.-4.-1940 døde bedstemor i Ore. Hun var langt op i firserne og havde ligget i sengen nogen tid. Ellers havde hun ikke fejlet noget i sit lange liv. Mor havde besøgt hende kort før hun døde.
I huset var der som før nævnt to lejligheder og i de sidste ca. 15 år havde hun lejet jorden og den ene ende af huset ud. Familien der boede hos hende var meget børnerig, mon ikke de havde 6-8 børn. Det har jo for bedstemor sikkert været oplivende, hun var jo for børnene deres bedstemor. Jeg tror det var den tiende eller elvte vi var til begravelse. Mine forældre kørte i bil derned. Jeg var også med medens Helga måtte blive hjemme for at passe Ruth som endnu var for lille til så lang en tur.
Det var jo med megen vanskelighed vi fik tilladelse til at køre derned. Tyskerne havde jo besat Danmark den 9. april og vi var nu under tysk herredømme.
Navnlig på vejen derned mødte vi megen tysk militærtransport. Polen havde jo været besat i længere tid og Norge blev jo besat samtidig med Danmark den 9. april.
Til besættelsen af Norge skulle tyskerne bruge mange ting, således mødte vi mellem Næstved og Vordingborg uendelige mængder af Polske hestekøretøjer. Altså landbrugsvogne forspændt 2 heste og med 8 soldater på hver vogn.
Hele vejen var på den vejbane som tyskerne benyttede, belagt med hestegødning i en sådan grad at kørslen faktisk var lydløs. Hvilket giver et billede af hvor mange der kørte.
Vi mødte også mange tyske automobiler med officerer. Det var en uforglemmelig oplevelse. I øvrigt vil jeg her indskyde, at vi ikke så meget til tyskerne i Gislinge så længe krigen varede.
Begravelsen blev foretaget fra Aastrup Kirke og bedstemor blev begravet på kirkegården der.
Vi overnattede hos Else og Nikolej i Stubbekøbing.
Else var mors søster og den næst yngste af Ole Jensens børn.
Hvor hun kom hen efter sin mors død, ved jeg ikke. Else var gift med Nikolej, de boede i eget hus i Stubbekøbing, hvor Nikolej arbejde på kalkbrænderiet.
Det var meget hårde vintre vi havde både i 40 -41 -1942.
Jeg var udnævnt til snefoged for 4 år og de tre strenge vintre var i den periode. Jorden var frosset ned i en dybde af 1 m og de store snemængder som stormene havde samlet i driver tøede ikke bort før 1. maj.
Søndag den 25 eller 27 januar i 1942 var det en brandstorm fra nordøst og temperaturen var nede på -28 grader.
Det er den koldeste dag jeg har oplevet. Nu skal det også huskes at det var under krigen, vi havde jo ikke meget at fyre med.
I soveværelset var vægge og loft tindrende hvide af rim. Alt vand var frosset både ude og inde. Vi havde vand ved at trække det op af brønden efter at denne var kastet fri for sne, både vand til besætningen og vand til husholdningen.
I stalden var gødningen bag køerne som trækugler. Jeg stablede halm omkring køerne og hestene.
Det hele var som man havde tænkt sig en Sibirisk vinter., som man jo også kan vænne sig til. Det skal huskes at det var ikke en uge. Det var en hel vinter fra november til april. Og det var tre vintre efter hinanden. Og alle i krigens tid.
Navnlig om natten kunne vi høre flyverne, der var temmelig højt oppe.
En aften da jeg kom fra stalden, kom sådan en flyverlige over. Jeg forsøgte at se den, pludselig kom et stort lysglimt fra den.

28
Dagen efter fik vi at vide at det var en engelsk flyver, der var skudt ned, og faldt på Søgårds jorde ved Kvanløse.
Selvfølgelig er jeg ikke uden fejl, der er der heldigvis ikke nogen der er. Måske har jeg været vanskelig at være gift med, for det tilbagevendende standpunkt fra Helgas side at hun ikke var tilfreds og at hun ville skilles og så skulle hun have halvdelen af det vi nu havde, det måtte jeg være klar over.
Det forbedrede jo ikke harmonien i ægteskabet.
Men jeg tænkte at sådan var forholdene måske mange steder.
Og det at jeg havde mere end arbejde nok, gjorde vel til at jeg ikke hæftede mig så stærkt ved det.
Bjerre kro Mon ikke det var i 1940 at Gunner og jeg kørte på tandem op i Jylland for at besøge Holten. Vi havde en morsom og dejlig tur. På vejen derop overnattede vi i Vejle. Vi var imidlertid så uheldige at Holten og Helga var rejst til Sjælland, så der var ingen hjemme da vi kom til Enghavegård. Vi var sultne efter den lange tur, men ribsene i haven smagte godt.
Kl. 11 om aftenen kom pigen hjem og vi fik noget smørrebrød og sov i ægtesengen.
Otto var 5 måneder gammel. Vi så ham hos noget familie, hvor han var i pleje. Her spiste vi til middag. Dagen efter kørte vi hjem igen og overnattede på Bjerre Kro ved Horsens.
I 1941 købte jeg 2 nye heste og senere en hoppe med føl. Kvægbesætningen blev skiftet ud med jerseykøer og vi havde 10 køer.
Her i krigens år havde vi også meget fjerkræ, vi havde mange ænder og gæs, som vi slagtede og sendte til Møller og Melgård i København.
Vi fik fra 9 til 11 kroner for en gås. Ænder kan jeg ikke huske hvad kostede, men en kylling som vejede 1 kg kostede 1 krone og derover. Det var jo morsomt når priserne steg – syntes vi.
Efter nytår 1942 var det den forestående familieforøgelse der var hovedemnet. Naboen som vi modtog stor hjælp fra var lige så interesseret som vi selv.
Frederik Petersen hed manden og hans kone Marie - de boede på gården på den modsatte side af vejen, Adlers Alle 197 - holdt sig stadig underrettet, hun kom i fin sygeplejedragt da Erik blev født 5.-3.-1942. både Ruth og Erik blev født hjemme det var dengang det almindelige.
I forsommeren 1942 på en dag med dejlig, vejr, holdt vi barnedåb med Erik. Så godt som hele familien var samlet. Erik blev døbt i Gislinge Kirke og lad mig lige nævne gæsterne:

Der var min mor og stedfar samt Hørdal.
Holten og Helga med Otto.
Gunner og Kristine med Arne.
Anna Schriver, som ikke var gift.
Ingvar og Edith var ikke med.

Økonomien var for dem ikke så god. Ingvar havde ikke noget rigtigt arbejde. Det var i alle måder en god dag vi havde sammen.
Jeg havde fået indgivet ansøgning og fået tilskud til dræning af hele arealet 30 td. land. Der blev foretaget nivellering og derpå gravet drængrøfter, som jeg ikke deltog i. men efter at rørene var lagt skulle grøfterne jævnes og det arbejde måtte jeg selv klare.
Naboen hjalp mig, vi satte 4 heste for ploven, to på hver side af drængrøften. Naboen kørte så de to heste der gik på den højre side af grøften. Jeg selv kørte hestene der gik på venstre side samtidig med at jeg styrede ploven. Ved at køre tre omgange var der nået et fint resultat.
Aaerne gik og det ene faktisk som det andet.
En skønne dag var Ruth blevet 7 år og kom nu i skole.
Jeg husker det tydeligt og kan stadig se Ruth og hendes mor følges ad den første dag. Ruth havde lige fået en hvid hue af kaninskind så hun var jo synlig på lang afstand. Erik var jo nu 3 år så vi kunne jo sagtens være alene hjemme og han ville jo være med alle vegne hvor der skete noget.
En dag hvor vi var ude at reparere stråtag og havde lagt stigen på taget, var han uden at jeg havde bemærket det kravlet helt op til husets skorsten.
Vi gik nede i haven og da Helga opdagede drengen deroppe råbte hun til ham, at han skulle passe på. Han vendte sig for at se ned og fik overbalance og faldt ned ved siden af stigen, hvorfra han rullede hele vejen ned af taget og ned i en bunke halm. Det var meget koldt den dag, han havde meget tøj på så han slog sig slet ikke.

29
Under krigen blev alt politi her fra Danmark ført til Tyskland og i koncentrationslejre.
I stedet oprettede man nu et såkaldt hjemmeværn, hvor også jeg blev optaget. Vi var udstyret med armbind, lommelygter og gummiknipler. Vi skulle nu erstatte politiet.
En forårsaften var jeg gået en tur ned på engene. På vejen hjem traf jeg naboen Henry Jensen. Vi stod og talte om krigen, som nu snart måtte være forbi. Jeg husker at det var stjerneklart og klokken nærmede sig elleve, så Henry mente at vi skulle gå ind for at høre den engelske presse i radioen.
Så kom det midt i oplæsningen.
– det meddeles nu at tyskerne i Belgien, Holland og Danmark har overgivet sig-.
På vejen hjem var jeg inde hos Frederik Petersen for at fortælle den glædelige nyhed.
At beskrive den stemning og glæde hele Danmark oplevede krigens afslutning er jeg ikke i stand til. Om morgenen d. 5. maj ringede alle landets kirkeklokker. Vi var gået ud i haven for at hejse Dannebrog, når kirkeklokkerne begyndte at ringe. Jeg gjorde mit bedste for at få Ruth til at kunne huske øjeblikket.
Det var først i februar 1942 at Helgas mor døde, altså nogle dage før Erik blev født.
Jeg måtte ene rejse til Jylland til begravelse, som var 23.2.1942.
Nu efter krigen var der megen tale om at ejendommene ville falde i pris og det samt flere ting gjorde at vi besluttede os for at sælge Vorgård sidst i oktober 1945 med ret til at bo der til 1.-12.-1945. prisen var ca. 65.000 kr. jeg ved ikke det nøjagtige tal, der var blandt andet 4 plage og der var 3 td. land kartofler, som lå i kule og som jeg selv solgte senere.
En månedstid efter fødte Helga en pige, som døde under fødslen og som blev begravet fra Gislinge Kirkegård.
Helgas far havde jo boet ene i Sjelle i 3 år nu og var højt oppe i årene.
Han ville gerne at vi tog over til ham om vinteren.
Det gjorde vi så og var der til ca. 1. april 1946.
I den tid vi var der, holdt vi en slags ferie, jeg gik en del om hos præsten og hjalp til i hans store have og jeg var også hos skrædderen som var noget familie. Han havde to bistader som jeg meget hurtigt fattede interesse for.
Jeg lovede mig selv at jeg ville have bier hvor vi end kom hen.
Da frosten var gået af jorden var jeg på Vorgård for at ordne salget af kartoflerne.
fordson De lod sig nemt sælge til København, men sortering og afregning tog jo nogen tid.
Da foråret var ved at være forbi gjaldt det jo om at finde noget at bo i, gårdene var stadig i høj pris.
Resultatet blev at jeg købte et ældre hus i Kvanløse hvor vi flyttede ind 15.4.1946.
Vi etablerede os med noget maskinstation, som nu var moderne og meget aktuelt.
Det var en Fordson traktor jeg købte samt tilhørende landbrugsmaskiner.zetor Jeg havde meget at gøre med forårsarbejde for forskellige landmænd i 1947.
En dag ringede forvalter Poul Petersen på Dønnerup ved Jyderup og spurgte om jeg kunne pløje et par marker for dem, der var også en del at harve.
Fordtraktoren jeg havde var på jernhjul så jeg boede på Dønnerup om natten mellem hverdagene. Her var der jo mulighed for en god fortjeneste, da det var fast arbejde i længere tid.
Forvalter Poul Petersen var søn af Henrik Petersen som ejede Olestrupgård ved Bregninge. Far og mor kom en del sammen med dem da de var bestyrerpar på Rumperup Fattiggård. Jeg har leget med Poul som dreng. Han var to år yngre end jeg.
Da forårsarbejdet var slut, kom traktoren til at stå i mosen ved Dønnerup og trak her en tørvepresser. Jeg havde købt en ny traktor til, det var en Zetor på gummihjul og også den trak en tørvepresser i samme mose.
Jeg tjente ca. 28 kr. i timen. Det var mange penge den gang.
Det var en stor fordel at jeg kunne køre på Zetoren frem og tilbage på vejene og når det blev regnvejr midt på dagen – det skete- tog jeg en tur til Svinninge for at se til mor.
Hun var nu 67 år og var ikke rask mere.

30
Det var tydeligt at det gik ned af bakke med hende.
Der havde også været noget vrøvl med nogle tyske flygtninge, som boede i forsamlingshuset (som lå tæt på hendes hus). Det havde jo alt sammen ikke gjort det bedre. (Chr. Jensen og Margrethe var også nu døde).
Sommeren i tørremosen var slut 1. august og nu kørte jeg med Zetoren og Dønnerups traktorbinder. Kornet fra alle marker skulle høstes og det tog vel en måneds tid.
Økonomisk og også på andre måder havde det været en god sommer.
Jeg har helt glemt at omtale, at jeg, da vi var kommet til Kvanløse, kom en ung mand den 30.-7.-46 og spurgte, om jeg ikke ville overtage driften på Igelmosegård (Ringstedvej 220 i Igelsø, Holbæk). Hvor ejeren der var enkemand med et færdselsuheld med motorcykel dagen før, havde brækket sit ene ben og nu lå på Slagelse sygehus.
Da jeg jo ikke havde noget fast arbejde kunne jeg jo godt det. Vi flyttede så op på Igelmosegård. Her var en stor besætning af kvæg og svin, og da det var lige før høstens begyndelse havde jeg pludselig travlt.
Høsten gik godt og efter at Skjolmose, som ejeren hed, var kommet hjem fra sygehuset i november, passede jeg besætningen til efter nytår.
For den tid jeg var der fik jeg 15 kr. om dagen. Der var nogen tale om at vi skulle have købt gården. Prisforlangende var 107.000 kr.
Det var mens jeg var i Jylland jeg havde fået lyst til at holde bier. Da vi nu kom til Kvanløse købte jeg to huse med Bier hos Gangenlhof I Mogenstrup. De kostede 45,00 kr. stykket.
I forsommeren 1947 var der undervisning i bekæmpelse af bisygdomme og uddannelse af tilsynsmænd. Her fik jeg landsnummeret 479. Kurset blev afholdt om aftenen i Skamstrup. Jeg havde let ved at deltage, da jeg kom den vej når jeg kørte hjem fra tørvemosen.
Der blev nu tildelt mig et område fra Holbæk til Merløse og fra Vipperød til Mørkøv indenfor hvilket jeg havde ansvar for bekæmpelse af bisygdomme.
Der var dengang meget bipest og det var ikke noget lille arbejde eller opgave, som jeg med absolut glæde gav mig i kast med. Bisygdomsinspektør for Holbæk politikreds var A. C. Hansen, Asnæs.
Jeg giver ham ingen titel, for hvad skal jeg skrive. Han var og kunne så meget, hans navn var meget kendt, alle vidste hvem A. C. Hansen var og alle satte pris på ham. Han var en af de bedste mennesker jeg har kendt.
4.-10.-1945 havde mor og min stedfar sølvbryllup.
Familien fra begge sider var samlet og vi havde en god fest.
Vi tre Holten, Gunner og jeg havde købt en støvsuger og foræret dem.
Mor var imidlertid bange for den og ville have at Helga og jeg skulle have den. Mor ville på den måde – syntes hun – gengælde vi havde tænkt på dem med fjerkræ og andet. De rationeringsmærker vi ikke havde brug for fik de også.
For at blive af med støvsugeren havde hun bedt Hørdal – som var hjemme- om at bære den op til Chr. Jensen.
Han boede nu i et hus i Svinninge. Det havde Hørdal så gjort.
Da vi nu havde købt hus i Kvanløse, hentede eg møblerne, der stod opmagasineret i Svinninge. Jeg tog efter mors ønske støvsugeren med fra Chr.Jensen.
Det var nu november 47. Mor var stadig sengeliggende og var meget svag. Jeg tror det var den 13. at jeg kom og straks kunne se, at der var sket en forandring til det dårligere. Hendes øjne var lige som bristet. Det første hun sagde da jeg kom var:” Sæt dig herhen, så skal vi snakke”.
Jeg ringede så til Gunner og Holten om at komme med det samme.
De nåede da også at komme inden mor blev helt bevidstløs. Selv om hendes livsvilje var stor, var hun godt selv klar over hvor det bar hen.
Præsten kom og vi var alle til alters i stuen, hvor mor lå. Meget langsomt og uden hun tilsyneladende havde nogen smerte gled hun over i bevidstløshed.
I denne tilstand lå hun godt et døgn, inden hun uden nogen bevægelse og ganske stille trak vejret for sidste gang. Den 16. november 1947.
Vi var alle samlet om mors dødsleje. Holten og Gunner blev også dagen efter for at deltage, da mor blev kørt i kapellet.

Svinninge Kirke 31
Begravelsen var 22.-11.-1947 fra Svinninge Kirke, hvor der foruden familie og naboer samt folk fra byen også kom naboer fra dengang mor og far var i Rumperup og også Niels Peter Nielsen fra Kvanløse (tidligere nabo i Rumperup) var deltager.
Efter begravelsen var hele familien samlet til spisning og her fik Holten, Gunner og jeg lov til at tage et minde fra Hjemmet.
Det jeg valgte var to blå platter hvor man ser huset ved åen.
Jeg husker at de, da jeg var barn på fattiggården i Højsted (navnet Rumperup blev på et tidspunkt ændret til Højsted. Beboerne var så kede af navnet) gjorde mig mine forestillinger om det man ser på dem.
Sommeren 1948 lignede i høj grad den tidligere. Arbejdet med traktorerne på Dønnerup gentog sig i sin helhed. Tørvepresningen om sommeren i mosen og høstarbejdet i samtlige marker på Dønnerup.
Selvfølgelig ville Ruth og Erik gerne med en tur når jeg kørte om morgenen.
Det fik de også skiftevis lov til, men det var jo en lang dag for dem.
Jeg kørte hjemmefra klokken halv syv og igen fra mosen ca. halv seks. Det var jo akkordarbejde så det gjorde jo ikke noget at dagen var lang. Jeg tænkte på at det nu snart var mange gange jeg således har kørt vejen fra Kvanløse til Dønnerup og omvendt.
Nu var det efterhånden lettere at købe traktor og der var kommet gode maskiner til markarbejdet.
Daglønningerne var steget ret stærkt i de sidste år. Det var alt sammen medvirkende til at landmænd selv anskaffede traktor og maskiner og at der således ikke var samme interesse for maskinstation som der havde været.
Jeg var klar over at det var bedst at få maskinerne solgt mens det var muligt.
På Dønnerup var der ikke mere at gøre, de havde selv traktor nu. Tørvebrændsel var forbi nu kunne man igen få olie og udenlandsk brændsel.
En annonce i avisen gav to købere og jeg fik solgt begge traktorer og maskiner til en antagelig pris.
I den nu kommende vinter ville der være god tid til bierne.
Under krigen var der jo mange som havde begyndt på biavl.
Så havde de jo mulighed for en ekstra sukkerbevilling. Sukker var jo en mangelvare under krigen. Nu da vi igen kunne købe det sukker vi ville, havde de såkaldte sukkerbiavlere mistet interessen for bier. Jeg købte mange familier med hus, billigere end den pris jeg fik for udstationering i en hvidkløvermark.
En forårsdag da vi have storvask og fyrede kraftigt under grukedlen, var der en gnist fra skorstenen der antændte stråtaget og en del af taget brændte.
Erik, Ruth, Hanne Da brandsprøjten ankom og da vi boede lige ved siden af gadekæret, var det jo en let sag at få slukket ilden. Slukningsarbejdet blev gjort meget grundigt. Huset tog mere skade af vand end af ild.
Assurancesummen blev af de stedlige taksationsmænd sat meget lavt. For som de sagde:” Der er jo næsten intet brændt”.
Jeg klagede så til højere instans, som så kom og konstaterede at væggene var skubbet ud, fordi gulvene havde fået så meget vand at brædderne havde udvidet sig og som følge heraf havde skubbet væggene ud.
Jeg fik den hele og fulde forsikringssum udbetalt.
Efter at huset var brændt boede vi en tid hos Hermen Christensen og Anna, som havde et nyt hus lige ved siden af.
Vi havde et par værelser på loftet. Der opstod imidlertid en uoverensstemmelse mellem Anna og Helga.
Vi indrettede os så i et udhus, der tilhørte vores brændte hus. Her boede vi så til vi kunne flytte ind i det nye vi have bygget på hele sommeren.
Det var en murer fra Knabstrup, som udførte murerarbejdet, mens jeg – som jo ikke havde noget fast arbejde – udførte det jeg kunne.
Den 24.-7.-1949 blev Hanne født på sygehuset i Holbæk. Jeg hentede Helga og den lille og jeg kan tydelig se for mig da Frederik Petersens (naboen vil Vorgård ) Bente , som kun var 4 år da vi kom til Gislinge – kom ned af trappen bærende på Hanne. Bente var nu blevet sygeplejerske. Hun var meget stolt over at komme bærende med Verner Hansens datter.

32
Sådan fortalte Bentes mor senere, at hun havde sagt.
Da vi kom hjem fik vi kaffe hos Herman Christensen. Her blev Hanne lagt på sofaen. Jeg syntes ikke hun var ret stor og hun sagde ikke noget.
møllersvend Nogen tid før Hanne blev født var jeg på egnsundersøgelse for bipest. Det var en bekæmpelsesform man lige var begyndt på. Det blev arrangeret således at ca. 30 bisynsmænd fra hele landet samledes og boede på et hotel eller lignende. Herfra kørte vi så ud 2 og 2 i et snævert område og skulle så finde og undersøgealle bifamilier. Det var første år jeg var med og nu gjaldt det hele Bornholm.
Jeg glædede mig meget til turen. Det var i Aakirkeby jeg skulle møde kl.8 og så måtte jeg selv finde ud af hvordan jeg kom derover. Bornholmerbåden gik fra København kl23 og var i Rønne kl. 7. toget var i Aakirkeby kl. 8 og jeg på Misionshotellet kl. 8.15, hvor vi skulle samles.
Dr. Ole Hansen ledede undersøgelsen og min makker var Knud Georg Petersen, som var telefonmontør i Rønne. At beskrive hvor pragtfuld og oplevelsesrig en uge det var, kan jeg slet ikke. Vi var tildelt den nordlige del af øen.
Vi var imidlertid blevet færdige med at bygge huset op efter branden, da Herman Christensen kom og fortalte, at mølleren i Igelsø søgte en mand til at hjælpe sig.
Jeg talte med Lauersen og dagen efter begyndte jeg som møllersvend.
møllen i Igelsø Jeg fik 10 kr. om dagen. Arbejdet bestod i formaling af korn for omegnens landmænd og med fremstilling af bjælker og brædder. Vi lavede også en mængde frugtkasser og gennerartorbrænde. Lauersen havde selv en grusgrav i Jukkerup, som han selv arbejde i. der gik ca. halvandet år, hvor jeg arbejdede på denne måde.
En dag i januar 1953 kom Lauersen og sagde at i morgen sker det.
Øvrigheden kommer og beslaglægger det hele her såfremt jeg ikke får solgt i dag. Om jeg da ikke ville købe det hele, møllen, savskæreri og beboelse. Vi talte noget om det. Jeg bød ham så ejendomsskylden, som var 20.000 kr.
Selv havde han i 1944 givet 60.000 kr. Vi gik ind og ved en kop te gik Lauersen med til de 20.000 kr. dersom han fik lov at bo i huset som han hele tiden havde gjort indtil først i marts.
Efter denne dato flyttede Lauersen til Jukkerup og boede hos en familie i nærheden af grusgraven. Her omkom han ved en ulykke, som han selv var skyld i.
Tømrer Nielsen, Brorfælde havde mistet sin kone og her tog fru Lauersen ophold som husbestyrinde.
Vi flyttede nu 1.-3.-1952 op på Igelsø Mølle.
Ruth havde nu i nogle år rejst til Holbæk, for der at deltage i undervisningen på Holbæk Private Realskole. Det var skolebestyr Juest Petersen, som ledede undervisningen her. Også Erik begyndte på denne tid at tage rutebilen derind. Tidligere havde de begge modtaget undervisning på Kvanløse Skole.
Huset i Kvanløse blev nu lejet ud til dyrlæge Madsen.
Han startede fra 1.-4.-1952 dyrlægepraksis her på egnen. Det var for at ikke andre skulle begynde praksis her, at han pludselig slog sig ned her.
Lidt syd for brugsforeningen byggede han så hus og da det var færdigt, havde han ikke brug for at bo i vores hus længere.
Huset blev så solgt for 24.000 kr.
Landevejen gennem Igelsø gik lige forbi vores beboelse på møllen og lige nord for havde vejen et ret skarpt sving.
Der stod dengang gamle elmetræer. Her i svinget skete ofte bilulykker. Bilisterne kørte i de nyere og bedre modeller for stærkt og beregnede svinget forkert.
Nu blev vejrforholdene forbedret og det medførte at vejen blev lagt ca.50 m længere mod øst. Der blev således en trekant foran vores hus som faktisk var uanvendelig til landbrug.
Vi købte arealet og fik ved hjælp af en havearkitekt anlagt en dejlig have.

Taget på beboelsen var tjærepap, som var gammelt og udslidt. Jeg talte med tømrer Nielsen i Brorfælde og vi blev enige om at forny taget med eternitplader.
Dersom jeg selv fjernede det gamle tag, ville han lægge nye plader på for 2.000 kr.

33
Da der nogen tid i forvejen havde været skorstensbrand i husets ene skorsten og denne derved var revnet, blev begge skorstenshoveder fornyet og påsat røghætte. Det var sammen med det nye tag, og den nye have, noget der pyntede på huset.
Vi havde ikke haft nogen forbindelse med stedfaderen i Svinninge, fordi at da mor var død, havde Elna i Holbæk stillet krav om støvsugeren (se tidligere beskrevet).
Hørdal havde så fortalt at den havde jeg. Elna tog omgående til sagfører og ville ha´ støvsugeren udleveret. Sagføreren henvendte sig til mig. for ikke at få mere vrøvl, indvilligede jeg gerne i at hun fik støvsugeren.
Inden jeg fik leveret den, havde stedfaderen og Hørdal sendt et brev til sagføreren om at jeg havde stjålet støvsugeren og at den var kommet op til Chr. Jensen uden Hørdals vidende og vilje.
Efter at have modtaget kopi af dette brev fra sagføreren, var jeg oppe hos ham og meddelte her at da jeg nu var beskyldt for at have stjålet, ville jeg ikke under nogen omstændigheder aflevere den. Jeg hørte ikke mere fra nogen.
Men forholdet mellem Hørdal og mig har siden været absolut koldt, især da han over for Gunner og Kristine benægtede at have skrevet et sådant brev.
Den 11.-7.-49 læste vi i avisen at mølleren i Svinninge var død.
Vi fik senere at vide at han havde haft for travlt og da hans hjerte ikke var godt, havde han fået en blodprop. Han var faldet om på trappen og lå her og var død.
Vi var til begravelse i Svinninge 16.-7.-1949.
Kun et minde om den dag har jeg. Det var Arnold, hans ældste søn, der sagde: ”Ja, far har jo aldrig været flittig til at gå i kirke, så det er jo meget passende, at han heller ikke kommer med til sin egen begravelse”.
Det varme vejr gjorde at der omkring kisten var for meget lugt og at den derfor ikke kunne anbringes i kirken.
I sommeren 51 var jeg så uheldig at komme for nær til rundsaven med mine fingre. Det gik ud over tommel, pege og langfinger på venstre hånd. Fingrene blev syet sammen igen, men pege og langfinger blev stive i det yderste led.
Medens jeg lå på sygehuset i Holbæk fik jeg besøg af familien. Så snart Hanne så mig, ville hun op i sengen til mig. det fik hun selvfølgelig også lov til.
Efter besøget kom sygeplejersken og spurgte:” Var det deres lille pige, der var på besøg”. Tonen i det svar hun fik, røbede faderes stolthed.
Kvanløse Museum var vores nære nabo, da vi boede i Kvanløse.
Det var indrettet i kirkeladen, som ikke mere benyttedes. Da der nu ikke kom kirkegængere kørende med hest og vogn.
Jeg var blandt dem, der i sognet fattede interesse for de gamle tings bevarelse.
Gårdejer Ole Jensen havde startet dette museum for egen regning og uden økonomisk støtte. Nu efter hans død krævede samlingen at blive bevaret. Vi fik så oprettet en forening som bestod af 25 beboere. Museumslokalet blev ved bestyrelsens eget arbejde og uden økonomisk udgift gjort 3 gange større.
Carl Rasmussen og Ebbe i Holløse havde jeg i 1948-49 haft nogen forbindelse med angående bierne.
Nu var der gået mange år, hvor jeg ikke så noget til dem. De havde på grund af sygdom solgt deres ejendom, og i stedet købt et hus i Regstrup. Carl Rasmussen havde læst i avisen om Kvanløse museum og her set mit navn.
Han ringede nu til mig og fortalte at han havde en del gamle bøger m.m. han ville skænke til museet. Om jeg ville komme og hente dem.
Da jeg kom ned hos ham var han meget deprimeret og havde opgivet det hele. Jeg forklarede ham at vi på museet havde en del gamle dokumenter, som var skrevet på gammeldansk. Og bad ham nu da han havde tid, om at oversætte disse til nutids dansk.
Han lovede at prøve. Jeg havde glæde af at se Carl Rasmussen rette sig, nu da han fandt ud af, at han var til nytte.
Også udklipningerne af aviserne som Ole Jensen havde begyndt og gjort meget ud af blev genoptaget af Carl Rasmussen, som nu samlede lokalstof i flere aviser, som så blev indbundet og samlet i sognegårdens arkiv.
Carl Rasmussen begyndte at klippe i ca.1955.

34
bistader I årerne fra 1940 til 1960 døde mange gamle håndværk ud. Der var af forskellige grunde ikke mere brug for dem.
Det skyldtes for det meste industriens opblomstring, som muliggjorde en billigere fabrikation. Også inden for mølleriet og det mindre savværk var der mindre anvendelse og mulighederne for eksistens blev dårligere.
I 1956 købte jeg en bil, en Opel varevogn.
På Kvanløse maskinfabrik fik jeg lavet et trykluftanlæg med motor, som jeg kunne anvende ved bildning af bøndernes kværne.
Jeg fik hurtig en stor kundekreds og jeg kom langt omkring. Det gav mange interessante oplevelser.
Samtidig havde jeg jo hele tiden forøget mine bifamiliers antal og havde også i dette øjemed stor gavn af bilen.
Jeg havde mange bigårde på ca. 10-15 stader udstationeret på landmændenes kløvermarker. Prisen for at leje en bistade til bestøvning af en afgrøde var 45,00 kr. der skal 2 familier til bestøvning af et tønder land. For at få et stort frøudbytte. De 45,00 kr. dækkede for både sukker til bierne og også en stor del af udgifterne til bilen. Det gennemsnitlige udbytte af honning var dengang ca. 30 kg pr. familie. Honningen kostede 8 kr. pr. kg.
I de første år vi var i Igelsø byggede vi et stort hønsehus til ca. 250 høns.
På grund af at kornet efterhånden blev for dyrt, var det en mindre god forretning med hønsene.
Huset blev så ændret til biavl.
Der blev lagt cementgulv over det hele og indrettet et slyngerum. Huset var 10 x 16 meter. Efter jeg havde købt en maskine som blev trukket af elmotor og som havde rund- og båndsav, den havde også høvl og aftrækker samt afkorter og borepatron, kunne jeg selv lave forskelligt til biavlen og lavede også selv nye huse.
Jeg havde op til 170 bifamilier og høstede i flere år 6000 kg honning om året.
Det var et stort arbejde men meget interessant.
I 1959 var jeg som før omtalt på egnsundersøgelse og fra nu af deltog jeg på forskellige steder i landet.
På Bornholm har jeg nu været med mange gange. Også i Vendsyssel og andre steder i Jylland samt på Fyn var jeg med. Det var altid oplevelsesrige ture, det gav også bekendte over hele landet, som har været en glæde at møde igen og igen.
Efter at Ruth var blevet konfirmeret i 1952 og efter hun havde fået sin mellemskoleeksamen, kom hun i huset på Sofienholm og på Søby alderdomshjem.
Herfra kom hun så i lære hos en fotograf i Holbæk. Her var hun i knapt 4 år. Nu havde hun truffet Stig Jensen fra Sorø, han var født 10.-10.-1934.
Stig overtog nu en benzintank i Nykøbing F.
Ruth og Stig blev gift 12.-8.-1961 på rådhuset i Nykøbing. D 4.-11.-1961 fødte Ruth en pige som fik navnet Anette. Det var mange gange at Ruth og Stig med Anette tog turen til Igelsø og vi havde megen glæde af deres besøg.
Erik fortsatte i skolen i Holbæk og fik realeksamen herfra.
Han kom nu i lære hos snedker Petersen i Holbæk.
Efter endt læretid fik han sit svendebrev. Han ville nu læse til ingeniør -men kunne ikke komme ind på ingeniørskolen uden også at være tømrer. Erik måtte derfor arbejde et år hos tømrer Nielsen i Sønder Jernløse. Herfra tog han så på ingeniørskole i Horsens.
Det var her han traf Gurli Andersen, som er født 5.-11.-1945. vi var med ved deres bryllup 19.-11.1966.
De havde en dejlig lejlighed i Horsens indtil Erik fik sin eksamen. Herefter flyttede de til Roskilde i 1968, da Erik havde fået arbejde her. Senere har de selv bygget hus i St. Valby ved Roskilde.
Hjemmeværnet som jeg blev endruleret i ca. 1955 er et helt kapitel for sig.
Det er mange oplevelser og mange gode minder jeg har fra den tid.
Det venskab, sammenhold og kammeratskab jeg mødte her kan jeg ikke skrive godt nok om.
Skovfoged Anker Andersen var leder af vores flymeldingspost. Den hed dengang: ”Kirsten 4”. Anker var på en naturlig måde et sjældent godt menneske.

35
En dag arbejdede han i skoven og fik ved fældning af et træ foden beskadiget. Han kom på sygehuset og blev opereret. Benet kom sig, men så fik han en blodprop og døde.
Et bedre menneske end Anker findes vist ikke måske har han været for god til denne jord.
Vi var alle mødt i uniform til hans begravelse på Nødebo kirkegård. Hvor Skovfoged Vorm Jensen holdt en gribende takketale ved graven.
Hanne kom også til at modtage sin undervisning på Holbæk Private Realskole.
Hun blev konfirmeret i 1963 – Kvanløse kirke (det var Sct. Nikolej Kirke i Holbæk). Hanne fik sin realeksamen hvorefter hun bestemte sig for at ville være husholdningslærerinde (på utallige opfordringer fra hendes forældre).
Dette krævede imidlertid at hun havde været et år i huset, som det hed.
Det drejede sig om, i et almindeligt hjem, at deltage i madlavning, rengøring og eventuelt pasning af børn.
Det var hos et lærepar i Holbæk, at Hanne havde sit første praktiske lærested. Her var hun i nogle måneder. Derefter på et 3 mdr. ophold på Ryslinge Højskole. Senere kom hun til ” ved ”Borreby” ved Skælskør hos hofjægermesterinde (Kammerherreinde) Karen Castenskiold, hvor hun fuldendte det krævet år i praktisk husgerning.
Derefter tog hun del i undervisningen på Kærehave Husholdningsskole ved Ringsted. Herfra tog hun så til København og blev elev på Suhrs husholdningsseminarium.
Omkring 1960 mærkede jeg træthed og kraftig hjertebanken, dersom jeg arbejdede for voldsomt med granstammerne som jeg savede til brædder og bjælker.
Da jeg efterhånden blev mere og mere generet af træthed og uoplagthed i det daglige arbejde, søgte jeg Doktor Juul. Jeg fik her nogle piller som også hjalp noget, selv om det absolut ikke var godt. Jeg havde det dog nogenlunde tåleligt og der gik et par år før jeg talte med doktor Juul igen. Han mente at jeg hellere måtte på sygehuset for at blive undersøgt og her få den rigtige medicin.
Jeg lå på sygehuset i Holbæk i en uges tid i 1964, hvor jeg nu fik nogle piller der hedder digoxini, som jeg skulle tage konstant og ikke udsætte mig for store anstrengelser.
Da jeg kom hjem igen var lejligheden ændret og jeg blev smidt ud af soveværelset. Nu blev jeg henvist til at sove på sofaen i stuen. Efter at Erik var rejst til Jylland flyttede jeg ind på hans værelse.
Jeg har glemt at fortælle at vi havde lavet lejligheden om. Køkkenet var flyttet og havde nu et vindue i syd. Vi havde fået gang eller entre med trappe op til loftet. Gulvene i køkkenet og entreen var lagt i vinyl i felter. Vi havde også fået badeværelse med toilet og septiktank. Stuen var gjort større og med en dør ud til haven. Endeligt var der indrettet tre soveværelser.
En del af ydermurene måtte vi forny. De blev nu muret op i hul mur. Om det var Erik der hjalp mig eller omvendt, ved jeg såmænd ikke. Alt byggeriet og forandring af lejligheden ligger nogle år før mit sygehusophold.
Jeg vil ikke benægte at forholdet i ægteskabet var dårligt.
Stadig fik jeg at vide at Helga ville skilles og nu ville hun ikke vente længere end til efter Hannes konfirmation, så ville hun ikke finde sig i mere.
Min hukommelse er ikke mere så god, men jeg tror at det var efter at Hanne ikke boede hjemme mere, at Helga tog arbejde ude.
Hun var nogle år på Carmen Curler i Kalundborg, hvor hun så begyndte arbejdet kl. 16 og var færdig kl. 24, tog så med rutebil tilbage til Holbæk, hvor hun var kl. 1 om natten.
Her hentede jeg hende så hver nat.
Jeg husker hvor vanskeligt det var for mig, at holde mig vågen hver nat til klokken var et kvarter i et. Jeg turde jo ikke sove inden jeg kørte, af angst for ikke at vågne igen.
Det var jo nok for lidt søvn jeg fik igennem nogle år.
Mit arbejde skulle jeg jo også passe og måtte jo sørge for at tjene en dagløn. Da jeg spurgte Helga om ikke noget af det hun tjente skulle bruges til at dække udgifterne med svarede hun:” Nej, de penge har jeg selv tjent og det er mine egne, dem skal jeg have til at rejse for, når du er død".

36
Vi havde nu nedlagt møllen og savskæreriet og mit hele arbejde var at passe mine bier og at bilde kværne. Det var to ting der passede godt sammen.
Efter høst var der travlt med kværnene. Og fra om foråret og sommeren med, var det bierne, jeg altid tænkte på og arbejde med.
Aaret 1969 var et godt biår, allerede inden jeg tog på egnsundersøgelse i Fjerritslev, havde jeg slynget 1000 kg honning. Efter behandlingen af honningen blev den tappet på dåser, som jeg før 1967 selv kørte ud og solgte i sommerhusområder og i København.
Her var det købmændene der som regel købte fra 100 til 500 dåser af gangen. Det var ikke ret tit jeg tog derind alene. Som regel var Ruth eller Erik med, også Steen (Gunners søn) har været med.
Nu blev honningcentralen i Sorø startet, så nu blev det meget nemmere, men vi fik også en mindre pris for honningen.
Allerede i 1964 blev A. C. Hansen i Asnæs syg. Det var hans lunger der blev noget i vejen med.
Han var bisygdomsinspektør i Holbæk politikreds og havde arbejdet med bier i mere end 30 år. Han brugte aldrig røgpuster, når han undersøgte bier, men havde altid en cigar i munden, som han aldrig fjernede fra denne. Det resulterede i at han fik en mængde røg i sine lunger. Disse var nu meget medtaget af nikotin, hvorfor man på sygehuset fjernede den ene.
Han var stadig meget syg og døde ret snart.
biavlerforening Det var hjælpsomhed jeg altid mødte hos A. C. Hansen. I flere år var jeg medlem af bestyrelsen for Holbæk Amts Biforening, hvor A. C. Hansen var formand. Et arbejde som han med megen kærlighed gik op i og hos ham kunne vi alle altid få hjælp og støtte.
Da han blev syg og måtte afstå hvervet som bisygdomsinspektør, var det mig han pegede på. Jeg bestred derefter embedet indtil 1971.
meget har jeg at sige A. C. Hansen tak for og når jeg mindes ham er det altid glæde jeg føler.
Holbæk biavlerforenings bestyrelse gav mig på min 60-års fødselsdag en smuk malmplatte.
Min første bil købte jeg i 1956.
det var en Opel Rekord, som havde gået ca. 25.000 km. Jeg gav 6.000 kr. for den.
Den havde gule plader, som jeg fik ændret til sort for 300 kr. jeg solgte den i 1960 efter at den nu havde kørt 105.000 km. Og fik 6.000 kr. igen uden nogen sinde at have kostet andet end gummi og benzin på den.
Nu fik jeg så en Opel Olympia den gav jeg 10.000 kr. for. Den var et par år gammel og havde gået ca. 30.000 km.
Da kilometertælleren viste 130.000 skiftede jeg igen i 1965 til en hvid Rekord. Det var ikke så god en vogn som de to tidligere, da den var tilbøjelig til at ruste. Først i året 1970 blev den solgt.
Det var i årerne midt i tresserne at bierne gav meget honning.
Vi fik råd til at købe nye møbler til dagligstue og spisestue, alt i egetræ og meget pænt.
Efter at Ruth havde født Anette 4.-11.-61 blev hun ikke igen den samme og hendes sygdom ville ikke fortag sig.
Efter lægens anbefaling fik hun ophold på Oringe i Vordingborg. Her var hun i nogen tid og opnåede tilsyneladende bedring.
Ruth arbejdede som fotograf på røntgenafdelingen på sygehuset i Nykøbing F.
i 1968 var jeg på egnsundersøgelse på Nordfalster og boede i 8 dage hos hende. Ruth mente at det ville være gavnligt for helbredet med en forandring. Hun flyttede derfor til Slagelse i 1972.
I oktober 1969 blev jeg mere plaget af hovedpine. Jeg var hos doktor Juul 22.-11.-1969 til en undersøgelse og mens jeg var der mistede jeg pludselig balancen.
Dog var det ikke værre end at jeg selv kunne køre hjem.
Hen mod aften forværredes min tilstand og der opstod en lammelse i min højre arm og til dels i højre ben. I ambulance blev jeg så kørt til Holbæk Amtssygehus, hvor jeg lå bevidstløs i nogle dage.
Efter at jeg var vågnet igen blev jeg kørt til Rigshospitalet i København. Her lå jeg så indtil nogle dage før jul og blev i den tid undersøgt på alle måder.
Det var navnlig mit hoved det drejede sig om.

37
I den tid jeg lå der, fik jeg meget besøg af familien. Navnlig var Hannes besøg en daglig begivenhed. Hun var jo nu på Suhrs Husholdningsskole (seminarium), men ofrede alligevel tid på mig.
jeg vidste efterhånden at når solstrålerne fra vinduet nåede til et bestemt sted på vægen, begyndte jeg at lytte efter Hannes skridt på gangen. Det varede heller ikke længe før jeg hørte dem.
Efter at undersøgelserne var foretaget meddelte lægerne mig, at de ikke havde fundet noget, der begrundede en egentlig helbredelse eller rettere behandling.
Men at tiden ville være den helbredende faktor. Kort før jul blev jeg så kørt tilbage til Holbæk Sygehus. Her begyndte jeg at sidde oppe i en stol. Senere fik jeg bevægelsesterapi og da det stadig gik godt fremad, fik jeg et par krykker, som jeg så skulle bruge så meget som muligt.
Efter vi var kommet ind i 1970 blev jeg en dag sendt hjem. Lægerne havde forinden sagt mig at der ville gå en tid inden jeg ville komme mig.
Nu ville man imidlertid søge folkepension til mig og så kunne jeg i øvrig tale med doktor Juul i Sønder Jernløse.
Efter jeg var kommet hjem følte jeg en hurtig bedring.
Ca. en måned efter kunne jeg undvære mine krykker.
Hen på foråret kunne jeg liste rundt i haven. Ruth havde foræret mig et akvarium med fisk. Tiden gik hurtig syntes jeg.
Mit undertøj og mine skjorter som jeg nu ikke selv kunne vaske, tog Hanne og Ruth med til møntvask i Holbæk og fik ordnet det.
Der blev ringet fra statens biavl og spurgt eller rettere sagt, at der skulle være en egnsundersøgelse for bipest på Bornholm og at jeg skulle med.
Jeg mente absolut ikke at jeg kunne, men frk. Frørup, som var leder af kontoret sagde:” Det vil du have godt af og jeg synes du skal tage med.
Jeg skal nok sørge for en makker som kan gøre arbejdet, du skal bare kikke på bierne.
Nu bestiller jeg billet og sender dig 1.000 kr. og så skal du bare tage af sted”.
Nu kunne jeg jo ikke sige nej, men takkede for tilliden.
Hele holdet boede i Rønne og vi havde i alle måder en dejlig tur. Selv om jeg hver gang, jeg kom til en trappe, måtte kravle på alle fire.
Ruth havde sommerferie fra sygehuset i august måned og hun spurgte mig om jeg havde lyst til en tur med til Jylland.
Ruth var alene med Anette, vi tre havde så en lang tur sammen.
Vi boede hos Holten og Helga og derfra kørte vi ud til forskelligt.
Vi var hos Otto og Grethe, hos Poul og Irene.
Vi var i Aalestrup Rosenpark og på Møgelkjær og hos bekendte der omkring.
Efterhånden var jeg blevet så rask at jeg igen turde vove at køre bil.
Det var Ingvar (Helgas bror) - som ofte kom en tur til Igelsø, hvor vi så kørte en tur sammen- som plejede at sørge for en ny bil, når det var tiltrængt.
Han havde solgt en Kadett til Inger og Gunner (hans datter og svigersøn), nu da de var kommet hjem fra Indien, hvor han havde en stor stilling (diplomat). Nu skulle de rejse derned igen og bilen skulle sælges.
Jeg købte den så for 20.000 kr. de havde kun brugt den i en måned, så den var jo ny.
Den gamle bil jeg havde og min kontante beholdning var ikke nok til betaling. Helga måtte så – trods vægring – betale 6.000 kr. af hendes tjente penge.
Det var ikke længe efter at Ruth og jeg var kommet hjem fra Jylland at hendes helbred gjorde det nødvendigt med et længere ophold på sygehuset.
Jeg besøgte hende i efteråret 1970 og kunne da se, at hun havde rettet sig. Senere gentog hun sit arbejde på røntgenafdelingen.
Her i efteråret og i det kommende forår kom jeg meget hos Carl Rasmussen.
Det var oftest i museets interesse vi kørte en tur. Carl Rasmussen havde gennem forsorgen fået 2 båndoptagere, således at det var muligt at optage forskelligt vedrørende dialekter, gamle viser og sange. Også mundtlige beretninger fra gamle mennesker, der fortalte om tiden, som den var i deres barndom. Samt mindegudstjenester og andre kirkelige begivenheder havde interesse.
Nu havde jeg kun nogle få bifamilier hjemme. Finn Helmer, Algestrupgård, Tølløse havde købt alle mine bier, ca. 150 familier og en del tomme huse.
Jeg husker ikke prisen, men betalingen skulle erlægges over 5 år ved levering af et kvantum honning hvert år på honningcentralen i Sorø.

38
Jeg skrev at jeg ikke husker. Nej, min hukommelse er efter at jeg var syg, blevet meget dårlig. Det skyldes måske også at jeg stadig bliver ældre, og er naturlig.
I april ringede Frk. Frørup og meddelte at der igen i år skulle være egnsundersøgelse på Bornholm midt i maj måned.
Fra bisygdomsnævnets side, regnede man med at jeg ville deltage.
Det ville jeg da meget gerne, for når jeg kunne klare det i 1970 så kunne jeg da også i år.
Atter skulle jeg over og se til de efterhånden gode venner og bekendte jeg har på Bornholm. Jeg boede denne gang i Nexø, som er en skøn lille fiskerby på øens østside. Om morgenen gik vi en tur ned på havnen eller var med oppe i kirketårnet for at ringe solen op.
Fra Helgas side var det absolut ikke glæde jeg mødte, da jeg kom hjem fra Bornholm. Hvilket jeg heller ikke havde ventet.
Efter en udtalelse om hvor ringe og hvor umulig jeg var, fik jeg at vide, at dersom jeg ikke fandt et arbejde og tjente nogle penge, var jeg ikke bedre end at kule ned.
Hun skulle – med eder - nok sørge for at det blev inden så længe.
Mine nerver var ikke for gode, men efter en sådan besked blev de jo ikke bedre. Jeg turde ikke længere lægge mig til at sove før efter at hun var kommet hjem om natten.
Hvad skulle jeg gøre andet end at bede gud om hjælp. Min folkepension androg ca. 700 kr. om måneden og når jeg havde betalt alle faste udgifter som skat, forsikring, lys, varme, telefon og udgifter til bilen, var der jo ikke meget tilbage til mad.
Jeg spiste hver anden dag dagens ret i supermarkedets cafeteria i Holbæk.
Det var en uholdbar situation jeg levede under.
En dag gik jeg op til Sagfører Kofod for at indhente oplysninger om hvordan jeg skulle forholde mig med hensyn til en skilsmisse. Sagføreren mente at det var meget let og det ville let lade sig gøre, dersom min kone indvilligede.
Nu ville han skrive til hende og forklare sagen og hvis hun også var indforstået, ville det let kunne ordnes.
Da det nu kom til stykket ville hun absolut ikke skilles og der ville så gå meget længere tid. Jeg var igen hos sagføreren og han anbefalede at søge om fri proces.
Verner Hansen og Janet Larsen
I en af de sidste dag i juni ringede Statens biavl og ville at jeg skulle tage til Bornholm for at deltage i en biavlslæreskole. Det var godt nok for sent at ansøge, men når der fra Statens biavl søgtes, kunne det lade sig gøre og de havde bestilt billet til båden, som de så ville sende mig.
Jeg sagde selvfølgelig ja, tak for så gik den tid. Jeg var jo ellers lige kommet derovre fra. Den 5. juli kom jeg til Bornholms Højskole i Almindingen. Her holdes skolen som varede i 5 dage.
Vi var 30 elever og der i blandt Janet Larsen fra Lolland. Efter at vi var kommet hjem igen, kørte jeg en dag ned for at se hvor hun boede. Jeg forstod at hendes situation ikke var stort bedre end min. hun havde i en del år passet sin gamle far, som nu var død. Hun boede nu alene og havde lige som jeg fået dårlige nerver.
Det var i denne sommer i meget forskellige egne af Danmark jeg færdedes.
Hanne var på Suhrs Husholdningsseminarium og skulle som et led i sin uddannelse have et ophold på Mejerikontoret i Aalborg.
Vi kørte så i bilen derop og boede hos Holten og Helga i ca. 8 dage. Det var i høstens tid. Vejret var godt og vi havde en oplevelsesrig tur.
Det er ikke ret meget jeg husker fra denne tid og det står noget utydeligt for mig, men jeg mener at det var midt i november at Hanne og Ruth var hjemme og tog mig med til Nykøbing, hvor jeg så boede hos Ruth i nogle dage.
Ruth var nu alene med Anette, fordi hun mente at det ville gavne hendes helbred, dersom Stig rejste.
Det var sidst i november at jeg tog ud til Janet og det blev så til at jeg blev der.
Det varede ikke længe før Ruth fandt herud og var en hyggelig gæst her.
Hun deltog meget gerne i det arbejde vi nu havde for.

39
Sagfører Kofod i Holbæk arbejdede stadig med skilsmissen, men det tog ca. 2 år før det hele var i orden.
Ved delingen af boet blev ejendommen sat til 100.000 kr. bilen til 17 tusinde og Helgas tjente penge til 22 tusinde.
Jeg beholdt bilen og Helga sine tjente penge. Resten blev delt og jeg fik et pantebrev på ca. 42 tusinde og hun beholdt ejendommen. Indboet blev delt således, at jeg fik spisestuen og mine bøger, som jeg så kunne hente.
Finn Helmer kørte tingene ned til mig, men kasserne der skulle indeholde mine bøger, var fyldt med aviser og gamle blade. Jeg henvendte mig så til sagføreren, men det var kun nogle af bøgerne han fik ud til mig. Her kunne jeg så hente dem og måtte selv betale for hans bistand.
I sommeren 1972 blev Hanne færdig med sin uddannelse og var nu husholdningslærerinde. Igennem hele sin ungdom havde Hanne kendt Frands Hansen fra Blanksøgård i Mogenstrup, og det var vist ikke kommet bag på nogen at forholdet havde udviklet sig til mere end venskab.
Frands var uddannet karetmager. Senere uddannede han sig ved landbruget og nu soldat indtil 1972.
Efter overrækkelsen af eksamensbeviset på Suhrs Seminarium (hvor jeg også selv var til stede) fik Hanne arbejde på ANS i Nykøbing S. og boede i nogle måneder i Igelsø hos hendes mor, hvorefter hun og Frands lejede et hus mellem Mogenstrup og Sdr. Jernløse et års tid.
De købte 17.-8.-73 en ejendom i Ny Hagested, Gl. Præstebrovej 9, Gislinge. Her er ca. 10 td. land.
Den 24.-8.-74 blev Hanne og Frands viet i Kvanløse Kirke.
Brylluppet blev holdt på Holbæk Slot.
Hanne havde nu fået arbejde på Holbæk Sygehus (som tilsynsass. ved rengøringen).
De. 26.-8.-75 blev Christian født og den 18.-1.-77 fik de en pige, der blev døbt Linda.
Foruden at passe jorden og en stor besætning, kørte Frands hver dag som salgschauffør for Plumrose og senere for Tulip i en stor kølevogn med nedfrosne varer til købmændene.
I december solgte Gunner og Kristine Damgården på Møn og købte nu et hus i Slagelse.
Kirstine plagedes af fremskredet sukkersyge.
Gunner havde fået gigt og ville bo et sted der var højere beliggende og fri for den usunde havgus.
Jeg var, så vidt jeg kunne, behjælpelig med at flytte for dem til Holbergsgade 46.
Det var også i disse dage at Holten holdt ferie på Højsted alderdomshjem (tidligere fattiggård), som er en slags restaurant eller hotel.
Han inviterede Gunner og Kristine og mig og Helga til middag.
Jeg havde været til egnsundersøgelse i Sydsjælland og tog dem med til Højsted, senere kørte jeg dem også hjem til Møn, hvor det hele stod i opbruddets tegn.
Gunner og Kristine boede her i Slagelse i mange år. Kristine var meget plaget af sukkersyge og hun blev med tiden helt blind.
Gunner var stadig generet af gigt og fik i 1977 en hjerneblødning, som medvirkede at han næsten mistede evnen til at tale.
Han kunne heller ikke læse, da han ikke kunne forstå bogstavernes betydning. Jeg synes ikke at de i deres alderdom havde noget at glæde sig ved.
At Ruth i november 1973 flyttede til Slagelse, har jeg tidligere omtalt.
Hun arbejdede en tid som røntgenfotograf på sygehuset.
Hendes helbred blev ikke bedre, men stadig forværredes hendes sygdom, skønt hun gjorde alt for at komme sig og var i høj grad klar over, at hun ikke var det for Anette og Stig (Stig var nu flyttet tilbage til dem) som hun gerne ville være.
Ruths begravelse Julen 1976 bad hun om de måtte holde jul her hos os.
Hun var, med sig selv klar over at hun magtede ikke at holde jul i Slagelse. Vi havde så her en god juleaften sammen.
Vi havde om eftermiddagen været sammen en tur i skoven.
Den 26.1.1977 ringede Stig og med megen bevægelse fortalte han at Ruth var død.
Begravelsen skete nogle dage senere fra kapellet på Slagelse kirkegård.
Efter præstens tale sang vi bland andet Ruths ynglings salme: En rose så jeg skyde. Efter begravelsen var følget samlet til kaffe. Der står nu en pæn sten på Ruths grav. Hun blev kun 47 år.

40
Da jeg kom her til Lolland i 1971, nærmere betegnet Bagskovvej 14, Holeby, var mit helbred ikke noget at prale af, det eneste jeg mente at kunne var at køre min bil og det var vist ikke for godt.
Jeg havde et sammenstød i Vordingborg, som jeg selv var skyld i, og som jeg naturligvis tog skylden for og derfor ikke havde politi, men ordnede det hele gennem forsikring.
Stadigvæk var jeg noget svimmel og følte stort ubehag ved at gå yderst på fortovet og gik jeg langs en grøft var det i ret stor afstand. Også med bisygdomsundersøgelser havde jeg stort besvær, når jeg skulle gå over store afstande, for eksempel 100 m. Jeg måtte stå stille og hvile.
Det var mig en glæde at modtage statens bisygdomsnævns opfordring til at være inspektør i politikreds 21.
Helbredet blev bedre og bedre det ene år efter det andet og det skyldes i meget høj grad, at jeg i alle måder havde det godt med pleje og omsorg, som jeg ikke tidligere har kendt.
Men nu da jeg er fyldt 70 år vil det vel være forkert at påstå, at jeg bliver bedre og bedre. Alderen gør sig jo også gældende.
Det har været mig en glæde at jeg har haft mulighed for at foretage forbedringer på ejendommen her og vi har også ved fældes hjælp, haft glæde af forøgelser og forbedringer af haven også på den måde, at vi har samlet mange sjældne planter og blomster.
Janet kender dem alle og benævner dem med deres latinske navn, men der kan jeg ikke være med, min hukommelse er blevet for dårlig.
Og hvor har vi så fået planterne. Ja, vi har jo købt mange i Havecenteret i Nykøbing. Vi fik en del fra Statens biavl i Brødeskov. Også i Glamsbjerg på Fyn har vi været på et gartneri med sjældne planter. Også i Næstved har vi fået nogle. Mange har vi fået af Anna i Torkilstrup (som er Janets søsters datter). Vi er med i havebedømmelse, hvor vi hvert år modtager præmier.
Inden for bekæmpelse af bisygdomme her på Lolland, er jeg meget handicappet. Det er jo et helt ukendt område og jeg har svært ved at huske navnene på byer og personer, hvilket gør det hele vanskeligere for mig.
Egnsundresøgelserne klarer jeg godt og de er meget interessante.
I 1975 var vi på Bornholm nærmere betegnet i Nexø. Janet var med derovre og var med ude og se på bierne. Året efter var det her på Lolland i Søllested. Jeg boede herhjemme og kørte så frem og tilbage hver dag.
I 1977 var der undersøgelser i Jylland omkring Holstebro og arbejdet blev foretaget fra Sevel, hvor arbejdsholdet boede på kroen. Vi boede hos Maren Aaberg i Vedersø og jeg kørte så til Sevel om morgenen og til Vedersø om aftenen.
I de lyse sommeraftner var vi ofte en tur ude på Holmsland for at se på klitterne og Vesterhavet. Det var skønne turer og med rige oplevelser.
Igen i 1978 blev egnsundersøgelsen gentaget, men da boede jeg sammen med holdet i Holstebro, for at undgå den lange tur ti Vedersø, hvor Janet igen var hos Maren Aaberg.
Det var dejlige dag og jeg tjente da også et par kroner.
Janet har to søstre Lilly og Edith.
De bor begge i København, hvor Lilly er hjemmesygeplejerske og Edith er medvirkende ved et folkekøkken.
Hun har eget hus på Amager og her har vi boet når vi har været i København, for at opleve byen og besøge seværdigheder.
Lilly har selv bil og komme en gang imellem herned med Edith og Ditte (som også er noget familie). Maren Aaberg som tidligere var Lillys kollega i København har nu bygget hus og bor i Vedersø, ikke langt fra sin fødegård.
Også Kirstine og Nimann som har en møbelforretning i Sakskøbing kommer her ofte, ligesom vi alle tit er samlet hos dem. Om sommeren mødes vi i deres dejlige sommerhus nede ved Marienlyst.
Janet og Kirstine er kusiner.
Mon ikke det var i 1976 vi var en tur i 8 dage ved Rhinen i Tyskland.
På vej derned overnattede vi i Godsler, som jeg synes er en gammel by med mange historiske minder. Ved Rhinen boede vi og havde herfra mange interessante udflugter. Det var absolut en dejlig og uforglemmelig tur.

41
Mange dejlige fester har vi haft hos os, hvor vi om sommeren er samlet ca. 17-18 personer i et festligt lag.
Til Knuthenborg Safaripark har vi ikke langt.
Vi er trofaste gæster, mest om sommeren, men også om vinteren, er der meget at se. Det er jo sådan at hver gang vi kommer der, bliver vi en oplevelse rigere. Da vi har rabatkort er det jo en billig fornøjelse at køre derud. Ingen steder ser man dyrene under så ideelle og for dem så naturlige forhold, og kun få steder er der så rige botaniske seværdigheder og tilstedeværelse af sjældne og meget gamle træer og buske. Rododendron er i blomstringstiden noget ganske særligt. Har vi gæster er det en naturlig ting, at vi tager en tur til Knuthenborg Safaripark.

Efterskrift

Verner Hansen

Janet og Verner købte et lille hus på Mellemgade i Maribo, hvor de nåede at bo nogle år inden Verner, det sidste år, var nødt til at blive passet på Margretecenteret.

Verner Hansen døde d. 13.-12-1984, han blev 76 år - Han blev begravet på sin 77 års fødselsdag den 19.12. Han ligger på de ukendtes plads på Maribo Domkirkes kirkegård.
Helga Sølvsten Skriver døde i 1998, hun blev 89 år - Hun er begravet ved siden af Ruth på Slagelse Kirkegård.
Janet Larsen - ingen data.

min fars vise ord
Skrevet af Verner Hansen i Eriks scrapbog foråret 1958
min far var en rolig, venlig, klog og kærlig person. Erik