passer og lineal erik

Erik Sølvsten Skriver

erindringer - under udarbejdelse.

rev. 2022

(under udarbejdelse - siden skrives ikke til mobiltelefon)mobil


De yngste år
Den kom flyvende ind over kostalden, en sort flyvemaskine. Jeg stod i den ene dør til kostalden, og løb over til den modsatte dør, hvor jeg så den fløj væk.
Det er det første jeg husker, og jeg var kun cirka 2-3 år gammel. Det var mens vi boede på Vorgård i Gislinge. Det har sikkert været en tysk maskine - for det var i slutningen af anden verdenskrig.
Det næste jeg husker er farmor, da hun lå i sin kiste i møllerens hus i Gislinge.
Fra tiden på Vorgård husker jeg ikke mere. Jeg har fået fortalt, at jeg gerne gik ned ad markvejen til Marie hvor er jeg bad om ostemad. Hun borede på gården for enden af markvejen men på den anden side af Adlers Allé. Gården er væk nu. Jeg husker kun svagt hvordan man kom ud af køkkenet og ud til vejen
Vi flyttede til Sjælle - vist nok Morfars hus. Det var et lille hus, som lå i et sving inde midt i byen. Her lavede far en træmodel af en kirke, en bondegård og en vejrmølle til mig.

Årene i Kvanløse
Fra Sjælle flyttede vi til Kvanløse i et ældre bindingsværkshus med strå på taget. Jeg tror, at det har været en et værksted for en karetmager eller sådan noget lignende, fordi det havde et værksted med forskellige værktøjer til træ arbejder.
Huset brændte i forbindelse med en skorstens brand. Vi flyttede ned til Herman og Anna som boede 30 m fra hvor vi var. Senere flyttede vi så op i et hønsehus, som far havde indrettet til soveværelse og stue. Far og en murer byggede så et nyt hus. Det hus ligger der i dag (2022). Det er Ringstedvej 211.
Det blev bygget med 4 rum og loft. Et soveværelse, køkken, stue, fin stue, spisekammerog trapperum. Der var naturliogvis hoveddør og bryggersdør. Sådan byggedse man dengang. Indlagt vand og kakkeloven, samt brændekomfur. Ingen isolering.
Senere er der bygget til.
Far lavede hele grunden om så den blev vandret i tre niveauer afgrænset med kampesten og kampestenstrapper. Grunden gik helt ned til tingstedet - de store sten hvor bylauget sad på når der var beboermøde i gamle dage.
Stuen var møbleret med bord og 4 stole. Belysningen var et neonrør over bordet. Så kunne mor sidde og sy tøj. Jeg havde en trøje der var gået i stykker. Den skulle repareres. Måske var jeg kæphøj og skulle irettesættes. Det gjorde mor ved at svinge trøjen efter mig. Neonrøret knaldede. Jeg havde nemlig bundet min yoyo fast i den ene knap, og yoyoen lavede en fin bue direkte ind i neonrøret. Vi kunne ikke lade være med at grine begge to.



2
I den fine stue stod arvestykker fra 1800-tallet - meget fornemt. blev kun brugt ved fine lejligheder - tror jeg. Men der var skabe, som mor gemte kager i. Brunekager til jul. Smagte godt.
Der var dør ind til spisekammeret fra køkkenet, brændekomfur og en trækasse til briketter og brænde. En dag Ruth var efter mig løb jeg ind i spisekammeret . Desværre havde jeg fat i karmen med højre hånd da hun knaldede døren i. Fingeren ved siden af lillefingeren blev klemt over neglen. Det gjorde ondt - og den blev blå. Neglen groede ud igen - men med en nedtrykning på midten. Det varede næsten 30 år inden den var helt lige igen.
bistik på øjnene Da vi blev for store til at sove sammen med far og mor - dengang Hanne skulle fabrikeres - indrettede far et rum til os på loftet. Der var ikke lys i det rum - kun i det øvrige loftrum. På et tidspunkt sprang pæren og jeg fik lov til at sætte en ny i - selvfølgelig på et tidspunkt hvor det var mørkt. Fumlede med det og kunne ikke rigtig ramme revindet. Det irriterede mig så jeg prøvede med min tommelfinger. Det gjorde ondt. Heldigvis stod jeg på en træstol. Det var mit første bekendtskab med strøm uden sikkerhedsafbryder. Det fandtes ikke.
Far havde fået bier. Jeg blev stukket på det ene øje så jeg dårlig kunne kigge ud af det og kort tid efter blev jeg også stukket på det andet øje. Det hævede helt voldsomt, og jeg kunne næsten ikke se.
I byen var der mange børn at lege med. Ved siden af lå postens hus. De havde fire børn, Kurt, Arne, Erik og Poul Hansen som var tvillinger. Ved siden af dem igen boede Erling og Verner Jensen.
Poul og Erik var jævnaldrene, mens Erling og Verner var lidt yngre eller ældre. Jeg legede mest med Poul og Erik, men kun fordi de var nærmest ved.
På den anden side af vejen boede Mogens Due, Kirsten Due og deres lillesøster. Hos gartneren boede Hans Larsen og hans storesøster. Længere mod Roskilde boede Jette, Ole, Jørgen og Helle Christensen - maskinfabrikkens børn. Længere mod Holbæk boede Jørgen Funk Poulsen og hans søster.
Ved Nykro var der et brødudsalg hvor Elisabeth og hendes søster boede. På mejeriet boede Alice som var Ruths veninde. Ved siden af kirken boede Jens og Ingrid Jensen. Jeg legede skiftevis med dem alle sammen afhængig af hvem der nu havde tid.
Desværre var Mogens far dårligt gående, så de rejste tidligt fra gården. Jeg mødte Mogens Due mange år senere i ca 1966. Han nåede at hilse på Gurli. Han boede ved Sorø, og jeg mener det var ham der spillede bridge med min fætter Bent Skriver i Sorø. Han besvarede aldrig mine kald til ham.



3
Når jeg ikke legede med drengene legede jeg med mig selv. Mor havde givet mig et Tekno sæt da jeg var 5-6 år gammel. Alt var i stål og dæk til hjul i gummi. Det var et begyndersæt, men jeg købte dele til det, af egne penge, i hele min skoleperiode. Dengang besluttede jeg, at jeg enten ville være ingeiør eller arkitekt.
Da vi kom til Igelsø mølle, og jeg blev stor nok til at håndtere en sav, byggede jeg en trækasse med 3 rum - et til stålstænger, plader, hjul, fladjern og vinkeljern - et til bolte og møtrikker - og et til gevindstænger og skruenøgler.
tekno Alle de ting jeg nåede at bygge var efter fri fantasi - sjældent efter brugsanvisningens modeller. Jeg holdt meget af tekno.
Når jeg legede sammen med de andre drenge, var det lege som skjul, fanger, cykle om kap, skyde med bue og pil, skære pilefløjter o.s.v
Vi legede næsten altid sammen, selv når vi øvede os. F.eks lærte jeg at holde balancen på en cykel, ved at sidde på en pude over kranken på min mors damecykel, og ro med benene. Det var anstrengende men interessant. Og resultatet blev tilfredsstillende.
Når man skulle lege alene foregik det med en 'skjult' makker.
Skolen i Kvanløse lå ca 1 km hjemmefra. Ruth og jeg gik hver skoledag frem og tilbage. Det var ikke farligt - måske fik vi en bil at se. Da vi lærte at skrive blev det et fast indslag at skrive numrene på bilerne. Det kunne vi sagtens nå. De kørte ikke så stærkt, og antallet var vel 2-3 i timen. Vi gik med ryggen til trafikken - altså modsat det man bør i dag. Så vi så aldrig når vi blev kørt over. Heldigvis skete det ikke.
Skolen blev drevet af lærer Tange - en rigtig ond fyr, altid med en pegepind i hånden, som han bestemt ikke undlod at bruge. Ruth nåede at blive undervist af ham. Derimod havde jeg frk. Bangsgaard som lærer. Hun så gammel ud, men var faktisk ung, og lærerjobbet var hendes første.
Undervisningen var rent til grin set med vore dages briller. Det første år lærte vi at læse i Ole Bole og stave ordene - "en so, en ko, har Ole". Næste år blev det udviddet med "to køer, to søer, har Oles far og mor. Derved lærte vi flertal, og så var vi færdige med anden klasse.
Det niveau var lavere end lavt. Det kedede mig at gå i skole, og jeg tabte interessen for det. Det var dejligt nå vi skulle synge "nu er klokken blevet mange, nu må vi se at komme hjem, ellers blir' vor moder bange, tingelinge later om igen" - altså sidste vers af tingelinge later. Åndsvagt.
Og så lærte vi et børnerim der lød såda: Aw god daw - må jeg låne din saw - vel må du ej - du må gå din vej - og spise din leverpostej. Og så skulle vi hyle af grin fordi det var så sjovt. Det var det så.
I en gymnastiktime faldt jeg ned fra ribberne og kom til skade med højre hånd. Lå i gibs på Holbæk Sygehus i en uge. Den skade bevirkede at jeg ikke kunne holde roligt på en blyant resten af livet, og min håndskrift blev elendig. Det har jeg stadig problemer med.
I skolen havde vi regning, dansk, gymnastik og geografi. Jeg husker ikke flere fag, men historie har vi vel haft.
På skolen havde vi både pissoir og lokum. Det havde vi ikke hjemme. Der var kun et lokum i haven med en spand, og indholdet blev gravet ned i urtehaven. Fine grøntsager - bestemt.



4
Køleskabe kendte man ikke. Man inrettede sig efter det der kunne holde sig. En ko gav mælk. Mejeriet lavede det til sødmælk, skummetmælk, kærnemælk, fløde, ost og valle. Det er det samme i dag (år 2022) men nu tilsætter man og trækker fra , hvorved der skabes en masse forskellige ting af de samme grundmaterialer. Min mor lavede - ligesom alle andre - det vi kaldte tykmælk. Det var sødmælk, som blev tilsat kærnemælk, og som stod og tyknede til dagen efter. Det smagte vidunderligt. dengang var fløde en naturlig del af sødmælken, og i mælkeflasken kunne fløden lægge sig som et tykt lag på overfladen, så flasken altid skulle rystes når man fik fra den.
Mælkeflasker var i klart glas - og til genbrug. Genbrug var meget udbredt dengang. Det gjalt alle former for flasker - selv medicinflasker kunne afleveres på apotekerne. og der var et lille beløb pr. flaske.
Dengang var det fint at have et lille træskab på væggen hvor man opbevarede medicinen. Et medicinskab, som det kaldtes, var ikke noget alle havde råd til.
Mine forældre havde ikke noget skab. De havde heller ikke rigtigt noget at komme i det. Kun levertran og vitaminpiller, som vi fik hver dag. Efter jeg flyttede hjemmefra har jeg ikke senere spist den slags.
Efterhånden som jeg blev større udviklede legene sig til en form for træning. F.eks. byggede jeg en plade, lagde meder underneden og fastgjorde blykabel fra telefonledninger på mederne. Et skaft i hånden med et søm i enden - og der var en slags skøjter til vinterfrosne søer. Det var svært at løbe på. Det var så heldigt, at der for enden af vor grund - ved siden af tingstedet - var et gadekær. Det er tildækket nu, men var et eftertragtet legeområde i de unge år.
Kunne søen ikke bruges, var der altid en lavning i en pløjemark, hvor regnvand havde samlet sig, og hvor man kunne sejle på isflager. Sjovt, men man blev meget beskidt. Vintrene i de dage var strengere end i dag.
Når det var nytårsaften fik vi lov at være ude. Så var der ballade. Lokumsspande blev hejst i flagstængerne, cykler transporteret langt væk, og de mindre landbrugsredskaber blev kørt til andres gårde. Så hjalp vi med at finde det hele dagen efter, altså hvis vi fik findeløn.
En nytårsaften kastede Ruth i kådhed en blikspamd ind over gartnerens drivhus, som lå overfor kirken. Det vil sige hun kunne ikke. Spanden ramte taget og trillede ned af glassene. Ren kaos. Hun gik ned til gartneren dagen efter og beklagede.
En anden nytårsaften kom Peter helms - Agnetes lillebror - iført sin julegave, en grå vindjakke. Han havde sit nytårsskyts i den ene lomme, og tændstikker i den anden. På et tidspunkt tændte han et kanonslag, puttede det i lommen og smed tændstikkerne. Den vindjakke kunne ikke reddes.
Jeg må have været i nærheden af 11 år da jeg begyndte på Holbæk Private realskole. Da slap jeg efterhånden omgang med mine legekammerater.
Det var noget helt andet at komme i den skole. Jeg var helt bevidst om, at vi kunne lære noget her. Men jeg var belastet af min oplevelse i Kvanløse Skole, og nåede vel aldrig at komme i omdrejninger. Jeg syntes altid mine kammerater var meget dygtigere end jeg selv. Jeg gjorde naturligvis i omgang med lærerne det, som mine forældre havde lært mig, og som de havde lært af deres forældre, nemlig at jeg ikke måtte tale når de voksne snakkede. Det hed også at tale er sølv, men tavshed er guld. Og så var jeg vel klog nok til at holde kæft.



5
Den opdragelse forbandede jeg i de næste mange årtier, Den gjorde mig usikker hver gang jeg havde lyst til at sige noget, og den hæmmede min udtryksevne. Jeg sagde først noget 'offentligt' på et langt senere tidspunkt. Jeg blev rimeligt god til det, men den dag i dag ligger det stadig dybt i mig. Jeg håber sandelig den opdragelsesform er begravet.
Selv om jeg prøvede fik jeg aldrig mine karakterer op over mg-minus. Jeg tror lærerne havde sat mig i bås. De var synligt gladere for nogle andre, men det skulle senere vise sig at de aldrig blev til noget særligt.
I alle årene kørte jeg med bussen til og fra Holbæk. Det var en prøvelse, for man måtte gerne ryge i bussen. Og det blev der så sandelig også gjort. Næsten alle voksne røg et eller andet, og den røg blandede sig med damernes parafumer, og det hele endte med at stinke ganske forfædreligt - når man altså ikke selv hverken røg eller gik med parafume.
Det var både godt og skidt at det lugtede af røg og parafume. Det var godt fordi de færeste dengang havde brusebade. Man blev klatvasket - lidt i ansigtet, lidt på hænder og arme og under armene. Og så kom man ellers svedstift på - med parafume i, og brylcreme i håret til at holde på hudskel og snavs. Vi var møgbeskidte året rundt, og vi har sikkert lugtet af snavset menneske. Men - ju-hu - det kunne ingen lugte fordi alle røg eller brugte parafume - begge dele i store mængder.
Den første dag i Holbæk Private Realskole må have været spændende, for da jeg stod af bussen ved vejen op til vort hus i Kvanløse, ville jeg hurtigt hjem og fortælle om hvordan det var, så jeg løb ud af bussen og om foran og over vejen. Der var mit liv lige ved at være slukket. Jeg nåede akurat over inden en bagfra kommende sportsvogn kunne have kørt mig ned. Dengang var der ingen regler for trafikken, bortset fra, at de skulle holde til højre, og ellers holde tilbage for trafik fra højre.
Jeg slap med skrækken.
Næsten hver dag fik jeg 15 øre af mor til at købe en lille sødmælk for. Jeg gjorde flere gange som hun sagde, men sparede dem også sammen til at købe salmiakstænger. Det fortalte jeg aldrig, og hun spurgte da også kun til mælken, som jeg naturligvis kunne bekræfte at have købt.
i starten skulle jeg betale kontant hver gang jeg skuille med bussen, men senere købte man et kort, som blev klippet med en tang for hver tur. Det blev naturligvis kaldt et klippekort. Det var trygt når vi kørte med hr. Petersen eller hr. Larsen - 2 rolige mennesker.
De første mange år skulle vi vente på bussen i ca. 1,5 timer imden hjemturen. Ventetiden blev så drevet væk ved ture i byen eller på biblioteket. Det var mens Sindbæk var skoleleder.
Da Ejner Just Petersen blev skolebestyrer var det slut. Vi måtte så læse på lektierne i klasseværelser på skolen. Der var vel omkring 30 der gjorde det. Det blev så her og i bussen om morgenen jeg læste på mine lektier. Jeg læste altid kun een gang og overhørte mig selv bagefter. De skriftlige opgaver måtte gøres ved spisebordet hjemme.



6
Årene i Igelsø
Jeg havde fået anden og trediegradsligninger forkert ind i hovedet. Hver gang der var et spørgsmål om det måtte jeg så op til tavlen og forsøge. Det gik aldrig særlig godt, selv om Just bankede sine knoer ind i kraniet på mig, hvilket gjorde meget ondt. Jeg kunne ikke finde ud af det.
Til realeksamen skulle vi op i matematik. Der blev ringet efter mig - hvor blev jeg af. Jeg troede det var dagen efter. ingen forberedelse, op på cyklen og til Holbæk. Jeg mødte Jan og et par andre, som kunne fortælle, at dagens højeste karakter var mg. Jeg gik ind og trak et spørgsmål, og selvfølgelig om de fandens ligninger. Jeg fik mg+ - jeg havde fået det lært.
I en kort periode passede far Igelmosegård. Vi boede der, men det eneste jeg husker var den dag, da jeg ville løbe hen til far på marken, og overså det elektriske trådhegn. Det var præcist så højt, at det ramte mig på halsen. Jeg fik ikke stød, men oplevelsen sad i mig.
Jeg var med far den første dag efter han havde købt Igelsø Mølle. Det var overraskende at se hvor mange stikkontakter der var i det hus. Jeg syntes næsten det var en herskabsvilla. Nå. men det var det nu ikke. Der var pap på taget, som dog efter en del år blev udskiftet med bølgeplader i asbest. Der var brænderum med trappe til loftet. Det rum blev senere ombygget til værelse. Der var 2 værelser mere, en rimelig stor stue, en entre fra indgangsdøren mod Holbækvej som blev sløjfet og arealet inddraget i stuen. Der var køkken med brændekomfur, spiseplads og skabsplads, og et spisekammer. Døren fra køkkenet åbnede direkte til en åben mellemgang mellem huset og en tilbygning. I den tilbygning var der vaskerum med gruekeddel, kalekammerværelse, lokum og en mindre stald til 2-3 dyr.
Så var der et stort træhus med hønsehus i den ene ende og garage i den anden ende, en hønsegård samt selve møllen med savværk. Det var en meget stor grund.
Nu hvor vi er ved høns: både møllen og hønsehus havde mange edderkopper. Vi er opdraget med at edderkopper er væmmelige insekter. Men mennesker er ikke byttedyr for en edderkop. Derimod spiser den alle de insekter der generer os. Fluer, sølvfisk, lopper, lus m.v er på spisedlen, så i virkeligheden er edderkoppen et nyttigt insekt.
Huset bev opvarmet med en muret kamin, som afleverede næsten al varme til gråspurvene på taget. Det var mildest talt et koldt hus. Ingen isolering nogen steder og enkeltlagsglas i vinduerne, Om vinteren frøs vi og selv om der var blus i kaminen, var der kun lidt varme i en afstand af 3-4 meter fra den. Vinduerne var tilfrosne med et tykt lag is. Det var meget koldt. Selv om der senere blev isoleret på loftet og lavet dobbelte ruder, og indsat en kakkelovn i stedet for kaminen, frøs vi stadig om vinteren. Far forsøgte at aflede opmærksonheden ved at læse højt af H C Andersens eventyr. Der var 7 bind - så vidt jeg husker - med fantastiske fortællinger. Far elskede bøger - især leksikon, atlas, fagliteratur og beskrivelser.
I haven stod en model i træ af møllen. Den var cirka 3 meter høj. Man kunne lege i den for indvendig var alt bygget præcist som i virkeligheden. Men min kære mor synes at buske og træer pyntede, så de dækkede til sidst over modellen, og da man ikke havde træbeskyttelse til den, rådnede den op. På et tidspunkt kom en mand og tilbød at købe hvad der var tilbage, men mor ville ikke sælge, fordi hun pludselig fandt ud af, at hun gerne selv ville restaurere den. Det kom aldrig så vidt. Den ville i dag have været et enestående klinodie. Kvinder er ikke altid til at blive kloge på.
Igelsø Mølle blev så vort hjem i mange år, og huset bev hele tiden forbedret så det var tåleligt at bo i.
Køkken og indgang blev ændret, og der blev plads til indendørs træk og slip med håndbruser og en gasvandvarmer i køkkenet. Det var dejligt første gang at få varmt brusebad. Det blev også kun ved det ene. Vandvarmeren varmede med gas, og det forsvandt hurtigt i flasken, og da køkkenopvask også blev en del af gasvarmerens opgave, var forbruget stort, og der blev kun brugt få flasker før det ophørte. Herefter var vi lige så snavsede som tidligere. Men skidt-pyt.
Jeg fik hurtigt legekammedrater i Igelsø.



7
De var ikke alle lige gamle, men vi kunne da lege sammen alligevel. De største lege var skjul, fanger og røvere og soldater. Da jeg blev stor nok, fik jeg en lille høvl. Med den og en sav kunne der så laves både trægevær og pistoler. Det blev til en del, for der var eftersprgsel.
Da jeg kom i lære som møbelsnedker lavede jeg en boomerang. Den fløj slet ikke i begyndelsen, men så begyndte jeg at tilpasse den så godt jeg kunne. Det lykkedes for mig, og det lykkedes at lære det kast, hvor den vendte tilbage til der hovr jeg stod, og når den gjorde det, holdt den stille i luften og snurrede, mens den dalede langsomt ned i græsset. Helt fantastisk.
Vi løb også på skøjter om vinteren på Igelsø. Det var en stor risiko med det, fordi den ene ende mod byen aldrig frøs ordentligt til. Heldigvis holdt vi os væk fra det åbne vand, og vi vidste ikke, at hvis vi var faldet i, var det slut.
Søen havde en badebro - i virkeligheden en fortøjringsbro til robåde. Derfra badede vi om sommeren.
Jeg har gået til dans, metalsløjd, træsløjd og fodbold i Kvanløse aftenskole og Sønder Jernløse aftenskole, samt på Vommevad forsamlingshus.
Hjemme havde vi høns. Far byggede selv sammen med gartneren et hønsehus mere, så der kunne sættes gang i æggesalget. Det gik en del år indtil priserne havde gjort det umuligt, så blev hønsene slagtede, og tilbage var der 4-5 stykker som producerede de daglige æg. Der kom også dværghøns til - meget søde.
Vi havde altid haft hund, men deen gamle 'Gvon' som var en hyrdehund nåede aldrig med til Igelsø. Den blev efterfulgt af en terrier - 'Pelle'. En sort hvid som vi fik af slagteren i Brorfelde. Dengang var der ingen penge i hunde, og hvis de blev syge blev de aflivet. 'Pelle' var en hunhund, og fik naturligvis hvalpe. De blev aflivet, hvis ikke der var aftagere.
Da 'Pelle' døde af alder var der kun ene af hendes hvalpe tilbage. Den var så ene i nogle år indtil en bokser med stamtavle - fint skulle det være - blev købt. De 2 hunde brød sig ikke om hinanden - og så var bokseren 'Dot' alene tilbage. Den var døbt på stamtavlen 'Stillinge bardot' - åndsvagt navn til en hund.
En overgang havde vi kaniner. De var meget søde - lige indtil jeg opdagede at de spiste deres eget lort. Så var de sørme ikke søde mere. Men det er naturligt for kaniner at spise deres eget lort, fordi de ikke kan fordøje maden ordentlig ved første gennemlæb. Men det vidste jeg bare ikke. Kaniner smager i øvrigt ganske godt.
Far forsøgte at pelse dem og garve skindet uden kemikalier. Det gik ikke. Fluerne formerede sig i skindene, og de måtte kasseres. Det vil sige graves ned.
'Bibbi' kom som gedekid, og voksede sig stor. Geder er dejlige dyr. Hende vi fik leverede lam til frokostbordet. Hun gik altid og græssede på arealet mod vest. Kun når far kom var hun virkelig kælen. Hun fik nemlig en lille smule pibetobak at spise. Så rystede hun voldsomt på hovedet og fnøs - men ville gerne prøve en gang til. Det er vel min første erfaring med narkomaner.
Duer blev en fast del i møllehatten. Jeg vred halsen om på dem når vi skulle have duesteg. De smager helt utroligt godt, og det er synd de er gået i glemsel.



8
Vi havde også ænder. Meget kloge dyr. De gik frit rundt. Tit gik de over i søen på den sydlige del af Mogenstrupvej. Det var hannen der førte an. Når de nåede Mogenstrupvej stod de stille, Hannen kiggede og vippede hovedet først til den ene side, derefter til den anden, og hvis ikke der var lyde, gav han en komando, og så løb ænderne over vejen. En eftermiddag stod hannen pludselig uden for stuevinduet og skræppede op. Mor gik ud, og så løb han mens han skræppede, om til adgangsvejen mod Mogenstrupvej. Her lå en af hunnerne på ryggen i en vandpyt. En tam and der ligger på ryggen, kan næsten aldrig komme op at stå ved egen hjælp.
Der var en meget stor urtehave, hvor mor havde gang i mange ting. Ofte fik jeg selerier med til Holbæk, hvor jeg solgte dem til grønthandleren. Haven kunne præstere nogle fine grøntsager, fordi de både fik duemøj og hønsemøj at leve af. Det er ting der er gået i glemmebogen. I dag skal det helst være kustgødning - det er ligesom om det er finere at arbejde med. Vores egen spand fra lokummet blev også gravet ned, men lidt dybere.
Ingen tænker dybt over hvad det er gårdmanden kører ud på markerne og fælder i jorden. I virkeligheden er det det samme.
I haven havde vi æbler og pærer. Og de blev brugt i madlavningen. Far og mor havde i kraft af deres omgang med Kristian Sørensen, adgang til adskellige æbletræer fra hans plantage. Der var både spiseæbler og madæbler, og vi bar hjem i kasser hvert efterår.
Kristian Sørensen var muligvis født omkring 1900. Han havde været gift og havde et barn i København. Det er i alle tilfælde hvad jeg har hørt. Han var eneboer på sit husmandssted på ca. 6 tønder land jord med frugtplantage og mose. Huset var gammelt. Det var vinkelbygget med stuer og køkken i den ene fløj, og stald og lade i den anden fløj. Han havde en hest, en ko og en gris. Han levede af den ejendom, dog med en aldersrente - en folkepension - på sine gamle dage.
Det var yderst beskedne forhold. Arbejdstøj og et par brune, pæne bukser var al hans påkladning. Cykel var transportmidlet når han et par gange om året skulle til Holbæk og nyde en kop kaffe med kage på Lund Henriksens bageri. Ellers gik han både til købmand og bageriudsalg. Begge dele var i Igelsø.
At se ham bestige cyklen var altid mærkeligt. På bagkranken var fastskruet en ca. 10 cm stålstang i venstre side. Han satte benet på stålstangen, hænderne på styret, og så skubbede han sig frem med højre ben samtidig med, at han løftede sig op i sadlen. Sådan havde jeg aldrig set det. Hverken før eller siden.
Første gang jeg så ham skænke kaffe op, var jeg lige ved at råbe op. Han blev ved med at hælde til det var løbet ud over kanten, ned i underkoppen, og stoppede først da kaffen var ved at løbe over underkoppen. Så satte han kanden, løftede koppen, tørrede den af på underkoppens, satte koppen ved siden af underkoppen og løftede forsigtigt underkoppen op og drak. Jeg fik senere at vide, at sådan gjorde man i slutningen af 1800-tallet.
Han var altid skægget, snavset, slidt i tøjet, men han var et særdeles dejligt menneske. Vi holdt alle meget af ham, og en gang i mellem inviterede mor ham til aftensmad, som det hed dengang. Her nød han så at fortælle sine soldaterhistorier. Jeg har hørt dem mange gange. Der blev aldrig lavet om på dem, og det var nok også hans livs største oplevelser.
Kristian Sørensens plantage var enestående. Det var nemlig ikke en plantage han skulle leve af, men en plantage hvor der fyldt op med æblesorter i alle afskygninger. Der var sommeræbler, efterårsæbler og æbler der først modedes omkring jul, og som også kunne tåle nogle kuldegrader. holdbarheden for en enkelt sort var helt til marts - april. Der var plantet forholdsvis nye træer af sort som jeg ikke kan huske hvad hed - nogle af træerne havde stadig navnet hængende på en seddel - og et enkelt af disse gav et æble der havde en helt vidunderlig smag. Det gjalt i øvrigt mange af træerne.



9
Det er ikke som i dag - 2022 - hvor æblerne i supermarkederne er smagsløse. Hvis man dog bare havde Kristian Sørensens æbletræer ville et æble kunne sælges for en meget fin pris. Der var også kirsebær. D.v.s det var et bær, som smagte som en mellemting mellem kirsebær og moreller. Jeg ved ikke hvad det var, men vi hang i de træer når bærene var nodne, og spiste os helt mætte.
Kristian Sørensen brugte mosen som vaskested for sig selv - altså når han blev vasket. Hans køkken og stue lignede noget der ikke var gjort hovedrent i adskellige år, og hans soveværelse havde samme karakter.
Men han gik i marken næsten hver dag og passede sit arbejde lige indtil han blev kørt på plejehjem. Her levede han kun i kort tid.
Hans ejendom er væk, men måske er nogle af æbletræerne tilbage. Han var en person jeg aldrig glemmer.
Igelsø havde et brødudsalg i den nordlige ende og en købmandsforretning i midten af byen. Købmandsforretningen havde salg af benzin via en stander med håndpumpe, hvor man kunne nøjes med at købe i halve liter. Det passede til knallerter og motorcyker. Forretningen var vel ca 3 x 4 meter og indeholdt areal til de hamdlende, en købmandsdisk med kafekværn, hylder til de daglige fornødenheder, et hængeskab til kosmetik, sæbe og barbergrej, en trætønde med spegesild, og lidt forskelligt gulvfyld med salgsvarer. Effektivt men primitivt, men det virkede. Det købte blev indført i en købmandsbog, så man kunne betale når der var mulighed.
Personalet bestod af Hans og Anna og deres datter.
Igelsø - hvem bor hvor Købmandens benzintank blev nedlagt længe før der var lovgivning om miljø, og dermed lov om forurenet jord. Så al det benzin der blev spildt er gået i undergrunden. Det ved den nuværende ejer sikkert intet om.
Brødudsalget lå i den nordlige del af Igelsø. Det var et hus med udnyttet tagetage. I stuen boede Poul-Erik og Lizzie med deres forældre. I loftetagen boede faderens forældre. Poul-Eriks far arbejde som karl på Den gård, hvor Mogens og Kirsten boede. Der var vist et familiebånd mellem Kirstens mor og Poul-Eriks far. Poul-Eriks mor passede hus og brødudsalg. Brød og kager fik de fra bageren i Uggerløse. Derudover solgte de slik, sodavand.
gammeldags gramofon m tragt Lizzie blev veninde med min søster Hanne. Poul-Erik og Jørgen, som boede i huset ved siden af brødudsalget, var mine legekammerater i mange år. Poul-Erik fik et indianertelt til en fødselsdag. Deri tilbragte vi megen tid med at spille gramofonplader på en gramofon, der blev trukket op med et håndsving. Det lød ikke særligt godt.
Det blev dog ikke til så mange år. Poul-Erik døde ved en trafikulykke, hvor føreren var hans egen mor. Hun havde ikke kørekort, men da hendes bror fik en folkevogn - en bobbel - fik hun en prøvetur ned af markvejen og tilbage igen. Da hun skulle bremse foran husets trappe, tog hun fejl af bremsepedal og gaspedal. Uheldigvis sad Poul-Erik på trappen.
Det var en forfærdelig oplevelse for en lille by og Der blev talt om det i mange år.



10
Poul-Eriks far havde en alvorlig sukkersyge og døde i en ung alder. Derefter giftede Poul-Eriks sig med Jørgen Hansen, der var søn af Igelmosegården nord for Igelsø.
På det der i dag hedder Møllegården kunne man købe mælk direkte fra koen. Der var mange i byen der gjorde det. Man kom så med en mælkespand, Ikke en spand i den forstand, men en kopi af de store mælkejunger der blev afleveret til mejeriet. En sådan spand kunne vist nok have 4 liter, men man kunne købe den mængde der var behov for. Det var råmælk, og det smager helt anderledes end det sødmælk man kunne købe på de specielle mælkeflasker. Disse falsker var oprindeligt i klart glas, men senere i brunt glas i størrelsen 1/4, 1/2 og 1 liter flasker.
På samme gård kom en aften i slutningen af 1950'erne en landstryger og hans hund. Det var folk, der rejste rundt og arbejdede hvor de kunne, fik mad hvor de kunne tigge sig til det, samt sov hvor de kunne få lov. De var flinke mennesker som var spændende at høre på, når de fortalte om deres mange oplevelser fra deres rejser.
I øvrigt var der en meget stor naturlig sø vest for bygningerne. Den er næsten fyldt op nu.
I byen var der flere gårde. På gårdene skulle dyrene slagtes. Det skete altid om efteråret. Det var hjemmeslagtning, og ikke noget med at sende til slagteriet, hvilket kostede. Det var den lokale slagter der førte kniven, hvis ikke gårdmanden selv kunne. Der var et satans til hyleri fra dyrene. De var udemærket klar over hvad der skulle ske. Jeg brød mig ikke om at overvære det.
Når slagtningen var overstået kunne gårdmanden køre dyrene til det nærtliggende frysehus, hvor han havde en nøgle til sit eget rum. mod betaling selvfølgelig.
Disse frysehuse kan man se i dag rundt omkring. Der har åbenbart ikke været interesse i at rive dem ned, skønt alle blev overflødige for meget længe siden.
Hos landmanden Knudsen, der er far til Ernst og hans søster - somjeg ikke husker navnet på - fik byens børn lov til at deltage i landbruget i den udstrækning hr. Knudsen havde brug for det.
Vi var med når der blev høstet om efteråret, og jeg fik lov til at køre med hans fergusontraktor og pløje markerne. Det var interessant at finde den teknik der kunne pløje de lige fuger, og det lykkedes ganske godt.
Det gik i nogle år, men så døde hr. Knudsen. Han var da ikke narkoman, men han havde altså kørt sin bil ud på marken og parkeret den i en lavning, så den ikke umiddelbart kunne ses. Her førte han så en slange fra udstødningsrøret ind i kabinen. Det overlevede han ikke. Årsagen blev aldrig kendt.



11
Der var også en smed hr. Pedersen. Han havde lærlinge og dse udførte alt smedearbejde. Hans hus lå på vestsiden af vejen, og smedien lå på østsiden.Jeg legede meget med Henning og Robert, der var næsten på min alder. Ilse var en 3 år ældre og følte sig vel nok voksen. De var i byen i mange r, men en dag hørte vi, at de ville imigrere til Canada. Mor sagde, at det var nok fordi de ikke kunne få forretningen til at hænge sammen. Hun vistre intet om det, men det beroligede hende at opfinde en årsag til alt muligt.
Jeg husker stadig den dag de skulle rejse. Jeg måtte ikke gå hen til dem og sige farvel, fordi man ville gerne have en årsag til hvorfor ded rejste, og man vidste jo ikke hvad de havde gjort. Så jeg måtte pænt blive hjemme. På et tidspunkt kom de 3 børn gående hen ad vejen mod Holbæk. Jeg stod i vinduet, men blev gennet ind bag gardinerne, fordi de ikke måtte se mig. De rejste til Canada. Jeg har senere via internettet søgt at finde dem ved at skrive deres navne. Men navnene er ikke unikke, så det har været umuligt at finde dem. Jeg fortryder, at jeg ikke fik sagt farvel.
Ved siden af smedien lå karetmagerens hus med værksted. Det var ikke ret stort, og ydermere var den halve del brugt til værksted, så der har ikke været mange kvm. til stue,køkken og værelser. Lokum var i et hus for sig.Karetmageren lavede mange hjul, som smeden satte stålring på. Karetmagerens værksted var spændende, og udstyret med mange specielle værktøjer til hjulfremstilling og vognfremstilling.
Ved siden af karetmageren lå gartnerens hus, og dannede hjørnegrund mellem Holbækvej og Maglesøvej. Han lavede grøntsager til forretninger og private, men vi købte aldrig noget af ham. Måske fordi mor lavede dem selv i sin store køkkenhave, måske fordi hun ikke kunne lide ham.
Vi boedee i Igelsø da jeg blev konfirmeret. Gæster ved min konfirmation var Ingvar og Edith, Anna og Harding samt Gunner og Kristine. De var inviteret til spisning efter konfirmationen, som i øvrigt skete i Holbæk Domkirke. Jeg husker ikke et ord af hvad præsten sagde, og ej heller hvad vi fik til middag. Derimod husker jeg at Gunner og Kristine gav mig en lille legetøjstraktor, Mor og far gav 5 kr.. Det samme fra Edith og Ingvar. Men fra Anna og Harding var der en nøglering, som de havde købt på deresx tur i Venedig. Det forestillede en gondol som sejledfe forbi en af de høje afmærkninger. I toppen af afmærkningen hang nøgleringen. Hele gaven knækkede da jeg forsøgte at sætte den første nøgle i. Det var noget spinkelt metal. Jeg syntes det var tarvelig at give mig sådan noget billigt metal, især fordi Anna var min gudmor.
Så var der kun traktoren tilbage.
Mere var der ikke. Det var ikke unormalt, men står i skarp modsætning til alle de gaver vi giver i dag både til konfirmation og til jul. gaven på 5 kr. lyder ike meget, men det kan sammenlignes med den daværende timeløn på ca. 4 kr.
Edith og Ingvar, Anna og Harding var tit på besøg om sommeren. Det samme med Bent og Ninna og Henning og Ulla. Selv Inger og Gunner har været der. De boede ellers i Bombay.
Ofte kom de blot dumpende, og så måtte jeg af sted i møllehatten for at finde nogle dueunger vi kunne spise. De blev hurtigt plukket og stægt i en gryde. Sammen med kartofler, duer og duesovs, samt syltede agurker blev alle mætte. Duer er ikke mere på meuen i restauranter. Det er synd, for de har en god smag. Det er modsat kyllinger som skal tilsættes meget smagsstof før de er rigtig gode.

Mens jeg ikke var så stor, kunne jeg lide at sidde og rokke på sofaen - lidt ligesom man ser åndsvage mennesker sidde eller stå og rokke. Jeg var ikke åndsvag - ikke efter min egen mening, men bevægelserne beroligede mig. Jeg tror at det skyldtes en form for understimolering. Der var jo ikke så meget at gøre, for alle aktiviteter lignede dem jeg gjorde i går og forgårs.

12
Da jeg blev større, fandt jeg altid nye ting at beskæftige mig med. Især om vinteren på aftenskole var der flere tilbud, og af dem brugte jeg dans, sløjd, metalsløjd og fodbold, kurser i matematik på højere niveau og maskinskrivning. Ja - tænk sig, at lære at skrive på maskine var dengang et selvstændigt fag. Blindskrift forstås. Gymnastik blev fravalgt fordi man skulle have gymnastiktøj - og det kostede.
Literatur kedede mig. Selv om jeg tit var på biblioteket i Holbæk, var det altid de faglige hæfter jeg kiggede i, og jeg lånte aldrig bøger med hjem til læsning. En overgang fik jeg smag for lommebøger. Det var bøger i a3 format. Det var korte romaner som man hurtigt kunne læse. De gik - som man siger - ind af det ene øre og ud af det andet. Rent tidsfordriv.
Men fagliteratur blev hængende. Her kunne man lære nogte. Den interesse fortsatte hele mit liv. Jeg har tit meldt mig til kurser som jeg fandt aktuelle, og ofte var der beviser på deltagelsen.
Det var min måde at udvikle mig på. Her på mine gamle dage - 2022 - er internettet blevet et uundværligt medie til denne udvikling.
Inden jeg gik ud af skolen fik jeg en cykel. Hvor den kom fra husker jeg ikke, men det var dog en helt normal cykel uden gear, og med baghjulsbremse. Den havde et - efter min mening totalt kikset styr, så jeg monterede et bilrat i stedet for. Det så tosset ud, men det virkede. rattet var blevet til overs, da den cykelbil, far havde lavet til mig, blev for lille.
nefa lygte Jeg øvede mig i at køre med 'bilcyklen'. På den tid var lys på cykler kun noget de færreste havde. Jeg fik dog købt en Nefalygte som man monterede på den lygteholder alle cykler havde dengang. Lygten var en dansk opfindelse. den var udstyret med et 2014 batteri, og med den kunne man akurat se sit eget forrhjul når det var mørkt. Og uden gadebelysning var det virkelig mørkt om aftenen.
Men skidt - jeg kendte vejen, så jeg afprøvede min 'nye' bilcykel og Nefa ved at køre ud af udkørslen til Mogenstrupvej, dreje til venstre , og igen dreje til venstre mod holbæk, og igen dreje ind af indkørslen fra Holbækvej. En rundtur jeg afprøvede nogle gange indtil jeg - i et sving - drønede ind i siden på en mandlig cyklist, som kørte uden lys.
NSU Vi væltede, men der skete ikke noget. Så behøvede jeg ikke flere rundture.
Det varede ikke længe før jeg fik en bedre cykel. Det var en brugt rigtig herrecykel med opretsiddende stilling, gedebukkestyr som vi kaldte de bøjede styr, 3-gear og tromlebremse. For at gøre den god at køre på, vendte jeg styret så håndtagene pegede fremad, hvilket gav en mere fremadlænet kørestilling. Tromlebremser var ikke godt, men kunne dog standse cyklen på ca 10 meter. Det gik, og jeg kørte på den indtil jeg fik knallert, en NSU qwickly i 1961.
Både cykel og knallert blev aldrig lappet. Dæk var lavet af gummi. Det revnede ikke og punkterede ikke i alle de år jeg kørte. Men stellet var slattent. Det var lavet af jern. Ikke det bedste, men den var billig.



13
Mens jeg gik i skole tjente jeg lidt penge ved at køre med ugeblade i omegnen. Det var salg ved døren og kontant afregning. Senere sparede jeg op fra mine ugelønninger. Opsparingerne blev bla. brugt til at financiere de to køretøjer.
Jeg var ikke ene om at køre med blade. Dengang havde vi ingen mail eller sms, så al korrespondance skete ved at skrive breve, som blev puttet i en postkasse, der var placeret centralt i byen - i vores tilfælde hos kkøbmanden. Disse breve blev så samlet ind af den lokale post fra Kvanløse og afleveret på posthuset som også lå i kvanløse. Herfra blev de videretransporteret til bestemmelsesstedet. Transporttiden var oftest fra 3 - 8 dage, med mindre de skulle til udlandet via sejlbåd.
Når andre sendte til ens adresse kom posten direkte og afleverede breve og pakker. Han kørte på cykel med en stor sort taske foran. Var der megen post skulle han køre flere gange rundt i distriktet - oftest begrænset til sognet.
Vores adresse i Igelsø var: Verner Hansen, Igelsø Mølle, Igelsø pr. holbæk, Sjælland, Danmark.
Vi havde naturligvis telefon med håndsving og stort gammeldags rør, som dog senere blev udskiftet til en mere moderne telefon. Telefonen var en såkaldt partstelefon. Det vil sige, at der var flere parter (ejendomme) om at dele udgifter til abonnement. Når man skulle ringe løftede man røret for at høre om der var ledig eller om der var nogle der talte sammen. Talte den anden abonnent, var man høflig og lagde røret på igen. Ikke alle var lige høflige. Der kunne somme tider høres åndedrag i røret mens man talte.
telefon Et opkald blev hver gang bestildt via telefoncentralen hvor der sad en dame. hun forbandt så ledningerne så man kunne komme videre til sit bestemmelsessted eller til en anden omstilling, hvis der var fysisk langt til den, man ville tale med. Normalt fik man forbindelsen med det samme. Men man kunne også opleve telefondamen sige, at man ikke kunne få vedkommende i tale fordi han/hun var gået til købmanden - eller hvad der nu var aktuelt.
Man kunne snildt ringe til Amerika, men det tog lang tid at forbinde ledningerne rigtigt. Derfor bestildte man samtalen og lagde røret på plads indtil telefoncentralen ringede tilbage og sagde, at nu var forbindelsen klar. Så sagde telefondamen hallo, hvilket sædvanligvis startede samtalen. Ellers måtte hun sige hallo igen.
radio Det var sjovt at lytte til far og mor når de ringede til nogle bekendte. De startede altid med at sige hallo, hallo - er der nog'en - hvem er det - er det dig moster Anna - neeeej god dav, hvordan har du det dog? o.s.v.
Der var stor glæde hver gang det lykkedes. Det gjorde det altid.
Der var også radio og pladespillere. Det var nogle meget store apparater. Vi havde kun radio. På radioen kunne man høre studieværten indlede med at sige: 'her er Danmarks radio København - Kalundborg, '. Der var radioavis, gode koncerter og hørespil, bl.a. Siva-skriget var meget uhyggeligt. Det kan i øvrigt stadig høres i år 2022
Næsten alle radioer kunne modtage kortbølgesendere. Det betød at man kunne høre 'næsten' alle radiostationer over det meste af kloden. Spændende var det at høre skibsradioerne. De der talte derfra, talte også med deres familier.
Vi havde ikke TV i mange år. Engang var der en udsendelse jeg gerne ville se, så jeg gik ind til naboen og spurgte, om jeg måtte se den hos dem. Det fik jeg lov til, og blev også inviteret dagen efter. Det blev jeg ved med i mange måneder indtil far og mor selv fik anskaffet et TV . Dengang var der blot en enkelt kanal med en sendetid fra kl. 19.00 til ca 22.00
Der var kvit eller dobbelt med Svend Petersen som tv-vært, Otto Leisners pladeparade og TV-avisen.



13a
Duer og selerier fik jeg lov til at tage med til Holbæk, hvor jeg solgte dem til hhv, en slagter og engrønthandler. Det gav selvfølgelig lidt penge til yderligere ting.
Det var helt naturligt, at når far bad om hjælp var der ikke penge at tjene. Jeg hjalp med at lave frugtkasser til frugtavlerne, hjalp til i savværket med at tage brænde fra når far savede brænde til videresalg. Brændet hopede sig helt naturigt op foran saven og skulle naturligvis flyttes for at give plads til mere. Jeg hjalp også til med bierne. fik dog aldrig interesse i at passe dem , sikkert fordi de stak for meget. Dengang var der ikke alt det beskyttelsesudstyr, som man kan få i dag. Jeg hjalp også med at mure på stuehuset og bygge den carport vi fik til bilen. Det var i øvrigt mit design med de skrå stolper og hældende tag. Syntes jeg så smart ud.
Far tog mig med på ture når der skulle bildes kværne. Det var meget kedeligt, for der var intet for mig at lave. På en af turene brændte gårdmandens datter sig varm på mig. Det var bestemt ikke gensidigt, så da hun spurgte om min adresse sagde jeg naturligvis hvad jeg hed, men angav så adressen til at være Regstrup Hotel.
Jeg fik aldrig brev.
Far og jeg gik mange ture rundt om Maglesø og i skovene ved Sofienholm. Hele vejen hjemmefra og tilbage igen. På de ture var far ikke meget talende. Kun når han kunne fortælle noget sagligt eller som indeholkdt en portion sund viden , åbnede han munden og fortalte hvad han vidste. Men det var aldrig om følelser eller personlig vejledning. Både han og jeg var med i luftmeldekorpset, en afdeling af hærhjemmeværnet, som havde tilholdssted på toppen ved Maglesø, der hvor landmålerstenen står ca. 150 meter nord-vest for Maglesøvej nr. 4. Vi deltog i mange år, og det var i det værn jeg lærte at skyde med riffel, og fik endda sølv for det. Det var også min tilknytning til det, som var årsag til at jeg ikke blev soldat, men blev bedt om at blive i hjemmeværnet.
. Jeg var nu nok blevet kasseret fordi jeg allerede på det tidspunkt var blevet opereret i mit knæ. Nogle år efter konfirmationen tog jeg realeksamen.
I mellemtiden var jeg kommet i puberteten, og var ret ofte blevet skræmt af at høre min mor sige at man kunne få børn ved at være sammen med piger. Jeg fik bare aldrig at vide hvordan man fik børn. Der var megen blufærdighed omkring det, og svaret var altid, at jeg blot kunne gå ud og se hvad dyrene gjorde. Da jeg så det ske mellem en ko og en tyr, blev jeg forarget over at se, at tyren stak sin pik ind i numsen på koen. Så blev jeg kvindehader, og undlod i mange år ret bevidst at komme ud for at være ene med en pige. Det varede i flere år, og jeg var vel omkring 20 år inden jeg fandt ud af, at en pige har 2 huller. Det blev jeg bare ikke klogere på, for hvad skulle jeg gøre. Nå, men det gik op for mig senere.



14
Mine år som lærling
Min far tog mig med til Holbæk, hvor der var arrangeret et tema om hvad børn kunne beskæftige sig med i voksenlivet. Jeg blev hurtigt klar over at adgangskrav til arkitekt eller ingeniør - når man ikke havde en studentereksamen - var at lære et håndværk.
Jeg valgte snedker frem for tømrer, fordi det gav adgangsmulighed til både at blive arkitekt eller ingeniør. Vel at mærke med en 1-årig arbejdsperiode hos en tømrer hvis jeg valgte at læse til ingeniør. Det var så ingeniør jeg blev, men har haft megen glæde af at have lært snedkerarbejdet.
Jeg fik skaffet mig en læreplads som snedker hos J. Frederik Petersens eftf. på Kalundborgvej 12, Holbæk. Dengang var der møbelfabrik, møbelforretning og begravelsesforretning. I dag er der begravelsesforretning, og fabrikken er omdannet til beboelse.
Lærepladsen kunne først starte ca. 3 måneder efter min realeksamen, så i mellemtiden fik jeg et job som bagerikarl hos bagermester Lund Henriksen på Algade 64, Holbæk. Han havde et konditori med brødudsalg og servering af kaffe og kage. Det var et dejligt job. Jeg tror det var 40 kr om ugen jeg fik, altså væsentlig mindre end svendene som fik omkring 200 kr. Men det var ikke lønnen der var så interessant. Det at have et arbejde man kunne lide, talte mere i min bevidsthed.
Sådan har det i øvrigt altid været for mig.
Arbejdet var rengøring af bageriet og dets redskaber, samt udkørsel af brød til folk der bestilte. Det var en LongJohn budcykel jeg benyttede når der skulle køres med lagkager. Det er ikke svært at holde balancen på den, men man skal altså prøve en kort tid inden det føles naturligt.
Jeg cyklede frem og tilbage hver dag. Mødetiden var kl. 06.30, og så kunne jeg tage hjem til Igelsø når jeg var færdig om eftermiddagen. Ofte med gårsdagens forskellige brød som ikke blev solgt.
Bagermesteren - Lund Henriksen - lavede sikkert papirarbejde. Jeg så ham aldrig beskæftige sig med noget. Kun når han skulle ud at køre kiggede jeg. Han havde nemlig en Mercedes Benz 190 fra ca 1957. Den var meget flot, så jeg var sikker på, at der måtte være penge i brød. Han havde en søn der var større end mig, og meget mere doven.
Herfra kom jeg så i lære på Holbæk Møbelfabrik hos N. Frederik Petersen & Søn Fabrikken var gammel og slidt. den var i 3 etager, forbundet med trætrapper. Mange indvendige vægge var i træ, og vi opbevarede træmateriale indendørs.
Maskinssnedkeriet lå i stuetagen, håndsnedkeriet og tørrerummet på 1. sal og 3. sal var forbeholdt lakering og færdiggørelse. Det var en lidt omvendt orden, for efterhånden som ting blev færdige i stueetagen, skulle de bæres på 1. sal til færdiggørelse, og dereter til 2 sal til lakering, og så ned til stuen igen til salg eller videretransport.
Så alle læredrenge skulle altså fragte møbler op og ned
Det havde alt sammen været ok, hvis der havde været en vareelevator. Men det kom først efter et par år. Da brændte hele molevitten.



15
Der var ikke spiselokale. Alle sad på tilfældige steder, bortset fra snedkerne og snedkerlærlingene, vi sad på høvlbænken.
Der var lidt langt mellem os på den måde, så socialt blev det ikke helt. Det gjorde heller ikke så meget, mange røg efter sidste mundfuld, og så var det helt ok med lidt afstand. En kort periode havde fabrikken en arbejdsdreng, som røg mens han spiste. Det har jeg ikke set hverken før eller siden.
Det varede dog ikke længe før jeg selv købte de første cigaretter. Der var nemlig toilet i gården, og det stank. Derfor var det rart med lidt røg at lugte til. her startede min rygeperiode, og den sluttede først den 21 januar 1981 - da mine børn vendte hovedet væk når jeg ville kysse godnat. Tak i øvrigt for det.
Færdiggørelse af møbler sluttede med lakering med celluloselak - det er forbudt i dag. Når det var tørt blev det slebet med fint sandpapir og bagefter blev der gnedet linolie på i et tyndt lag indtil det skinnede. Indgnidningen blev gjort med tvist. Den blanding er selvantændende under visse omstændigheder, så tvisten skulle altid fjernes helt ved fyraften.
I den periode hvor det var min tur til at efterpudse efter lakeringen, skete det at fabrikken brændte. Omstændighederne blev aldrig klarlagt, men forsikringsmanden og mester blev enige om, at det sikkert var den yngste lærling, der havde glemt at bortskaffe tvisten. Det var mig der var yngst. På den måde fik jeg skaffet mester en ny fabrik. Og vi fik elevator til transport af møbler - hånddrevet forstås, men det var en lettelse.
Fabrikken blev opvarmet med al træaffald - spåner, savsmuld og træstykker - som bogstaveligt talt blev hældt i fyret. Det var et stokerfyr med lodret fyring. Jeg har selv været fyrbøder på det. Der måtte ikke hældes for meget på ad gangen. Overetrådte man den vejledning, dannede fyret gasarter, der eksploderede med et brag. Men normalt først når der kom luft til - altså næste gang man åbnede lugen for at kigge ned i brandkammeret
På et tidspunkt kom en arbejdsdreng til at overtræde det forbud. Det gav et drøn i hele fabrikken. Skorstenslemmen blev revet ud af sine fatninger og havnede på gulvet, og arbejdsdrengen fik brændt en del af forhåret. Så ku han lære det, ku han.
Fabrikken producerede også ligkister. Jeg har selv været med til at samle sådan nogle kasser. De der skulle brændes kom i en meget tyndt konstrueret kasse, mens de der skulle i jorden kom i en stærkere kasse, som kunne holde et stykke tid inden den brasede sammen i jorden.
Mester var bedemand med egen ligbil. En chevrolet. Han inviterede mig til at mmedvirke når de døde skulle lægges i kisten - inviterede er måske så meget sagt - jeg kunne ikke sige nej. Første gang skete om formiddagen. Så jeg fik ikke spist min madpakke den dag. Efterhånden gjorde det mig ikke noget.
De døde skulle alle have en papirsdragt på og et papirlagen over, så de så pæne ud når familien skulle se dem en sidste gang.
Man kan ikke klæde en død person på, som man gør med en levende. Alt bliver sprættet op og lagt så pænt omkring den døde, som det nu kan lade sig gøre. Nogle af familierne kom med silkeskjorter til afdøde, men de fik samme behandling - blot med en kniv eller saks.
Det er ikke behageligt at håndtere de døde. Nogle går meget hurtigt i forrådnelse, og så må man blot holde vejret så længe man kan.
I dag er der stadig en bedemandsforretninmg, men fakrikken er omdannet til beboelse. Den ligger i første række mod vandet.



16
Ugelønnen var 28 kr. som første års lærling. den steg til 38 kr. som fjerdeårs. Det var ikke meget, men der kunne både købes nyt tøj, toiletting og andre ting samt laves en lille opsparing. Kun få år efter min læretid steg lærlingelønninger ganske meget.
Men det hele gav mulighed for at gå i byen om aftenen, enten alene eller sammen med de andre lærlinge eller bekendte fra Holbæk. Det var besværligt for alle. Selv cyklede jeg til Holbæk om morgenen, hjem om eftermiddagen, igen til Holbæk eter aftensmad, og så ellers hjem når de forskellige begivenheder var besøgt. Sædvanligvis omkring 40 km den dag.
Der var mange ting at foretage sig, og jeg lærte mange andre unge at kende. Der er dog ingen af dem jeg holdt fast i. Efter endt læretid blev man sådan lidt voksen, og så kom der helt naturligt andre unge på banen.
Arbejdet som træmand støver. Støvet lægger sig hvor det kan - i håret, på huden og på tøjet. Eftersom kun få havde mulighed for bruse- eller karbad, inklusive min familie, måtte jeg børste håret, klatvaske arme ansigt og ben, og ryste tøjet. Rene var ingen af os, men det blev skjult med parafumer og røg fra cigaretter, pibe og cigarer.
Hver gang min barber skulle klippe mig, kiggede han på mig og spurgte om jeg ville have håret vasket. Efter mit 'nej' trak han vejret dybt og sagde ikke mere under hele forløbet. Jeg vaskede selv mit hår - en gang imellem. Pengene kunne da bruges på en mere fornuftig måde end at få en fremmed til at vaske mit hår. Men han og jeg blev aldrig gode venner.
Selv om jeg var møgbeskidt og lugtede af snavs var det ikke svært at score pigerne. De lugtede jo lige sådan. Men der var aldrig nogle af dem som fængede, og jeg troede en overgang, at jeg måtte leve livet som ungkarl.
På et tidspunkt syntes jeg at en pige der hed Helene var lidt mere interessant, men jeg lærte hende aldrig at kende. På samme tid spillede de en sang som startede med "Hele ugen alene u hu hu hu, turde jeg bedst skulle jeg mene" o.s.v.. Jeg fattede ikke at de sang Heleugenalene - piger hedder da kun Helene. Men - det er afklaret for længst. I min læretid eksperimenterede jeg en del med træets muligheder. Som tidligere omtalt lavede jeg en boomerang ved at lime 3 lag mahognitræ sammen medc overlapning, hvorved den bøjede form blev lettere at færdiggøre. Jeg lavede et skakbord med mahogni og birkefiner - rød-hvid - på en rund plade. Desværre var pladen masiv fyrretræ, som bøjede sig ved fugtpåvirkning. jeg lavede en rund sarg til det, også ved sammenlimning af fyrretræ, og så blev sargen fræset rund på maskinerne inden mahogifiner blev limet fast med varm lim.
Det var nyt for mig at lave intarsia, som det i virkeligheden var på selve bordpladen. Processen måtte gøres om en enkelt gang, indtil jeg limede korrekt. Det var flot med drejede ben og krydssprodser, men bordet forsvandt fra mig mens jeg var i Horsens.
Selvfølgelig lavede jeg mit eget værktøjsskab, og det hænger stadig i min garage.
Op mod en jul gik jeg i gang med et masivt dækketøjsskab i egetræ, der skulle håndlaves med synlige sinker m.m. Jeg nåede at lave kassen inden jul. I jule perioden blev værkstedet ikke opvarmet, og da jeg kom tilbage i januar var alle plader vinde og skæve. Fugtpåvirkning forstås. Så blev det opgivet. Jeg ved ikke hvad der skete, for det var væk næste morgen, og så fik jeg en anden opgave.



17
Op til tiden for mit svendestykke lavede jeg en tegning af et barskab. Kravet var at lave en skuffe og en låge i et møbel. Enkelt krav, men svært. Kort før måtte jeg opereres i knæet, og have fjernet et stykke brusk, der var gået løs. Mine knæ må være fejlkonstruerede. Jeg har aldrig kunnet bøje dem helt. Jeg nåede dog at blive færdig med mit svendestykke.
Men da svendebrevene skulle gives og jeg mødte op på den udstilling der var lavet med alle 14 vendestykker, da mistede jeg håbet om en god karakter. Der stod nemlig det ene flotte dækketøjsskab efter det andet, som var udført i palisander med eller uden birkefiner, spejle m.m, mens mit lille skab udført i teaktræ, stod og så ud som en fattig blandt konger.
Jeg var dog rimelig sikker på at få mit svendebrev. Da det s¨skulle gives til os, blev der tildelt 2 sølvmedaljer og en bronzemedalje. Jeg fik bronzemedaljen og en karakter der kun lå 0,1 point under sølvmedalje.
4 års læretid slut. Skabet har fulgt mig siden.

Jeg var blevet klar over at det var ingeniør jeg ville være. Det kunne jeg starte på, hvis jeg arbejdede mindst 1 år mere som tømrer.
Derfor kørte jeg til Tømrermester Georg Nielsen i Sønder Jærnløse og spurgte ham om han kunne bruge mig i et år. Han gloede overrasket på mig og fik givet mig et ja. Det år gik så med at renovere gamle huse og bygge nye. Lønnen var 5 kr. pr time.
Kvaliteten af de nye huse var ikke efter min smag. Der blev støbt grund, indstøbt stålrør med en afstand der passede til noget der mindede om beton/leca blokke, som blev stablet ovenpå hinanden med asfalt imellem. Og så var der pludselig lavet en ydervæg. Den blev pudset udvendig og beklædt indvendig med gipsplader fastgjort med 9cm lange søm, der skulle bøjes når de var halvt slået i. Ellers faldt hele pladen af. Hvem sagde topkvalitet - men husene var billige.
Jeg syntes ikke rigtig jeg lærte noget spændende, men året gik dog.
Der var mange unge som jeg lærte at kende. Der var bal på diverse kroer og danserestauranter rundt om i byerne. De blev flittigt besøgt. Mange piger søgte at komme i kontakt med mig, men der var ingen som jeg kunne se en fremtid med. og de mandlige bekendtskaber blev aldrig til venner.



18
Ingeniørskolen i Horsens
I efteråret 1964 rejste jeg til Horsens for at begynde på ingeniørstudiet. Det var med færgen Julle fra Kalundborg til Juelsminde. Far kørte mig til Kalundborg og stod og vinkede til mig da skibet sejlede. Ruten blev nedlagt i 1996. Fra Juelsminde kørte bussen til Horsens, hvor jeg stod af i krydset Bollersvej/Bjerrevej i Dagnæs. Der var lejet værelse på Ryvangsalle 3 i kælderen. Jeg vidste ikke hvor vejen lå, så jeg spurgte købmanden på hjørnet hvor jeg stod af. Han vidste det heller ikke præcist, men mente det lå et stoppested ind mod byen.
Jeg prejede så den næste bus ind mod byen. Men bussemanden så på mig som om jeg var helt fra den, og så fandt jeg ud af, at i Horsens havde man etableret faste steder hvor bussen kunne holde. Da mærkede jeg virkelig at jeg kom ude fra landet.
Det endte med at jeg måtte slæbe min kuffert, som var meget, meget tung og i fare for at revne, de knapt 400 meter hen til min adresse. Det gik, og jeg fik vist værelset. Det blev jeg hurtigt klar over at jeg måtte skifte med et andet.
Der var lidt over 2 km ind til Ingeniørskolen, så der blev købt en gammel cykel til transport.
Ret hurtigt efter lykkedes det mig at få et værelse på Højdedraget 11 i horsens. Nu var der kun knap 1 km til skole, så jeg begyndte at gå.
Adressen lå også tæt ved dansehallen 'Lunden', hvor der var bal hver lørdag. Her sad jeg mange gange og spyttede i det samme glas øl, og studerede pigerne. Der var ikke rigtig nogen der faldt i smag - og så gik jeg hjem igen.
Efter overstået optagelsesprøve var det juleferie, og turen gik til Igelsø. Selvfølgelig måtte jeg fortælle hvordan det var i Horsens med den meget brede hovedgade min far havde fortalt mig om. Og der var megen morskab, da jeg fortalte at jeg var gået rundt for at lede efter den. Hovedgaden i Holbæk er nemlig lige så bred på et stykke.
Efter nytår var det retur til Horsens og start på 1.semester. Bøgerne var maskinskrevne, indbundet og specielt produceret til ingeniørskolen. Der var åbenbart enkelte af kammeraterne, som var sprunget fra. De dukkede aldrig op.

Lørdag den 9. januar 1965 sad jeg igen på 'Lunden' og kiggede på pigerne. Pludselig kom 2 veninder ind af døren, og de var ikke nået mange meter ind før jeg sagde til mig selv - der er hun.
Jeg var sikker på, at den ene af dem måtte jeg ud at danse med. De nåede næsten ikke at sætte sig før jeg bød hende op til dans.
Det blev heldigvis til mange danse. Jeg blev hendes livs ledsager, og vi har danset sammen lige siden. Det var Gurli Vallentin Andersen som var taget ud for at fejre sin venindes fødselsdag den 10. januar 1965. Vi skålede så alle 3 efter kl. 12.

Det varede ikke længe før jeg blev introduceret for Gurlis far og mor, hendes bror Villy og hans kone Ellen samt deres 2 børn June og Jack. Det var venlige og kærlige mennesker, og det glædede mig at hun havde sådan en rar familie.
Jeg syntes selv jeg blev en del af familien, og det varede ikke længe før jeg var så heldig, at de skaffede mig en loftslejlighed med stue, køkken, toilet og forgang på Ny Havnegade 46 hos hr. og fru Knudsen. Jeg husker ikke mere hvor stor huslejen var, men det var ikke meget.



19
Knudsens var nogle søde mennesker, og jeg gik flere gange ned i kælderen for at hilse på hr. Knudsen, når jeg hørte han arbejdede. Han var pensioneret, men lavede trækasserne til de store bornholmerure som hobby. det var han god til.
Jeg boede hos dem lidt over et år. Huset lå kun ca. 20 meter fra Carl og Emilies ismejeri, så når de skulle spise, hvilket de sædvanligvis gjorde i baglokalet, gik Gurli ud i baggården og kaldte på mig. Tilfældigvis havde jeg altid et åbnt vindue på det tidspunkt.
Gurli og jeg boede ikke sammen på det tidspunkt. Jeg husker ikke præcist hvornår vi flyttede sammen, men det var sikkert først da vi blev gift og fik en lejlighed.
Carl og Emilie købte en bil til Gurli. Så kunne de nemlig også komme lidt rundt og se Danmark. Det var en ford Cortina i rød. Meget flot
Det blev til mange dejlige søndagsture i Jylland med Gurlis far og mor. Der blev også anskaffet et telt der lignede de moderne sheltere. Det var en stor lykke at sidde under det i solskin, ved stranden, og spise sin frokost. Med en lille en til halsen til Carl og mig. Emilie lavede tit 'en sort gryde' - altså kødstykker i brun sovs med kartofler i. Det smagte herligt.
Jeg havde allerede dengang den vane, at søndag var en fridag for skolens opgaver, så der var tid til at nyde tilværelsen. Den vane bevarede jeg i hele studieperioden, og i voksenlivet udvidede jeg den så med lørdag, indtil pensionisttilværelsen gav mig fri når jeg ønskede det.
Gurli og jeg var klar over at vi gerne ville forloves. Vi var så fælles om at vælge ringe, og lørdag den 4.12.1965 spiste vi på Uglekroen, som dengang lå på vej 433 mellem Horsens og Århus. Her satte vi ringene på hinandens finger.
Så kørte vi hjem til Carl og Emilie. De opdagede ringene ret hurtigt, go ønskede naturligvis til lykke.
Gurli og jeg boede stadig på hver sit værelse. Indtil vi en dag fik tilbudt en lejlighed. Jeg ved ikke hvordan det kom i stand, men da Carl og Emilie kendte mange af deres kunder, har det sikkert været den vej igennem tilbuddet kom. Betingelsen var, at vi skulle være gift for at blive godkendt til den.
Det blev vi så den 19.11.1966 i Horsens Domkirke. Jeg har aldrig hverken før eller siden været så nervøs. Jeg anede ikke hvad der var at være nervøs for, men jeg rystede som et espeløv, og var stensikker på, at alle i kirken kunne se det. Det blev dog overstået, og fejret med en middag på en restaurant, der lå på Torvet.
På den måde fik vi så vores første fælles bolig, Sundvej 6b 2.sal, i Horsens. en to-værelses med karnap og med køkken og entre. Toilet på bagtrappen - fælles med beboerne på tagetagen. Opvarmning med kakkelovn og rum i kælderen til koks m.m. Det var vores eget dejlige hjem indtil vi fik lejlighed i Roskilde.



20
I alle årene røg jeg pibe. Det må have lugtet ad helvede til, fordi jeg brugte kun en enkelt pibe, som altid var sur. Jeg vidste ikke hvordan man skulle ryge pibe, men havde blot læst at man skulle ryge langsomt. Og hvad er så det?. Piberøgen kom aldrig til sin ret. Gurli lod som om det var ok, men har sikkert lidt under det. Specielt i vor lejlighed på Sundvej, hvor jeg røg mens der blev læst i samme rum som vi havde soveværelse - ofte til sent ud på natten.
At hun overhovedet kunne kyssee mig uden at gøre vrøvl er den dag i dag uforståeligt. Nå, men jeg stoppede senere med rygning.
Først da jeg var 78 år mødte jeg en piberyger hvis pibe lugtede dejligt af tobak. Så fortalte han, at han kun røg et stop på piben. Derefter blev den sat til tørre, og næste stop blev i en anden pibe, som bagefter blev sat til tørre o.s.v. Han havde ikke kun en enkelt pibe, han havde mange piber. Så enkelt er det i virkeligheden.
I foråret 1968 blev jeg færdig som ingeniør. Spørgsmålet var nu hvor i Danmark vi skulle slå os ned. Vi blev enige om at Odenseområdet var et godt bud, så jeg fandt nogle adresser på rådgivende ingeniører og entreprenører som måske kunne bruge en som mig. Jeg kørte til Odense og spurgte et par steder, men fandt hurtigt ud af, at sådan var man ikke vandt til at ansætte folk.
Der var ikke andet end at reflektere på opslag i aviserne. På den måde blev jeg ansat hos entreprenør August jørgenssen & søn (det staves med to s'er). De havde et byggemodningsprojekt i Hedehusene - Charlotteager - hvor jeg fik opgeven med at afsætte fikspunkter til at anlægge kloak og vejanlæg, samt planlægge indkøb af meterialer til det.
Det var en lidet krævende opgave, men den gjorde jeg spændende ved at nivellere med milimeter på de mirertavler der dengang blev anvendt. Mange gange blev de sat med en indbyrdes afstand på 1 til 2 meter, og det krævede præcision i nivelleringen. Den metode blev også brugt, da vi skulle lave hovedledningen til regnvand.
Ledningen var 1,4 km lang og var blevet udskudt på grund af mulddepoternes placering. Jeg foreslog så at vi kunne starte i begge ender og samle ledningen ved en brønd. Faldet var 1‰, og det blev så mit ansvar at styre de 2 anlægsjak. Da der var 10 meter mellem ledningens ender var det resterende fald 8 mm. Det var meget præcist ramt.



21
Da jeg blev ansat hos Aug. Jørgenssen, gik jeg i gang med at finde en bolig til os. Gurli var stadig ansat i banken i Horsens, men kom på besøg i Igelsø hos mine forældre hvor jeg foreløbig boede. Vi blev enige om, at Roskilde var et godt sted at slå os ned, og vi fik så en nybygget lejlighed i Dommervænget 10b 1'sal. Der var stue, 3 værelser altan køkken, bad og hall. Meget fornemt.
Der flyttede vi så ind i efteråret 1968.
Der blev anskaffet nye møbler - mange har vi stadigvæk - og vi begyndte at knytte kontakter til andre jævnaldrende familier. Det var i den periode vio lærte Hans og Pia, og Lise og Viggo at kende. Venner som vi stadig holder fast i.
Den røde cortina blev udskiftet med en gul opel kadet med sortfarvede flader på køleren. Den fulgte os senere til Store Valby. I den begyndte vi at køre rundt i københavnsområdet for at lede efter et hus. Det var Roskilde og nord for Roskilde, samt Ishøj og ned til Køge vi søgte.
I starten af 1970 kørte vi nordpå, og var inde på Moseager for at se hvad der lå her. Men vi kørte hurtigt videre, for vi var enige om, at et sted med myg var ikke interessant. Derimod blev vi forelskede i et typehus som blev bygget i Haslev, og vi købte i hast en byggegrund dernede med 5000 kr. i udbetaling. Vi fortrød hurtigt, og fik en sagfører i Tåstrup til at rede os ud af den fadæse.
Efterhånden fik vi styr på vore ønsker og krav, og tilbage stod, at det der betød noget var husets pris og dets egen beliggenhed. Det gjorde det lidt lettere , for derved fjernedes ønsker om københavnsområdet og strandgrundene langs Køge Bugt fra vor liste.
I 1972 kørte vi til Ågerup for at se på huse. Inden vi nåede dertil, blev vi enige om at slå et smut ind på Moseager for at se det område igen. Vi så et hvidt kalksandstenshus med rødt tag på Moseager 11, og med det samme var vi enige om at det var der vi skulle bo.
Jeg sov dårligt hele natten, og tidligt om morgenen stod jeg hos murermesteren i Ågerup og bad om at købe huset. Det blev vores, og selv om gulvene mildest talt var udført med en ordentlig kæp i øret, var vi enige om, at huset kunne vi gøre noget ved, men vi skulle have det, fordi beliggenheden var helt i top.
Vi flyttede ind i det. Og kort tid efter flyttede vi ud igen.
Vandledningen under gulvet var sprunget og hele gulvene løftede sig i en stor bue. Vi måtte tilbringe 3 måneder på hotel i Roskilde inden det var gjort i stand. Der blev lagt nyt gulv i asketræs flet parket med gennemgående gulvflader, og nye døre uden fodtrin. Så var det arbejde, jeg havde forestillet mig at udføre selv, med omlægning af gulvene betalt via forsikringen.



side 22
Lige siden vi kom til Roskilde førsøgte vi at få børn.
Det lykkedes ikke, og til sidst spurgte vi lægen hvorfor f..... vi ikke kunne få nmogle unger. Der var mange undersøgelser, og de fandt ud af, at de ikke kunne finde ud, af hvorfor det ikke ville lykkes. Vi lyttede så til deres anbefalinger, og lod gurli kunstig insiminere med mit sæd - uden resultat. Så var de ringen anden udvej end operation, enten af Gurli eller mig. Den letteste operation var på mig, så vi blev enige om, at prøve den, og hvis det ikke lykkes så stoppede vi det hele.
Operationen gik godt, men efter mange måneders venten måtte vi indse, at resultatet ville udeblive. Vi affandt os med, at det nok var sådan vor skæbne var.
Senere kom Gurli i snak med en person på sit arbejde, der anbefalede, at vi kunne prøve at få lagt vore horoskoper, det kunne hun arrangere for et meget beskedent beløb hos en person hun kendet. Det kunne da være meget interessant, så det blev gjort.
Desværre kunne den person, der tegnede horoskopet ikke i stand til at tyde det. Så det måtte vi have en anden til at gøre. Jeg husker ikke hvordan vi fandt ham der kunne det, kun at han boede på 2. sal i Valby.
Da vi kom ind til ham kiggede han på vore horoskoper og sagde, at de var dygtigt lavet. Og så spurgte han om, hvad vi ville vide. Vi var begge lidt generte ved situationen, men fik dog sagt et eller andet til start, og så lidt senere spurgte vi om børn. Jeg husker ham tydeligt da vi sagde det. Han kigge på horoskoperne, vendte dem og drejede dem, sukkede og sagde så: Jeg kan ikke se det. Der er noget forvirrende over det. Men i får børn - og mere end 1 barn. Kort efter sagde han at vi aldrig blev rige men heller aldrig fattige. Så vidste vi ligesom hvad vi havde at rette os efter.
Men vi gik fra ham med en lettet følelse, men også med en undren over den besked med børn.
Han fik aldrig at vide hvor tæt han var i fortolkningen af horoskoperne. At adoptere for derefter at få tvillinger er ikke en normal måde at stifte familie på.
Alt det skete før vi flyttede til Store Valby.



side 23



------------------Hertil nåede jeg i denne omgang----------------------------------




side xx
Omkring år 2010 spurgte min genbo Per Ellegaard om jeg havde lyst til at træde ind i Odd Fellow loge nr 24 i Roskilde. Han var på det tidspunkt undermester i logen. Efter en kort orientering sagde jeg så ja til det. Det var på en måde fint at deltage i Odd Fellow. det normale dress var sort jakkesæt, hvid skjorte og et neutralt slips. Ved festlige lejligheder bar vi kjole og hvidt. Meget fornemt. Da jeg kom ind var der vel ca. 130 medlemmer. De kom ikke alle hver gang. Det var fortrinsvist gamle mennesker der deltog, så sygdom var ikke ukendt. Det gik godt i mange år indtil Per skulle i overmesterstolen.
Efter få år i den blev han syg og måtte lide den tort, at blive sat tilbage i rangfølge. Det syntes alle var noget underligt, og det rygtedes hurtigt, at det var Poul H Jensen - den daværende eksmester, som sekunderet af Olaf Bredal egenrådigt havde besluttet det. Begge disse personer var militante indstillede og betragtede mere eller mindre logen som deres råderum. Det forlød, Poul H Jensen klamrede sig til eksmesterstolen. Han sad langt ud over tid.
Efter den beslutning var der mange der meldte sig ud. Det kom aldrig frem hvorfor, men utilfredsheden med de to personer var meget stor.
Da medlemstallet nærmede sig de 100, optrådte pludselig en ekstramester, som annonymt gik i rette med den måde logen blev ledet på, og ikke mindst Poul H Jensens egenrådighed blev skarpt kritiseret over en periode.
Medlemstallet blev ved at falde. det syntes jeg var ærgerligt for logen, så jeg hoppede på, og skrev et anonymt indlæg, hvor jeg gav nogle forslag til ændringer.
Det blev ikke godt modtaget af de to gamle herrer, og da jeg kort efter læste det op i salen, greb Poul H Jensen og Olaf lejligheden til at udpege mig som syndebuk for alt det der var sket i logen. Selv om den daværende overmester, Kjeld Erik Sørensen, som boede i Tune, udmærket vidste at jeg ikke havde noget med det at gøre, turde han ikke gå imod de to personer. Så jeg blev udelukket fra logen.
Det var jeg naturligvis ked af, og det var ærgerligt at blive orienteret om at medlemstallet blev ved med at falde, og nåede ned omkring de 70. En halvvering over kort tid.
Da jeg orienterede mine børn om hvad der var sket, spurgte de mig ligeud om, hvad jeg dog også ville i den orden. Det har jeg senere tænkt over, og må nok erkende, at jeg ikke kan argumentere for et medlemskab. Ud over at det betragtes som 'fint' at være med.
I årene 2014 - 2017 spillede jeg bridge i Roskilde. Det er et fantastisk spil, altså hvis man her en god makker. Men alle deltagere er skarpt indstillet på at vinde, og som begynder er det svært at få en vejledning. Der kan læses om det, eller man kan deltage i undervisning. Resultatet for mig var det samme, for de finesser der ikke står nedskrevet bliver heller ikke fortalte. Dem skal man få via erfaring.
Jeg har altid holdt meget af at spille petanque. Det er svært at håndtere de runde kugler, men jeg har fundet en måde at kaste på, hvor jeg næsten kan bestemme hvor kuglen skal løbe, og mine skud på andre kugler søger jeg at kaste, så der rammer direkte. Det lykkes meget tit.



side xx
I gamle dage brændte vi affald på grunden, og jern og metal blev solgt på en produkthandel. Den metode fortsatte i mange år, men på et tidspunkt blev lossepladser nødvendige. De blev ikke anlagt. Næ - man hældte blot skidtet - alt muligt - direkte i en sø eller en mergelgrav. Derved indvandt landbrug over alt i Danmark noget jord, og samtidig en mere 'strømlinet' mark, hvilket var behageligt for de efter hånden store landbrugsmaskiner. Miljø tænkte ingen på.
Jeg har selv været med til at fylde træ, metal, kemikalier, spildolie og andet ubrugeligt stof og kemikalier i Gundsø losseplads, som var søen mellem Tågerup og Kirkerup. Søen nåede ikke at blive fyldt helt op, men den indeholder sikkert mange ton meget giftigt affald.
Først dengang, da vi fik det sociale aspekt fra venstrefløjen med i politik, gik der hul på at anlægge de kontrollerede lossepladser. Men der gik alligevel mange år inden Roskilde kommune krøb til korstet og anlagde et forbrændingsanlæg. Senere udvidede man, begyndte at sortere brændbart og ikke brændbart, for i starten af 2000 at anlægge sorteringsanlæg med genbanvendelses sorteringer.
Egentlig var det utroligt at man gjorde sådan mod miljøet, men den menneskelige holdning til det stammer sikkert fra perioden med herregårde og godser. Dengang - og vi taler om perioden frem til ca.1970 - var det fint at være 'noget'. De rige og gårdejere bidrog helst ikke til samfundet, med mindre de selv fik noget ud af det. De tilhørte højrefløjen af samfundet, og anså sig selv som fine, og daglejere og tjenestefolk som rosset. Sådan har min mor fortalt mig det. Hun var gårdejerdatter.
Den holdning er naturlig for mennesker, og den er udbredt den dag i dag. Det er kun de få, der giver ting gratis uden at få noget for ydelsen. Selv indsamlinger har sin grobund i det. Giveren vil helst opnå reklame, tilfredshed o.m.a.



side xx
Erik er 80 år på det billede




Selvfølgelig er der ting jeg kunne ønsket at have gjort anderledes.
Det skyldes naturligvis, at erfaring først kommer efter en oplevelse, og som sådan skal man altid gennem en prøvelse, før man ved bedre.
Men der er ting jeg ville gøre på samme måde, og som jeg aldrig har fortrudt. En enkelt af dem er en ting, som jeg ikke selv er herre over, nemlig at få 3 børn så hurtigt efter hinanden. Selv om det har krævet meget af både Gurli og mig selv, er fornøjelsen ved at se dem vokse op sammen ubeskrivelig dejlig.
Jeg har fået det privigelegie at elske vore 3 børn, og at ville gøre alt for dem. Og jeg har heldigvis fået dem sammen med Gurli. Mit livs kærlighed. Jeg kunne ikke have ønsket mig mere.